skovens blod

skoven dræber alle den kan. den har brug for det. den lever af blod og død. hvem er den næste der skal nære skoven?....

1Likes
2Kommentarer
241Visninger

1. skovens blod

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem for

sig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå, nøgne høje træer, når

Vinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellem

stoppede hun op og skuttede sig i blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille til

hende. Hun forsøgte at gå til, selvom sulten gnavede i indvoldene. Hun havde ikke

indtaget føde i lang tid, og hendes tanker blev ved med at kredse rundt om emnet føde,

Hvad der bare gjorde alt værre for hende. Hun hørte en bil nærme sig. Der måtte være bid

nu, bad hun til. Lysene fra bilen ramte hende, og hun dukkede sig en smule for de stærke

lamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene og bilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: “Hvor skal du hen?”

Hun kunne mærke de fugtige sved perler omme i nakken på hende. Hun tøvede lige et sekund nok til at manden nåde at sige med en lidt mere opstrammet stemme ”skal du med eller hvad?”. Hun blev endnu mere tøvende. ”øhh… jho, ja tak. Skal jeg bare hoppe ind på bagsædet?” svarede hun med en meget lille stemme. Hun lignede en meget bange lille mus. Hun lignede alt andet en hun plejede. Normalt har hun hættetrøjer og stramme bukser som sad præcis som de skulle.

Bilen gav nogle små lyde som lød mere som en hest der var meget forpustet. Den begyndte at køre langsomt. Manden drejede ned af en sti og spurgte med en meget streng stemme ”hvor skal du hen?” Jennifer blev overrasket over at hun faktisk havde glemt at fortælle det. ”Østergade 27. ved du godt hvor der er henne?” svarede hun meget hurtigt. Faktisk meget hurtigere end hun havde troet at hun kunne. ”ja.” svarede manden med en meget dyb og vred stemme. Hun skælvede lidt over hans skræppe tonefald, men alligevel tog hun sig sammen og svarede med en sukkersød lidt hånlig stemme ”det var godt, så er du alligevel ikke så dum alligevel. Du kunne godt ligne en der ikke har noget mellem ørene”

'vhiiin' lyden kom fra dækkende. Bilen var stoppet brat. ”UD!” råbte manden. Jennifer stivnede, men tøvede ikke ét sekund før hun nærmest sprang ud af bilen. ”din kælling! Du skal aldrig være næsvis overfor mig. ALDRIG.” råbte han med endnu mere kraft i stemmen, før han satte sømmet i bund og kørte videre. Jennifer stod bare på vejen og gloede efter den sorte bil.

'dyyyyyt!' hun sprang tilbage, ind mod de høje træer. En blå Volvo kørte hurtigt forbi. ”AAARRGG!” skreg en meget lys pige stemme fra bilen, lige før....

Jennifer var som frosset fast. Hun kunne ikke tro på at hun lige havde set det der var sket. Lysende blinkede i alle retninger fra den blå Volvo. Den var styrtet lige ind i et træ, indefra skoven. Hun gispede efter luften. ”Det..Det...Det var.. Det var altså ikke mig...” sagde hun med en stemme der var så lille at det nærmest bare var en visken. Jennifer tænkte på ingen ting, ind til. ”døøøød...døøød..” viskede en meget ødelagt stemme. Den kom inde fra skoven men samtidig var det som om den kun var i Jennifers hoved. ”er de døde?” sagde hun med en meget pivende stemme. ”jaa.... døødeeen vokser i skooooven.....” viskede stemmen igen, men denne gang var den mere hoverende. Lidt efter kom Jennifer i tanke om at hun desværre skulle igennem skoven for at komme ind til byen. Og hun skulle ind til byen for at komme hen til togstationen og så skulle hun tage toget for Hvidovre til Østerport for at kunne komme hjem til Jonathan. Jonathan ventede jo på hende. De havde aftalt at hun bare skulle komme hjem til ham efter hun havde været med hendes storesøsters ungdomsklub ude i et vandrehjem og feste. Alle de andre var blevet så hun var nød til selv at komme hjem. Hendes mobil var løbet tør for strøm så hun kunne ikke ringe efter en taxi, så hun måtte jo blaffe og gå. hendes mave knurrede og mindede Jennifer om at hun ikke havde fået mad i snart et helt døgn. Eller faktisk kun omkring 12 timer men det føltes som længere tid. Nu var hun nød til at sætte farten op. Jennifer kunne mærke alle de forfærdelige smerter var vendt tilbage. hendes mave føles som om der stak 23 knive lige ind i mave, og bare borede sig længere og længere ind. Kulden nev fast i hendes hud inden under Jennifers tønde lille trøje. Og hendes hjerne dunkede over chokket over den blå Volvo og den sære stemme fra skoven.

