Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3318Visninger
AA

6. Mihnas elsker

"Matthew, vågn op!"

Råbte Mihna hidsigt af mig, så jeg langsomt slog øjnene op. Hun sank lettet på knæ ved siden af kisten, og sukkede dybt.

"Matthew, åh gudskelov."

Hviskede hun for sig selv, og lænede sig så ind over kisten. Jeg gav hende et træt blik, mens at min krop langsomt vågnede.

"Du drømmer stadig om hende?"

Spurgte Mihna opgivende, velvidende at jeg ikke kunne rejse mig endnu. Jeg nikkede let, og så væk. Jeg brød mig ikke om at tale om hende, i det hele taget om min tid som menneske.

"Matthew..."

Begyndte Mihna opgivende, men skiftede sin tone til bekymring.

"... du bliver nødt til at give slip på hende. Hun er død og borte, hendes knogler forlængst borte. Hun er borte Matthew, og der er intet i denne verden som du, eller nogen anden, kan gøre ved det."

Mihna aede mig kærligt over kinden, da hun atter var stille igen. Jeg vidste godt, at hun var borte og at hun havde været det længe. Men jeg huskede hende stadig, så tydeligt som var det igår. Jeg fortrød så meget, som jeg ønskede at jeg havde magten til at ændre.

"Hvorfor kan du ikke bare give slip, og, bare for en kort stund, elske en anden?"

Spurgte hun, og placerede sine læber mod mine. Hun kyssede mig forsigtigt, men intenst. Den eneste grund til at jeg kyssede hende tilbage, var fordi at jeg skyldte hende det. Hun havde skabt mig, frelst mig fra en langsom og smertefuld død. Hun sukkede, og trak sig let tilbage.

"Hvorfor Matthew?"

Spurgte hun trist, og sukkede. Istedet for at svare, rakte jeg min hånd ud efter hende og trak hende ned til mig, så jeg igen kunne kysse hende. Hun tog imod, og sukkede let, da jeg trak hende ned i kisten til mig. Hun fortsatte med at kysse mig, kærtegne huden på min hals, mens jeg lagde en arm om hende og trak hende helt tæt. Med den anden hånd fandt jeg låget, og trak det på plads henover kisten. Så Mihna kunne elske med mig, uden forstyrrelser. 

Mihna havde oprindeligt skabt mig, for at få en elsker. Hun havde følt sig ensom, da hun kun skaber kvinder. Derfor er jeg det eneste mandlige medlem i familien. Hun var ikke alene på noget tidspunkt, men hun manglede en elsker. Hun savnede selskabet fra en mand. Da hun så helt tilfældigt fandt mig, døddrukken i en gyde, tog hun mig med til et tomt hus. For at sikre sig, at jeg ikke ville død indenfor få dage, var hun nødt til at sikre sig, at jeg ikke var for svag. Da jeg var blevet ædru igen, var det gået op for hende, hvor tæt jeg var på døden. Mit druk havde nået umenneskelige højder, og det havde min lever ikke kunne klare. Jeg var ved at dø af lever-svigt, da Mihna besluttede sig for at prøve på at redde mig.

Jeg havde været en ynkelig skabning, da jeg endeligt var kommet til mig selv igen efter forvandlingen. Fuldkommen forsvarsløs, og svag som en fugleunge med en brækket vinge, havde Mihna båret mig hjem til sit hus. Mine søstre havde fået noget af en overraskelse, da Mihna var kommet hjem med mig. De havde ikke kendt til Mihnas behov, og havde vantro stirret på mig, da Mihna havde lagt mig fra sig i sin seng. De var blevet sat til at passe mig, mens at Mihna skulle informere Rådet om mig, hendes nyeste yndling.

Da hun var kommet hjem, var jeg mere død end levende. Kun Flora var trofast blevet ved min side, hvor hendes evne arbejdede hårdt for at holde mig i live. Mine andre søstre havde forsømt mig, overbevidst om at jeg ville dø indenfor få timer. Mihna var blevet stiktosset, og havde smidt dem alle ud, undtagens Flora. Ingen af dem havde fået lov til at flytte tilbage. De kom kun, hvis hun kaldte eller hvis der var fest eller sammenkomster. De holdt jo stadigt af Mihna, for hun havde skabt dem. De fortrød, at de ikke havde holdt øje med mig. Mihna havde tilgivet dem nu, men de havde endnu ikke turde at flytte tilbage.

Jeg overlevede, men kun med nød og næppe. Jeg var sengebundet i næsten et helt år, hvor jeg kun tilbragte det kvarte af året i vågen tilstand. Mihna havde forsømt sine pligter for at pleje mig, men det havde betalt sig. Jeg overlevede, og voksede mig langsomt stærkere. Det tog næsten fem år, men da jeg havde vokset mig så stærk som jeg kunne blive, havde jeg vendt alt på hovedet. Alene at jeg var Mihnas eneste søn, vakte stor interesse. Men at jeg, som den eneste, kunne stå imod hende, gjorde mig uhyre interessant. Da jeg efterfølgende vandt en kamp, hvor alle odds sagde at jeg ville dø øjeblikkeligt, spredte nysgerrigheden sig. Vampyren havde været flere hundrede år ældre end mig, og havde blot ønsket at skade Mihna, ved at dræbe mig. Jeg burde have været dræbt indenfor få sekunder, men jeg gik fra kampen som sejrsherre, uden en skramme. Efterfølgende fik jeg næsten dagligt udfordringer, indtil det begyndte at gå op for dem, at jeg ikke kunne tabe. Så holdt udfordringerne langsomt op, og var næsten dødt ud. Der var kun få undtagelser, som regel unge ynglinge som ikke troede på rygtet om min tilsyneladende uovervindelighed. Jeg dræbte dem aldrig. Men efterlod dem såret nok til at forstå, at de skulle tænke sig om, før de udfordrede mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...