Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3319Visninger
AA

37. Hun har aldrig elsket før

 

”Nanna, stop lige.”

Bad jeg hende forsigtigt, da hun fortsatte med at kysse mine læber lidt mere grådigt. Hun trak sig tøvende en smule tilbage, og så på min krop.

”Jeg gjorde dig vel ikke noget ondt?”

Spurgte hun bekymret, og rettede på tæppet. Jeg rystede let på hovedet, og kyssede hendes kind.

”Langt fra.”

Sagde jeg roligt, og aede hendes bløde kind. Hun sukkede lettet, og ville til at kysse mig igen. Men jeg trak mig en smule væk, så hun blev tøvende siddende.

”Øhm… jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det her.”

Sagde jeg tøvende, hvilket bare fik hende til at se undrende på mig. Jeg rakte ud efter hende, men hun trak sig tøvende tilbage, hvilket jeg bestemt ikke brød mig om.

”Jeg er i tvivl.”

Indrømmede jeg, og lod min hånd falde ned på armlænet.

”Hvorfor er du så rar ved mig?”

Spurgte jeg undrende. Hun så lettere forpint ud, og sukkede let, før at hun gav mig et forsigtigt smil.

”Fordi at du elsker mig.”

Svarede hun, og lagde sig ind til mig. Jeg lagde tøvende armene omkring hende, var det et trick? Ventede hun bare på at vi blev helt alene, så hun kunne slå mig ihjel?

”Jeg… jeg forstår det ikke.”

Indrømmede jeg. Hun svarede ikke, men puttede sig ind til mig, så tæt som hun nu kunne, uden at skade mig. Jeg var stadigt forfærdeligt svag fysisk. Jeg aede hende let over kinden, for at få hendes opmærksomhed. Hun puttede sig lidt tættere, men det fik mig bare til at udstødte en smertelig lyd.

”Undskyld.”

Sagde hun straks, og lænede sig lidt tilbage. Jeg rystede let på hovedet, for at sige at det var i orden. Hun sukkede straks lettet, og rettede hurtigt på tæppet igen.

”Jeg har aldrig haft nogen før, som holdt af mig. Altså jo måske en lille smule, men der var aldrig været nogen som elskede mig.”

Svarede Nanna endeligt, og så på mig. Jeg aede hende let over kinden, og med den ene hånd greb hun min og holdt den ind til sig. Hun sukkede let igen. Jeg trak vejret dybt, en smule opgivende. Båndet imellem os var af det som elskende, som et par, men jeg følte mig ikke klar til det. For hvordan skulle vi stole på hinanden, når jeg holdt så stor en hemmelighed?

”Matthew?”

Kaldte hun bekymret, og aede mig over kinden. Hun holdt stadigt min hånd, og strøg den let med sin tommelfinger.

”Er du okay? Du er blevet bleg.”

Spurgte hun bekymret. Altså havde hun opdaget forandringen i mit humør. Jeg rystede let på hovedet, og fandt hurtigt på en undskyldning, som i det mindste ikke var helt løgn.

”Jeg er træt.”

Svarede jeg. Straks rejste Nanna sig, og hjalp mig op at stå. Hun hjalp mig i seng, og lagde forsigtigt dynen over mig. Jeg sov bedst i sengen, og kunne trods alt godt sove udenfor kisten, når det var midt om natten. Jeg mærkede kort Nanna, som lagde sig i sengen, uden at røre mig, før at jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...