Var det bare hendes hjerne der spilleder hende et pus? Eller var der virkelig en der havde sagt det? Og hvorfor lød det som om det kun var i hendes hoved?

Nu var hun nød til at gå forbi bilen. Hun ville ikke kigge på dem inde i bilen, men alligevel tvang hendes blik hen mod bilen. Blod.

jaa.. blod til skoven.. skoveen vokser af døøød….blod nære skoven…”

Det var den uhyggelige stemme igen. Men nu var det som om det gav mening for Jennifer. Det var ikke en normal skov, den var nærmest levende. Den havde brug for død og blod for at kunne vokse sig støre og mægtigere, og jo støre den er, jo mere kan den dræbe, jo mere den kan dræbe, jo hurtigere vokser den. Det var som en ond cirkel. Men hun var nød til at gå ind i skoven. Man kunne nærmest se hvor grænsen var, imellem skoven og udenfor skoven. Hun havde lige sat sin fod inde i skoven da, ”koooom…jaa.. kom til os…kom og giv os næring…bliv en del af os…” stemmen talte med en meget fristende klang. Hun tøvede men vidste at hun ikke kunne undgå at gå igennem. Hun var inde i skoven. Ingen vej tilbage, det vidste hun godt, men alligevel fortsatte hun med et rask tempo. Hun fik kuldegysninger ned ad ryggen. Sveden vendte halt tilbage, men det var så koldt at man knap nok kunne fryse. Nå hun kom ind i skoven var der kun en stig, men nu kom der 4 andre stiger. Hun vidste at hvis hun vil ind til byen skulle hun tage den højre stig, og efter det var der kun en stig at følge for at komme ind til byen. Så hun tog den til højre med selvsikre hurtige skridt. Efter hun havde gået i lang tid, som føltes som en evighed, skete der noget sært. Hun kun se træer foran sig. Stien stoppede. Træerne var vokset midt på stien så man ikke kunne komme forbi. Man kunne godt kalde det for en blindgyde. Det var aldrig sket før. Når hun var lille legede hun med sin storesøster i skoven dagen lang. De havde boet med sin mor i Hvidovre ikke langt væk fra skoven. Men det var før hendes mor var død af kræft. Hun kendte skoven uden af, men hun havde faktisk aldrig været i den om aften og nu var det nat, og det gjorde det ikke just meget bedre. Hun kunne kun lige skimte tallene på hendes pinke armbåndsur. Klokken var nu halv 2 om natten.

føler du dig jagtet Jennifer?...når du giver op…er det hele er ovre… overgiv dig til skooven Jennifer….overgiv diiig..”

Stemmen viskede med en lokkende stemme. Men selvom det fristede Jennifer på en speciel måde, blev hun stadig bange. ”hvem... hvem er du?” hun lød lige så bange som hun følte sig. ”skoovens ånd..” svarede stemmen.

