Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3253Visninger
AA

33. Nannas synsvinkel: Jeg slår ham ihjel

 

Jeg masserede mit håndled, og håbede på at Mihna havde ikke brækket det. Hun og Flora havde forsigtigt lagt Matthew tilbage i seng, mens de begge græd. Mihna var efterfølgende faret hen til mig, og havde slået mig i ansigtet. Da jeg forsøgte at forsvare mig, greb hun mit håndled så let som ingenting, og havde strammet sit greb.

”Moder, lad hende være.”

Bad Flora grædende, og lagde en hånd på Mihnas skulder. Mihna var rasende, men slap mig igen. Hun tog den grædende Flora i armene, og vuggede hende trøstende frem og tilbage.

”Det hele er din skyld.”

Hvæssede Mihna af mig, så jeg forlod værelset, så de kunne være alene og sørge. Matthew var ved at dø, så meget kunne jeg forstå på situationen. Jeg havde bare ikke anet, at dødt blod havde den virkning på en vampyr. Så kunne jeg bedre forstå, at han havde revet mig væk fra den hjemløse så hurtigt. Eller det kunne jeg faktisk ikke. Hvis han hadede mig så meget, så skulle han have ladt mig drikke blodet. Så ville jeg jo have været død nu, men hvorfor stoppede han mig så? Jeg forstod det ikke. Hadede han mig, eller var det had som jeg havde følt, rettet mod en anden?

Var det derfor? Han havde forsøgt at hjælpe mig, men kunne ikke overkomme at give sig hen til det? Fordi at… Mihna havde jo sagt, at han var bange for at holde af noget, fordi at dem han havde holdt af, var døde nu. De havde efterladt ham. Hvorfor havde jeg ikke indset det noget før? Han ville hjælpe mig, fordi at han holdt af mig på en eller anden måde. Men han kunne ikke give sig hen til sine følelser. Det var min skyld, det hele var min skyld. Jeg havde slået min skaber ihjel. Den kendsgerning fik mig til at græde, så jeg skjulte mit ansigt i mine hænder.

”Er du her endnu?”

Spurgte Mihna ondt, men satte sig ved siden af mig. Jeg snøftede let, og forsøgte at skjule mine tårer, selvom at det var rimeligt umuligt.

”Lad mig se dit håndled.”

Sukkede Mihna, og rakte ud. Jeg lod hende tage ved det, og skar let ansigt, da hun fik fat. Hun mærkede let på det, og slap mig så igen.

”Det er ikke brækket, kun forstuvet.”

Forklarede Mihna, og lød som om at hun ærgrede sig over det. Jeg tørrede mine kinder af i ærmet, og besluttede mig for at jeg lige så godt kunne få afklaring på det hele.

”Hadede Matthew mig?”

Spurgte jeg forsigtigt. Mihna rystede let på hovedet, og stirrede tomt ud i luften. Det var hårdt for hende, at hun var ved at miste Matthew.

”Matt… han er ikke i stand til at hade andre. Han bryder sig måske ikke om dem, men han har aldrig hadet nogen i hele sit liv.”

Forklarede Mihna. Jeg havde misforstået hans had. Han havde hadet sig selv, indså jeg.

”Han gjorde det modsatte af at hade dig.”

Sagde Mihna kryptisk. Jeg forsøgte at genkalde natten, hvor Matthew havde bidt mig. Jeg kunne se den, som i små billeder, men jeg kunne ikke finde lyden som passede til dem. Og nogle af billederne manglede også.

”Han elsker dig.”

Sagde Mihna trist, og rejste sig. Jeg så chokeret på hende. Han… han elskede mig? Men… men det var de manglende billeder. Jeg havde kysset ham, og jeg havde vidst det fra det øjeblik af. Åh gud, tænkte jeg. Det var meningen, at Matthew og jeg skulle være sammen. Vi hørte sammen som et par. Og nu var han ved at dø fra mig. Aldrig i livet, tænkte jeg rasende. Han kunne lige vove på at lade mig være alene resten af mit liv. Jeg for op, og ind på værelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...