Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3280Visninger
AA

14. Mihnas blod

Jeg sov i en koma-lignende tilstand i tre dage og to nætter, før at jeg langsomt kom til mig selv, langt hen på natten. Jeg var udmattet, og sulten som aldrig før, da jeg endeligt fik mine øjne tvunget op. Jeg rakte hånden op for at skubbe låget af kisten, men var for svag til at gøre det. Heldigvis sad Flora ved siden af kisten, og skubbede forsigtigt låget af.

"Endeligt er du vågen."

Sagde hun lettet, og sukkede let. Mihna rejste sig fra sin seng, og gik på hug ved siden af kisten.

"Kan du bevæge dig, uden at det gør ondt?"

Spurgte hun bekymret. Jeg forsøgte at rejse mig, men måtte opgive. Det gjorde alt for ondt. Min krop var udhungret. Jeg havde behov for blod. Jeg rystede ganske svagt på hovedet, og åbnede øjnene igen, da det endeligt holdt op med at gøre ondt. Flora aede mig let over panden.

"Din stakkel, hvorfor går det altid ud over dig?"

Spurgte hun så kærligt, som kun en storesøster kunne gøre det. Mihna trak det lange ærme på sin kåbe op, så hun kunne komme til sit håndled. Jeg ville protestere, men jeg vidste også, at jeg hurtigst ville komme mig, hvis jeg fik noget af min skabers blod. Af Mihnas blod. Det ville tage mig et par nætter at komme mig, uden hendes blod, og det var for risikabelt, når jeg tit blev opfordret til slagsmål. Desuden ville Mihna blive sur, hvis jeg afslog.

"Vær nu en sød dreng, og drik så meget som muligt."

Sagde Mihna sødt. Jeg fnøs irritreret. Jeg hadede det, når hun kaldte mig en dreng, hvilket jeg langt fra var. Hun bed sig forsigtigt i håndledet, så blodet forsigtigt løb ned. Hun satte hurtigt håndleddet for min mund, og tvang mig til at drikke hendes blod. Jeg tvang mig selv til at synke det, indtil jeg blev i stand til at bevæge mig igen og skubbe hendes hånd væk. Jeg hostede svagt, men straks knurrede Mihna utilfreds af mig. Hun rakte sit håndled frem igen, og jeg måtte se mig tvunget til at drikke mere.

Jeg blev stærkere for hver tår, og endeligt lod hun mig slippe. Hun trak håndleddet til sig, og slikkede forsigtigt på såret, indtil at det var rent og helet igen. Flora sukkede igen lettet, og gav sig til at ae mig over panden igen, mens Mihnas blod helbredte min krop. 

"Er du okay?"

Spurgte jeg Flora. Hun fik et trist ansigtsudtryk, hvilket betød nej. Jeg løftede forsigtigt min hånd og aede hendes kind.

"Jeg har mistet min hale. Den gror ikke ud igen."

Sagde hun trist, da jeg forsigtigt fik sat mig op i kisten.

"Undskyld Flora."

Sagde jeg trist, og så væk fra hende. 

"For hvad?"

Spurgte hun, da jeg lod min hånd falde ned. Mihna kunne se på mig, at jeg var trist, så hun lagde en hånd på min skulder.

"Jeg kunne ikke... jeg kunne ikke dræbe hende. Jeg havde muligheden for at efterlade hende i bygningen, da den styrtede sammen, men jeg kunne ikke efterlade hende. Jeg forsøgte virkeligt, men det var som om at jeg ikke kunne røre mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...