Grenen knækkede under Jennifer da hun løb tilbage mod de andre stiger. Måske skulle hun bare tage den der lå lige til venstre for den hun løb på nu. ”du kan ikke flygte Jennifer…ingen kan flygter for skoven..” stemmen lød hånlig og Jennifer var sikker på hun kunne høre et lille frydende grin i stemmen. Hun løb nu hurtigere af ren panik. ”nej… nej. Det kan ikke lade sig gøre. Der er bare en ond drøm. Det her er umuligt” gentog hun igen og igen i et forsøg på at overbevise sig selv. Men en del af Jennifer sagde at det ikke var en drøm.

Hun var tilbage til der hvor de stien havde delt sig til fire nye, men der var noget anderledes denne gang. ”syv?” spurgte hun mere sig selv end skoven. ”blev du virkelig så overasket Jennifer?..jeg styre den skov…jeg kan gøre alt med den…jeg vil have dig Jennifer…bliv en del af skoven….bliv en del af mig…”

”helt seriøst…” viskede Jennifer. Men hun følte en lille tiltrækning af skoven. Af ånden. Nu følte den mere som en rar fyr der ville tage hende til sig og behandle hende som en kvinde, som om han ville forgude hende og holde om hende. Lige når den tanke strejfede hende kunne hun mærke den kolde luft blive lun og det føltes som om de kærtegnede hendes kind på en meget dejlig måde. Det fik hende til at slappe af. Det fik hende til at føle sig tryk. ”tag mig nu bare til dig. Slut dette maridt og -…” nej! Hun stoppede den tanke. Hun ville ikke lade skoven tage hende. Hun kunne ikke lade sig blive kærtegnet af en anden en Jonathan. Hun ville ikke nyde følelsen af en anden en Jonathan kærtegne hende. Vinden blev kold igen og stoppede med at kærtegne hendes kind. ”vil du ikke nyde?...fint…jeg får dig senere….du kan enten slutte dig til mig og blive skovens mor eller…..dø og gøde denne skov med dit dejlige varme blod…”

Hun ville gerne have vinden til at kærtegne hendes kind igen. Den følelse var så dejlig. Hun ville gerne have skoven til at tage hendes krop i dens hænder og kærtegne den.

Du vil jo gerne Jennifer…kom nu…lad mig nyde dig og lad mig forgude dig og holder af dig…Jennifer jeg vil have dig” stemmen lød som en der plagede hende om at måtte låne nogle penge. Men den var så forførende. Den lød ikke hæs mer, den lød som en sød mand som kun var lidt ældre end hende.

Vinden tog som nærmest fat om hende, og varmede den og følte den. Det var en fantastisk følelse. For første gang i lang tid følte hun sig i sikkerhed. Den holdt om hende men ikke på en ubehagelig måde. På en måden som hun elskede.

Jennifer…jeg elsker dig..jeg vil have dig…vil du ikke nok lade mig tage dig…jeg vil behandle dig som den fantastiske kvinde du er… lad mig nu lade dig føle begær…mere begær end nu…”

Stemmen var så forførende at hun ikke kunne lade vær med at nikke og sige med en nærmest uhørlig stemme ”ja… gør mig til skovens mor…forfør mig, og tag dig af mig…”

sådan skal det være Jennifer…ja du er lige så fornuftig som køn… du har valgt det rigtige..”

Jennifer stoppede på stedet. Hun var kommet i trance. Men nu var hun i stand til at kæmpe imod. ”neeaarj..” vrængede hun søvnigt. Hun havde nu fået styr på hendes tanker. ”nej!” råbte hun nærmest. Hun løb ned af en tilfældig stig. Hun blev ved med at løbe til hun ikke kunne mere. Stemmen var stille og der var ikke en lyd at høre. Hun kunne nu næsten ikke se noget fordi det var så mørkt. Hun kiggede op men lagde så mærke til at hun ikke var i skoven mere. Hun kiggede sig omkring, og så noget. Hun gik mod det og så at det var et hus. ”hallo?” spurgte hun mens hun bankede på døren. Hendes bank fik døren til at gå op, og hun kunne se lige ind i huset. Det var helt mørkt og det lignede ikke alt der var nogen hjemme. Hun tændte lyset og gik ind i stuen. ”død” stod der med noget rødt væske på væggen. Hun gik nærmere væggen og der hun mødte en rådden lugt.

