Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3251Visninger
AA

38. Nannas synsvinkel: Matthews mareridt

 

Matthew havde knap nok lagt sig ned, før at han allerede sov dybt. Det bekymrede mig, at han stadig var så svag. Burde han ikke allerede være kommet sig? Jeg vidste det ikke. Der var så mange ting, som jeg endnu ikke vidste om min egen art, det jeg var blevet til. Jeg var vred på Matthew til at begynde med, for hvad han havde gjort, men nu var jeg taknemmelig. Fordi jeg vidste, at han elskede mig. Det var en rar følelse, som bredte sig i min krop hver gang, at hans hud kom i kontakt med min. Det var endnu bedre, når vores løber mødtes, og jeg havde aldrig lyst til at stoppe igen.

Jeg havde lyst til mere. Jeg havde lyst til at være sammen med Matthew, men som et rigtigt par. Vi var sådan set gift allerede, sådan som jeg havde forstået det. Det skete, da vi udvekslede blod, for at han skulle få det bedre. Men vi var heller ikke som et rigtigt ægtepar, for vi havde ikke gjort det endnu. Jeg vidste, at det var derfor at Flora havde anskaffet den store seng til os. Vi kunne jo ikke bruge den til at sove i om dagen. Det var meningen, at den skulle bruges om natten, og bestemt ikke til at sove i. Jeg ville så gerne være sammen med ham på den måde, men jeg var samtidigt også rædselsslagen for det.

Jeg var bange. Jeg havde selvfølgeligt prøvet det før, på en måde. Men det havde aldrig været frivilligt. De få gange jeg havde prøvet det, der var jeg altid blevet tvunget til det. Selv med Johannes, min mentor indenfor jægerens arbejde. Han havde krævet det som betaling, at det havde resulteret i en søn, var ikke meningen. Jeg var bange, selvom at jeg tydeligvis elskede Matthew. Det havde altid gjort ondt på mig, så jeg var bange for det. Jeg vidste at Matthew ikke ville gøre mig ondt, men jeg var alligevel bange. Hvad nu hvis jeg gjorde det forkert, hvis jeg skuffede ham? Den tanke kunne jeg ikke holde ud.

Matthew vred sig pludseligt på sengen, og lå så stille igen. Han vred sig igen, som i en krampe, før at han igen lå stille.

”Matthew?”

Kaldte jeg bekymret, og satte mig op i sengen. Han vred sig endnu engang, så jeg blev klar over hvor forkert det så ud. Han så ud som om at han var i smerter. Jeg ruskede ham ganske blidt, men han vågnede ikke. Han vred sig igen, denne gang mere voldsomt. Han vred sig pludseligt i voldsomme kramper, og havde et smerteligt ansigtsudtryk.

”Flora! Mihna!”

Skreg jeg højt, bekymret for Matthew.

”Matthew, Matthew, vågn op.”

Bad jeg, og ruskede ham blidt. Men han vred sig forsat i kramper. Det føltes som en evighed, før at Flora kom løbende med Mihna i hælene. Alt imens kaldte jeg bare på Matthew, forsøgte at få ham til at vågne, men han reagerede ikke.

”Flyt dig.”

Bad Mihna, men gav mig ikke tid. Hun rev mig op fra sengen, og smed mig væk. Flora greb mig hurtigt, og forhindrede mig helt i at vælte. Mihna lænede sig ind over Matthew, og holdt ham nede i sengen.

”Matthew, vågn op!”

Råbte hun hidsigt og højt, så mine ører gjorde helt ondt. Jeg dækkede dem hurtigt, da hun råbte endnu engang. Hun råbte en gang til, og endeligt reagerede Matthew. Han blev rolig igen, og lå helt stille, da han tvang sine øjne op. Han blinkede træt og forvirret, med et næsten feberagtigt blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...