Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3389Visninger
AA

43. Min elskede Nanna

 

”Først da jeg skulle føde, var han nødt til at lukke mig ud. Jeg blødte kraftigt, og både jeg og barnet var døde, hvis han ikke havde bragt mig til hospitalet. Han forlod mig der, så jeg kunne få det overstået.”

Sagde Nanna trist, og tog sig let til maven.

”Nikolaj kom til verden, men lægerne måtte kæmpe endnu et døgn, før at det var sikkert at jeg ville overleve. Jeg huskede at Johannes havde sagt, at han ville komme tilbage efter vores søn. Så jeg nægtede at blive i sengen, jeg blev ved Nikolaj. Jeg kunne ikke lade ham tage min lille søn fra mig. Men han kom aldrig tilbage.”

Nanna sagde den sidste sætning med lettelse i sin stemme, og så blidt på mig. Hun satte sig igen, ved min side, mens at jeg kom i tanke om jægeren. Der var en jæger, som havde forsøgt at dræbe mig, ude foran hospitalet. Det måtte have været ham. Nu frydes jeg mig for en gangs skyld over et af mine drab.

”Jeg elsker dig.”

Sagde Nanna blidt, så jeg så på hende igen. Jeg fangede hendes blik.

”Og jeg stoler på dig.”

Sagde hun blidt, og tog min hånd.

”Og jeg vil meget, meget gerne være sammen med dig.”

Tilføjede hun, og lagde min hånd mod hendes kind. Hun sukkede let, og lukkede øjnene.

”Men jeg er bange.”

Sagde hun let, og åbnede øjnene igen, så hun kunne se på mig.

”Jeg er bange, for jeg har aldrig kendt til andet end smerten. Jeg har aldrig prøvet andet end smerte.”

Sagde hun trist. Jeg aede en enkelt tåre af hendes kind, og aede den beroligende.

”Jeg kunne aldrig, aldrig nogensinde finde på at gøre dig fortræd.”

Sagde jeg beroligende. Hun nikkede let, det vidste hun godt. Hun krøb over til mig, og satte sig ind til mig. Hun sukkede let.

”Det ved jeg, men…”

Sagde hun let, men afbrød sig selv igen. Jeg holdt hende tæt ind til mig, og vuggede hende stille.

”Vi venter bare, indtil at du…”

Begyndte jeg, men fik straks et begærligt kys på læberne. Nanna vendte sig let, så hun lettere kunne nå mine læber. Hun sukkede lystent, og kyssede mig begærligt igen.

”Jeg vil ikke vente. Jeg vil have dig… nu.”

Hviskede hun i mit øre, og gav sig til at kysse mine læber igen. Jeg slog ganske forsigtigt armene om hende, for at vise hende at jeg ville være forsigtig og blid.

”Lov mig, at du er blid.”

Sagde hun stille, og havde bare behov for at høre det, selvom at hun vidste, at jeg ikke ville gøre hende noget ondt.

”Jeg vil være meget, meget blid.”

Hviskede jeg begærligt i hendes øre, og holdt hende tættere ind til mig. Hun sukkede lettet, og nikkede. Hun ville gerne, lige nu. Alene den kendsgerning var ved at gøre mig skør. Hun ville have mig, lige nu, og jeg ville have hende. Vi skulle endeligt elske, som et rigtigt par. Jeg kyssede hende blidt, og tvang mig selv til at tage den med ro og være blid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...