Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3280Visninger
AA

15. Fortabt i mine følelser

Mihnas øjne gled op i stor overraskelse, mens jeg beskrev situationen inden jeg sprang ud af vinduet med jægeren i armene. Flora tog forsigtigt min hånd, og aede mig over håndryggen. Hun så bekymret ud. Jeg forstod intet af hvad der foregik, og hvorfor de blev ved med at se på mig med sådanne bekymrede blikke.

"Hvad er der?"

Jeg holdt op med at tale, og spurgte dem hvorfor de så så bekymret på mig. Flora og Mihna så på hinanden, og sukkede på samme tid.

"Find hende, så forklarer jeg ham det imens."

Sagde Mihna til Flora, som let nikkede. Hun rejste sig, og forlod Mihnas soveværelse. Jeg var begyndt at blive utilfreds, mest fordi at jeg stadig var sulten og træt.

"Helt ærligt, hvad foregår der?!"

Spurgte jeg surt, og ville rejse mig. Det utilfredse blik Mihna sendte mig, fik mig dog hurtigt til at blive siddende.

"Moder, hvad foregår der?"

Spurgte jeg respektfuldt, og så ned i bunden af kisten. Mihna sukkede, og lagde let en finger under min hage, så hun løftede mit hoved op. Hun sukkede, og kyssede mig kærligt på panden.

"Åh... min stakkels Matthew."

Sagde hun trist, og gjorde tegn til at jeg skulle rejse mig fra kisten. Hun sukkede, og satte sig på sin seng, hvor hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af hende. Jeg satte mig uroligt ved siden af hende, ikke helt klar over hvad der skulle ske.

"Kan du huske, at jeg talte om at jeg ville ønske at du fandt en at elske?"

Spurgte hun trist. Jeg nikkede let, men forstod stadig ikke hvad det handlede om.

"Du er forelsket i hende. Derfor kunne du ikke efterlade hende til at dø."

Forkortet Mihna det. Jeg rystede oprevet på hovedet.

"Nej, jeg hader hende for hvad hun har gjort mod Flora."

Sagde jeg uforstående, men følte en vis sandhed i ordene. Jeg rystede opgivende på hovedet. Det kunne jo ikke passe, at jeg havde forelsket mig i en jæger. Også ovenikøbet i en som havde forsøgt at slå mig ihjel. Jeg rystede hurtigt på hovedet igen, som for at få det til at gå væk. Men det ville ikke gå væk. Jeg vidste alt for godt, at min slags kun forelsker sig en gang og at man vil elske den person til den dag, hvor man dør. 

"Men... men... det.. kan jo ikke..."

Jeg forsøgte at benægte det, men indså at det ikke nyttede noget. Jeg lagde opgivende mit hoved i mine hænder, og følte det som om at jeg ville græde. Noget som jeg ikke havde gjort siden min forvandling. Mihna strøg mig forsigtigt over håret.

"Kom her, min stakkels Matthew."

Bad hun, og rykkede sig lidt længere tilbage på sengen. Jeg følte mig fortabt, og lagde mig ned i sengen med hovedet i Mihnas skød. Nu følte jeg mig virkeligt som et menneske igen, fuldstændigt fortabt i mine modstridende følelser. Mihna aede mig beroligende over håret, mens hun forsøgte at trøste mig, men hun kunne ikke finde ordene til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...