Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3280Visninger
AA

17. Forhandling

"100."

"Aldrig i livet. 300."

"Nul og niks, du forsøgte trods alt at slå min søn ihjel."

"Fint, 250."

"Din lille.... lille møgunge!"

Råbte jægeren og Mihna efter hinanden på kontoret. De var kommet op at skændes over hvad, det ville koste for at skaffe Kagawana af vejen. Jeg var gået efter de første fem minutter. Jeg kunne ikke holde ud, at høre dem skændes og råbe af hinanden. Endeligt kom også Flora ud.

"Åh du godeste, hvis de to ikke river hovedet af hinanden, så ved jeg ikke hvad de gør."

Sagde hun opgivende, da hun lukkede døren bag sig. Jeg nøjes med at trække på skuldrene, mens Flora gned sine ører. Hun havde holdt det ud i en halv time, før at hun måtte trække sig. Det var mest fordi, at både jægeren og Mihna ikke ville give sig, de var lige stædige, så der ikke var sket det store fremskridt.

"Nåh ja, i det mindste er hun stædig og ikke lige til at skifte mening på. Jeg tror, at hun ville være god for dig..."

Flora stoppede op, da hun så det rasende blik jeg sendte. Normalt skulle der meget til, for at få mig op i det røde felt. Jeg skar tænder i ren og skær vrede.

"Tror du, at jeg har lyst til at det skal være hende?"

Spurgte jeg sammenbidt, næsten hviskende. Flora lagde opgivende over kors.

"Jeg siger jo bare..."

Begyndte hun, og før vi vidste af det, stod vi og råbte af hinanden. Det røg helt af sporet, så det slet ikke handlede om jægeren mere, men om alle de småting som vi fandt irriterende ved hinanden. Flora tændte især af på, at jeg var så "kedelig". Og jeg forsøgte at få hende til at forstå, at jeg ikke var en åbenlys partyabe som hende. Det gjorde hende bare endnu mere vred, så hun stak mig en lussing.

"Børn!"

Råbte Mihna højt, da hun endeligt kunne få et ord gennemført. Hun havde stået der længe, nok et par minutter, men alt for længe, og vi havde slet ikke opdaget hende.

"Så er det godt."

Hvæssede hun hidsigt af os begge. Straks blev vi begge rolige, og gav hende et undskyldende blik. Hun sukkede opgivende, og straks for Flora grædende væk. Jeg så undrende efter hende, og så på Mihna som sendte mig et sigende blik. Jeg trak let på skuldrene, jeg vidste da ikke hvad der var galt.

"Aftalen er på plads, og jeg gik med på hendes uhyrlige pris, på den betingelse af at du arbejder sammen med hende, tæt sammen med hende."

Forklarede Mihna, mens at jeg fulgte hende ind i kontoret igen. Jeg kunne ikke lide den måde, som Mihna sagde tæt på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...