Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3240Visninger
AA

32. Nannas synsvinkel: Mihna og Floras sorg

 

Flora fandt mig på gangen, hvor jeg sad op af en væg, omtåget og forvirret. Hun prikkede prøvende til mig, og så undrende på mig, da jeg så op.

”Hvad har Matthew nu gjort ved dig?”

Spurgte hun bekymret, og aede mig over panden.

”Mihna!”

Råbte hun med en klagende tone, bekymret for at Matthew havde gjort mig ondt. Mihna dukkede hurtigt op, og strøg let sig selv over panden. Hun så ud som om at hun havde hovedpine.

”Hvad har han nu gjort?”

Spurgte hun straks, og hjalp mig op at stå. Jeg holdt kun lige og lige balancen, og så på hende. Hun så undersøgende på mine øjne.

”Hvad har han gjort?”

Spurgte hun undrende, og drejede mit ansigt rundt, så hun bedre kunne se mine øjne i lyset. Hun så mere og mere undrende på mig, mens jeg langsomt blev mere klar i hovedet.

”Han satte mig fri.”

Mumlede jeg lavt, stadigt lidt forvirret. Det var som om at hans ansigt var blevet helt utydeligt i mit hoved, som om at jeg var ved at glemme ham.

”Hvad gjorde han?”

Spurgte Flora måbende. Jeg så på hende, da Mihna chokeret slap mig.

”Han klippede båndet.”

Omformulerede jeg, og tog mig til hovedet. Jeg vidste hvem han var, og huskede svagt noget om hans liv, men jeg havde helt glemt hvordan han så ud.

”Jeg har helt glemt hvordan han ser ud.”

Mumlede jeg lavt, og tog mig til hovedet. Mihna for straks hen af gangen, skarpt efterfulgt af Flora.

”Åh gud nej. Matthew.”

Sagde Flora bekymret, så jeg fulgte undrende efter. Hvad var der galt? Hvorfor reagerede de sådan på, at jeg ikke kunne huske hans ansigt? Da Mihna skreg hjerteskærende, løb jeg straks ind i rummet.

”Matthew.”

Græd hun, og sad på gulvet med ham i armene. Flora stod chokeret foran mig, og holdt sin ene hånd for munden. Hun stod lidt i vejen, men den smule af ham, som jeg kunne se, gjorde det klart for mig, at han ikke havde det godt. Hans hud var helt hvid, næsten gennemsigtig. Hans blodårer var skræmmende synlige, og gennem hans hud kunne jeg se at hans blod var helt sort.

”Hvad har du gjort ved ham?!”

Skreg Mihna af mig, og begyndte at græde, mens hun vuggede ham i sine arme. Flora gik endeligt hen til ham, og gik på knæ ved hans side. Hun tog tøvende hans hånd, og lukkede øjnene i koncentration. Mihna så grædende på hende, og ventede på et svar. Flora åbnede øjnene igen, og holdt hans hånd ind til sin kind.

”Jeg kan ikke. Dødt blod.”

Hviskede hun, og begyndte at græde. Hun spurgte i gråd, og lød hjerteskærende:

”Hvorfor lillebror? Hvorfor Matthew? Hvorfor?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...