Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3255Visninger
AA

13. I live, sådan nogenlunde

"Åh du godeste. Matthew!"

Hørte jeg svagt Floras skingre stemme råbe, og slog svagt øjnene op. Jeg fandt mig selv liggende på den kolde asfalt, dækket af noget tungt stof. Jeg var for svag til at fjerne det, og mærkede at Flora lagde sine hænder på stoffet. Hun trak det hidsigt væk, og lagde sine hænder på mig. Jeg kunne ikke få øjenkontakt med hende. Hun så sig alt for vildt omkring. Hun fik øje på noget, og råbte højt:

"Han er her, han er her Mihna. Han er i live!"

Hun vendte mig om på siden, og opdagede at jeg havde åbnet øjnene. Straks lagde hun sin hånd mod min kind, i et forsøg på at vække min krop op. Jeg var selv ved bevidsthed inde i den, men ude af stand til at bevæge mig.

"Matthew."

Kaldte Mihna, og lagde sin hånd mod min kind, hvor Flora lige havde fjernet sin.

"Det nytter ikke noget, Flora. Han har været ude hele dagen. Han har været beskyttet af jakken her, men han har stadigt været ude. Han er nødt til at hvile, før at han kan bevæge sig igen."

Sagde Mihna beroligende, og aede let Flora trøstende over kinden. Jeg rullede med øjnene let. Det var logisk, at jeg ikke kunne bevæge mig, når jeg havde været udenfor hele dagen. Jeg var jo trods alt ikke gammel nok, til at have tilpasset mig til solens dødbringende stråler. Mihna fnes let, da hun opdagede at jeg var ved bevidsthed.

"Men han er ved bevidsthed, se selv."

Beroligede Mihna Flora, og fortsatte med at ae mig over kinden. Flora tog sig endeligt tid til at se på mig, og fange mit blik. Hun smilede svagt, og aede mig over panden.

"Du må ikke gøre mig så bekymret."

Sagde hun, og sukkede lettet op. Det var tydeligt, at hun havde været bekymret for mig. Mihna gjorde tegn til nogen, som jeg ikke kunne se, når jeg ikke kunne bevæge mig. Hun vendte sig tilbage til mig, og gav mig et forsigtigt smil. Hun havde også været bekymret for mig.

"Lig dig til at sove."

Bad Mihna, og aede kort min kind igen. Jeg blinkede træt med øjnene, og mærkede trætheden hale ind på mig.

"Få min søn hjem, og vær forsigtig."

Beordrede Mihna med en utilfreds stemme til den eller de personer, som jeg ikke kunne se. Jeg huskede pludseligt, at Mihna havde sagt, at jakken havde beskyttet mig. En jakke? Det var nok jægerens. Jeg lukkede med en kraftanstrengelse min ene hånd stramt om kraven, før mine øjne træt gled i. Jeg mærkede det kun svagt, at jeg blev løftet over på båren. Nogen forsøgte at få jakken fri fra mit greb, men det var umuligt. Så hørte jeg Mihna sige, at de skulle lade mig få jakken med. Dernæst mærkede jeg, at hun let lagde jakken over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...