Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3278Visninger
AA

1. Møde med Mihna

Jeg så roligt til, mens Mihna gav sig til at bande på sit modersmål. Som hendes barn, som alle hendes børn, kunne vi tale hendes modersmål. Det gjorde os i stand til at tale sammen, uden at de andre familie forstod os. Men i dette tilfælde kunne jeg godt have undværet det.

"Matthew."

Sagde hun opgivende, og så på mig igen. Hun rystede opgivende på hovedet, og så væk igen.

"Det er tredje gang i denne måned, at du er involveret i et slagsmål."

Sagde hun opgivende. Jeg rettede mig let i sofaen, og håbede på at skyggerne i rummet ville skjule det blå mærke, som jeg havde fået under øjet. Samt de små skrammer, som var synlige i mit ansigt og på mine hænder. Ikke at hun allerede havde bemærket dem, det var uundgåeligt. Jeg var hendes yngste barn. Trods min høje alder, så hun mig stadigt som en nyfødt. Til min store irritation. Men sådan var det, at være det yngste og eneste mandlige medlem i familien.

"Hvad gør jeg med dig?"

Spurgte hun opgivende, men forventede ikke noget svar. Jeg havde forlængst lært, at det var bedst bare at holde sin mund lukket, indtil hun valgte at tale direkte til en.

"Det var Kagawanas yndling, som det gik ud over."

Sagde hun utilfreds, og snublede over Kagawanas navn med tungen. Balancen imellem vores to familie var i forvejen tyndslidt. Ikke at jeg havde noget med det at gøre. Vores familie var begge store, og havde lige meget indflydelse og magt på vores omgivelser. Det skabte en del gnidninger, da Mihna og Kagawana som regel ville have det samme.

"Hans nyeste yndling."

Tilføjede hun utilfreds, og så på mig igen. Jeg var ved at trække på skuldrene, men tog det i mig. Jeg besluttede mig istedet for, at det var på tide at sige noget.

"Det skal siges, at det var selvforsvar."

Sagde jeg, og sørgede for at Mihna tydeligt kunne se mine læber. Så hun kunne være sikker på, at jeg ikke løj for hende. Hun nikkede let, da hun læste sandheden på mine læber. Hun smilede let, da hun nu havde et modargument, som hun kunne bruge til mødet senere på natten. Så hun kunne forsvare mig over for vampyrrådet, grundet at jeg havde dræbt yndlingen. Normalt dræbte man ikke hinanden i slagsmål, men jeg havde været nødt til det. Ellers var det mig, som Mihna ville have modtaget i en vase, indholdende mit støv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...