”blod?” det var mere et spørgsmål til sig selv men alligevel kom et svar fra omverden. Et ”ja” kom frem med blod på væggen ved siden af. Det gav et sæt i hende. Hun hoppede et skridt tilbage og stødte ind i en reol. Jennifer så telefonen. Men før hun ringede opdagede hun at der stod ”død” på væggene flere steder. Og det blev ved med at skrive. Det var som om en malede det op. Jennifer gik i panik og tastede 114 på telefonen, den ringede i lidt tid før en tog telefonen. ”hej det er politiet. Hvad kan jeg hjælpe dig med?” sagde en rar dame stemme. ”der står blod overalt og-...” damen havde lagt på, eller telefonen havde slukket. Men hun lagde mærke til at ledningen var klippet over og der flød blod ud. Hun skreg af sine lungers fulde kraft. Jennifer skulle til at løbe men nå hun trådte kunne hun hør noget plaske under hendes fødder. Blod! Der flød blod på gulvet. Hun løb ud. Og da hun kom ud lignede det at skoven var kommet tættere. ”jennifer....lad mig nu tage dig til mig og gøre dig til skovens mor.....” stemmen havde en lokket klang sig. Jennifer blev fristed og var lige ved at gå ind i skoven igen. Hun tog sig sammen til at gå væk fra skoven igen da hun så en skiggelse. Det var en lyshåret smuk fyr som lignede han kun var 2 år ældre end Jennifer. Han var så smuk at hun ikke kunne tro sine egne øjne. Han kom tættere og tættere på. Han smilede til hende og havde nogle smukke grønne øjne. De var lige så grønne som træernes blade. ”Jennifer, jeg er skovens ånd. Jeg ejer denne skov men jeg mangler en til at være skovens mor. Jennifer du er så smuk, du er født til at være mor til denne skov. Jeg elsker dig”

”øhh… men… øhhh undskyld hvad??!” hun svarede med en usikker og meget overrasket stemme. ”jeg er skovens ånd.” han svarede med et lidt grinende smil. Han stillede sig bag ved Jennifer og holdt rundt om hende med store, stærke og utrolig smukke hænder. Hun lagde sit hoved tilbage for at kunne hvile det på hans skulder, hun kom i tanke om hvor træt hun var. ”Jennifer, jeg elsker dig og jeg passe på dig” sagde han med en mere dæmpet og seriøs stemme. Hun kunne nu mærke hans varme læber mod hendes hals. Han kyssede hende og holdt om hende. Normalt ville det ikke føles sådan her, men når han gjorde det føltes det så meget bedre og så fantastisk. Hun sukkede fordi hun slappede af og nød det så meget. Han pressede sin krop ind mod Jennifers og kælede den. De stod bare og nød øjeblikket. ”Jennifer, vil du ikke gøre mig lykkelig og blive sammen her i skoven med mig for evigt?”

”mmhh” var det eneste hun kunne få frem. Hun var kommet i trance igen. Han trak noget op fra lommen. Det skarpe skinnende blad hvilede mod hendes arm. ”jeg skal bruge noget af dit blod for at du kan blive en del af skoven. Det gør ikke ondt. Jeg skal nok gøre det hurtig og forsigtigt”

”mmh” svarede hun igen. Bladet skrabede mod hendes hud og blodet dryppede. Hun kom med en lille gispende lyd. Det blev koldt og helt mørkt omkring hende. Hun kunne se hendes krop ligge på jorden og bløde. Helt bleg og mager. Blodet fra hendes arm flød ned i jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...