Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3271Visninger
AA

3. Mihnas vrede

"Jeg er nødt til at vide hvilke skader du har, ellers kan jeg ikke fokusere på det."

Sagde Flora bekymret. Jeg nikkede let. Jeg var godt klar over det. Hendes evne til at lette smerter og hele skader, havde efterhånden kommet mig til gode mange gange.

"Jeg ved ikke hvor slemt det er mere."

Sagde jeg, og skar ansigt, da Flora let rørte beroligende ved min skulder. Hun trak straks hånden til sig, for at jeg ikke skulle føle unødvendig smerte.

"Det er to nætter siden, og Matthew er først kommet til mig nu."

Forklarede Mihna, med ryggen til os. Hun pillede let ved flaskerne i sit barskab, så de klirrede. Flora rystede på hovedet, og gav mig et opgivende blik. Jeg nøjes med at se væk, og lade som om at jeg ikke havde set det.

"Fortæl os, hvilke skader du havde pådraget dig efter slagsmålet."

Sagde Mihna utilfreds. Jeg kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var vred. Hun var heldigvis ikke vred på mig, men på den afdøde yndling. Jeg var hendes yngste barn, og derfor var hun stadig forfærdeligt overbeskyttende overfor mig. Jeg tøvede, indtil at Mihna igen vendte sig imod mig. Hendes vrede var ikke værd at opleve, hvis man var interesseret i at beholde sit hoved, så jeg valgte at fortælle hende det.

"En skulder af led, den anden arm brækket, både øvre og nedre del af armen..."

Mens jeg remsede op, blev Mihnas blik koldere og koldere, og hendes greb mere og mere stramt omkring hendes glas. 

"... tre brækkede ribben i venstre side, to i højre side. Kraniebrud, hjernerystelse, sprængt trommehinde i venstre øre og højre håndled knust."

Da jeg tilføjede det knuste håndled, blev Mihnas greb for stramt om glasset, så det sprang. Hun så kort på sin hånd, som nu blødte på grund af glasskårene. Så lod hun stykkerne falde til gulvet, og slikkede sin hånd ren. Hun fandt en lille glasstykke, og spyttede det ud på gulvet.

"Jeg kan gøre noget ved det meste, men dit håndled kommer til at blive besværligt."

Sagde Flora trist, og lagde hånden på min skulder, så hun kunne hele brudene på mine knogler. Hun forsøgte på bedste vis, at dæmpe mine smerter, men kunne ikke gøre begge dele på samme tid. Jeg vidste godt, hvad hun mente med at mit håndled ville blive besværligt. Knoglerne var allerede delvist helet, så det skulle brækkes igen, og sættes på plads. Først da ville hun kunne hele det.

"Moder, hjælp mig med at holde ham i ro."

Bad Flora med en anstrengt stemme. Jeg forsøgte på bedste vis ikke at bevæge mig, men det var en umulig opgave. Min krop smertede, der hvor Flora helte skaderne. Jeg kunne mærke, at hvordan at mine knogler satte sig på plads og at de hellede. Det gjorde ondt, så jeg vred mig. Mihna kom hurtigt over til os, og lagde sine hænder på mine skuldre, så hun kunne trykke mig ned i sofaen. Hun var meget stærk, som skyldtes hendes høje alder. Hun kunne derfor, som en af få, holde mig i ro. Jeg hvæssede lavt, da de sidste af mine knogler kom på plads. Straks greb Flora mit håndled, og brækkede det igen. Dernæst satte hun knogler på plads, og hellede det derefter. I et så hurtigt tempo, at det bare føltes som en enkelt, men fast bølge af smerter. Så slap Flora mig hurtigt igen, desværre samtidigt med Mihna, så jeg sank sammen og faldt på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...