Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

19Likes
30Kommentarer
3574Visninger
AA

18. Respektløst

"Hvis du ville skynde dig, ville det bare være super."

Sagde jægeren, og kunne ikke lyde mere ligeglad. Hun lagde sig på Mihnas seng, godt klar over at det var hendes, men var tilsyneladende ligeglad. Respektløst, tænkte jeg for mig selv og ventede egentligt bare på at tjenestepigen vendte tilbage med min fyldte rejsetaske, når hun altså engang blev færdig med at pakke den for mig. Hvilket egentligt tog alt for lang tid.

"Du skal ikke tænke på en kiste."

Sagde jægeren, og tog et tyggegummi i munden, som hun ivrigt tyggede på.

"Tro det eller ej..."

Sagde hun, og satte sig op i sengen, så hun kunne se mig i øjnene.

"... men jeg har en stående, i tilfælde af gæster."

Svarede hun, men lød ikke just tilfreds med det. Hun rejste sig fra sengen, og udstødte tørt:

"Du er gammel, det kan jeg se på dig, altså burde du være blevet stop-fodret med manerer som barn, men du har stadigt ikke spurgt hvad jeg hedder."

Sagde hun, og trak på skuldrene, da jeg sendte hende et undrende blik. Hun havde gættet rigtigt, men jeg vidste egentligt heller ikke selv hvorfor jeg ikke havde spurgt efter hendes navn.

"Hvad hedder du?"

Spurgte jeg ret tamt, og forsøgte at lyde så ligeglad som muligt. Hun trak tungt på skuldrene. 

"Jeg har så mange navne, at jeg har svært ved at huske hvilket der er mit rigtige, men du kan kalde mig Nanna."

Svarede hun. Altså kunne jeg ikke være sikker på at det navn var hendes rigtige, når hun ikke kunne "huske" det. Jeg nikkede let.

"Mit navn kender du jo allerede."

Sagde jeg, og kunne høre at tjenestepigen endeligt var på vej med min taske.

"Har du noget imod, at jeg kalder dig Mattie?"

Spurgte jægeren let. Jeg blev hurtigt klar over, at hun kun havde spurgt for at drille mig.

"Bestemt."

Svarede jeg kort, og gik mod værelses-døren for at tage imod min taske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...