Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3340Visninger
AA

23. Forbindelsen imellem os

 

Hun havde mistet bevidstheden, så jeg havde taget hende i armene. Jeg har båret hende ud i bilen, og havde kørt hende lige hjem.

”Allerede?”

Spurgte Mihna og fornemmede en forandring i mig. Jeg ignorerede hende, og lagde Nanna fra mig på en sofa. Mihna undersøgte hende straks, og det tog hende ikke længe at opdage bidemærket på Nannas ryg.

”Pokkers.”

Mumlede hun, da det gik op for hende, at Kagawana stadig levede. Hun rejste sig igen, og så på mig. Jeg så væk, fokuseret på Nannas livløse krop. Hvad havde jeg dog gjort?

”Kom, Matthew. Vi skal have hende i jorden hurtigst muligt.”

Sagde Mihna, og gik for at få sin jakke på. Jeg tog Nanna i armene igen, og ville ønske at hun kunne høre mig, så jeg kunne undskylde. Normalvis havde jeg ikke ondt af menneskene, men ved hende havde jeg. Jeg havde trods alt været i hendes situation. Jeg bar hende ud til bilen igen, og kunne høre Flora bag mig. Jeg lagde Nanna ind på bagsædet, og lukkede så døren.

”Matthew, er der noget galt?”

Spurgte Flora, og rakte ud efter mit ansigt. Jeg skubbede hende væk, og satte mig ind i bilen. Hun så undrende på mig, men satte sig ind på bagsædet. Hun tog Nannas hoved i sit skød, og aede det bekymret. Mihna kom tilbage med to skovle og lagde dem i bagagerummet, inden at hun satte sig ind på førersædet.

”Vi tager den private, så bliver vi ikke forstyrret.”

Forklarede Mihna, og satte kurs mod kirkegården. Jeg kommenterede det ikke, og ville bare gerne have situationen overstået, så jeg kunne sove. Lige nu bød jeg mine mareridt velkomne. Vi parkerede på parkeringspladsen, og jeg tog Nanna i armene igen. Vi gik forbi vagten, som selvfølgeligt så væk. Han blev betalt for at lade os begrave vores yndlinge her. Han hviskede hurtigt noget til Flora, som let nikkede, før at hun hurtigt kom over til os.

”Der er en åben grav to rækker fremme.”

Sagde hun og pegede. Jeg kunne skimte den, og gik derhen. Den var ikke så dyb, som en grav til en kiste. Altså var den blevet gravet på forhånd for os. Jeg hoppede let ned i graven, og lagde Nanna fra mig på bunden. Jeg trak hurtigt min jakke af, og kastede den op til Mihna, som let greb den. Hun krammede den ind til sig, og indsnusede min duft.

”Sov godt, Matthew.”

Hviskede hun kærligt, så jeg lagde mig ned og tog Nanna i armene. Det var nødvendigt for at hun ville vågne igen, at hun kom i jorden, og at hun sov sammen med mig. Jeg huskede ikke selv min tid under jorden, hvilket var usædvanligt. Men jeg var døden nær i begge liv, så det kunne være derfor, at jeg ikke huskede det. Jeg lukkede øjnene, netop som den første skovlfuld jord ramte mig. Det tog Flora og Mihna meget kort tid, at begrave Nanna og mig. Jeg holdt Nanna tæt ind til mig, og på samme tid, så hamrede mit hjerte af lyst, men også af smerte.

Jeg kunne mærke forbindelsen imellem os blive stærkere, så jeg kunne følge med i hvordan hun langsomt blev mere og mere vågen, og stærkere. Hun føltes utroligt stærk. Hun kom til bevidsthed, men hendes krop manglede stadigt det sidste, så hun blev forvirret og bange. Jeg hviskede til hende, inde i vores sind, så hun kunne høre mig. Jeg beroligede hende, så hun faldt til ro igen. Også bad jeg om hendes tilgivelse. Hun svarede ikke på det, da hun i samme øjeblik blev i stand til at røre sig.

Jeg gravede mig fri fra jorden, og ventede på overfladen på hende. Hun skulle selv grave sig fri, ellers var hun ikke stærk nok til at overleve. Hun kom op til overfalden, og hev sig selv op på den mudrede jord. Hun blinkede forvirret til månen, og så undrende på den. Jeg kunne fornemme hendes rolige hjerteslag, som straks blev voldsom, da hun så på mig. Hun for op, og sprang på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...