Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3320Visninger
AA

40. Jeg myrdede min elskede

 

”Åh Matthew.”

Hviskede hun begærligt, og besvarede mine kys. Jeg havde lyst til at være sammen med hende, til at elske med hende, men jeg ville ikke gøre det, så længe at hun ikke kendte min hemmelighed. Derfor løsnede jeg mit greb, og straks så hun undrende på mig.

”Matthew?”

Spurgte hun bekymret. Jeg sukkede let, utilpas over situationen.

”Matthew, er der noget galt?”

Spurgte hun igen, og ville ae mig over kinden. Jeg skubbede let hendes hånd væk.

”Matthew, du må ikke…”

Begyndte hun trist at hviske, bekymret for at jeg ville trække mig væk fra hende igen. Jeg overvejede det, men den lyst jeg havde til hende, ville ikke bare gå væk bare sådan. Jeg havde brug for hende.

”Du er nødt til at vide hvad der skete.”

Sagde jeg trist, og aede hende let over kinden.

”An, kvinden som jeg engang elskede… Hun døde, det ved du, men ikke hvordan.”

Sagde jeg trist, og mærkede minderne strømme ind over mig.

”Jeg forgudede hende, elskede hende højere end livet selv. Men hun gengældte aldrig mine følelser. Du er bare min ven, sagde hun tit og lo så let. Jeg håbede dog altid, men forsøgte at stille mig tilfreds med det. Jeg kunne ikke, og da min onkel så ægtede hende og hendes mand, mistede jeg kontrollen. Jeg begyndte at drikke, og mit druk gik hurtigt over gevind.”

Fortalte jeg, og holdt en kort pause, da Nanna let aede min kind. Hun kunne se at mine minder gjorde ondt på mig.

”Min onkel smed mig ud selvfølgeligt. Jeg var som en skamplet på hans liv. Ikke nok med at jeg havde slået min mor ihjel, så havde jeg også taget hans lillebrors liv, min far.”

Forklarede jeg, og kunne tydeligt huske hvordan at han ofte havde slået mig ned over ryggen med sit bælte.

”Men du slog da ikke din mor ihjel.”

Sagde Nanna bekymret. Jeg nikkede let. Det vidste jeg godt. Det var ikke min skyld, at min mor havde været for svag til at overleve fødslen. Men jeg havde så ofte hørt fra min onkel, at det var min skyld, at jeg troede på det.

”Jeg opsøgte An, kun for at se igennem vinduet og se hende sidde med sit barn. Hun var lykkelig, og det var jeg ikke. Jeg var fuld, meget fuld på det tidspunkt, så jeg husker det ikke så tydeligt. Det næste som jeg husker, er at hun ligger på gulvet. Kold og livløs, og at jeg har blod på mine hænder. Jeg slog hende ihjel, Nanna, fordi at jeg ikke kunne kontrollere mig. Jeg gik derfra, og drak mig bevidstløs. Mihna fandt mig, og bed mig. Jeg blev tvunget til at leve, selvom at jeg ikke ville. Og minderne er der hele tiden, de plager mig! Jeg ser hende stadigt, liggende på gulvet, dækket af blod…”

Jeg stoppede op, og gav efter for de tårer som jeg havde holdt tilbage i alle de år. Jeg vendte mig væk fra Nanna, som chokeret så på mig. Jeg lagde mit ansigt i mine hænder, og græd for første gang i mange, mange år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...