Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3250Visninger
AA

2. Skjulte skader

"Grundet?"

Spurgte Mihna, og håbede på at kunne få yderligere et modargument. Hun havde hårdt brug for det. Mit liv hang efterhånden i en tynd tråd. Jeg havde tiltrukket alt for meget opmærksomhed fra rådet, som var begyndt at tvivle på om Mihna kunne holde mig under kontrol.

"Han havde hørt rygtet."

Forklarede jeg, og mente at yderligere forklaring ikke var nødvendigt. Jeg havde aldrig tabt en kamp, aldrig i de mange år som jeg havde levet. Selvom at jeg havde overvejet at tabe flere med vilje, så jeg kunne blive ladt i fred. Rygtet som min tilsyneladende uovervindelighed havde spredt sig til det meste af verden, på trods af at Mihna havde forsøgt at holde informationen indenfor vores familie.

"Det sædvanlige."

Mumlede Mihna irriteret for sig selv, og gned hidsige sine hænder. Trods at rådet kendte til rygtet, som Mihna mere eller mindre havde bekræftet det for dem, så lød det mere og mere som en undskyldning i deres ører. At jeg frivilligt kastede mig ud i kampene.

"Du ser værre ud, end du plejer."

Sagde Mihna pludseligt, og studerede mine synlige mærker. Jeg trak let på skuldrene.

"Han var en hidsig krabat."

Svarede jeg, og fortrød svagt at jeg havde trukket på skuldrene. Min skulder var stadig øm, trods at slagsmålet havde været for knap to nætter siden. Mihna rynkede utilfreds på næsen, da hun bemærkede mit ansigtsudtryk. Hun havde opdaget, at jeg havde smerter, grundet skader som jeg ikke havde fortalt hende om. Jeg havde kun ladt hende vide om de mest åbenlyse. 

Der blev banket på døren, og Flora stak let hovedet ind. Mihna gjorde tegn til at hun skulle komme ind, uden at tage øjnene fra mig. Flora trak tøvende en hånd igennem sit glatte hår. Det eneste grund til at Mihna havde tilføjet Flora til sin familie, i følge hvad jeg har gættet mig til, er grundet det fuldt funktiondygtige hale som Flora har. Jeg lagde mærke til at hun holdt den rullet op eller på anden vis skjult i sine bukser. Hun vidste udmærket godt, at hendes hale gjorde mig utilpas.

"Du kaldte?"

Spurgte Flora, og så nysgerrigt på mig. Mihna nøjes med at nikke, mens hun stadigt så på mig. Flora forsøgte at løsne stemningen lidt op.

"Hvad har du nu lavet lillebror?"

Spurgte hun med et grin, og rystede på hovedet. På trods af hendes hale, så holdt jeg meget af Flora. Hun var som en rigtig søster, taget i betragtning med mine andre søstre. Hun var også næstyngst, og var blevet skabt knap tyve år før mig. Hun rullede opgivende med øjnene, uden at vores fælles moder så det, og mindede mig om et spinkelt krybdyr. Hun lod sig dumpe ned ved siden af mig på sofaen, og bemærkede straks det sammenbidte ansigtsudtryk som jeg fik.

"Det fulde opfang af dine skader."

Sagde Mihna utilfreds, og gjorde klart for mig, at jeg ikke skulle lyve eller holde noget tilbage nu. Så ville hun selv tilføje nogle skader, trods at jeg vidste at det kun var fordi at hun var bekymret. Jeg sukkede næsten lydløst, og opgav at fastholde den uskadte facade. Jeg sank smertende sammen op af sofaens ryg, så Mihna straks rettede sig bekymret op og så på mig med et blødt blik. Flora rørte forsigtigt ved min håndryg, så smerterne lettede en smule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...