Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3313Visninger
AA

11. Flora bliver såret

Jeg var ved at gøre klar til forsvar, da Flora hastigt skubbede mig til side, i det øjeblik katanaen for igennem luften. Flora skreg, og hyllede smertefuldt. Jeg fik hende hastigt skubbet af mig, og opdagede blodet på gulvet. Katanaen havde skåret Floras hale af, så hun blødte.

"Matthew!"

Råbte Mihna bekymret, da den unge kvinde gik frem mod mig igen, efter at have samlet sin katana op. Jeg skubbede hastigt Flora i Mihnas retning, og kom på benene.

"Gør det af med hende."

Sagde Mihna rasende, og lagde sine arme om den grædende Flora.

"Min hale, min hale!"

Skreg Flora, og græd som pisket. Det gjorde mig blot mere rasende, så jeg lavt knurrede af kvinden foran mig. Hun var faktisk ikke så gammel, som jeg havde regnet med. Hun kunne umuligt være mere end tyve år gammel. Alligevel havde hun udstrålingen som en langt ældre, og mere erfaren. På trods af min rasende knurren, så smilede hun bare. Det var et gyseligt smil, som rent faktisk skræmte mig. Vampyrerne bag hende, for hurtigt mod udgangen. Mihna havde givet mig tilladelsen til at kæmpe mod kvinden, og dræbe hende. Hvilket jeg agtede at gøre. Hun havde såret Flora, som stadigt græd smertefuldt, mens Mihna hjalp hende i sikkerhed.

"Har du nogen anelse om hvem jeg er?"

Spurgte jeg knurrende. Kvinden fnøs bare fornærmet.

"Hvor skulle jeg vide det fra?"

Spurgte hun med en kold stemme, helt blottet for følelser. Jeg smilede for mig selv. Hun havde indrømmet, at hun ikke vidste hvem jeg var. Altså kendte hun heller ikke til de kampe, som jeg allerede havde udkæmpet, og vundet. Det ville være let som en leg at dræbe hende, eller det troede jeg da.

Hun for pludseligt frem, og fik mig væltet rundt på gulvet. Jeg hvæssede smerteligt, da hun stak ud efter mig med en dolk. Hun ramte mig flere gange i mellemgulvet, før at jeg fik hende skubbet af mig. Hun rullede hurtigt rundt, så hun på få sekunder kom på benene igen. Jeg kom lidt mere klodset på benene, men stadigt hurtigt nok til at undgå hendes udslag med katanaen. Jeg fik et fast greb om hendes håndled, og blev ved med at klemme. Hun forsøgte at slå ud, og sparke mig, så jeg ville slippe. Men jeg holdt ved, indtil hun lod katanaen falde til gulvet. Hun hylede smertefuldt, og sparkede mig hårdt over skinnebenet, så jeg blev tvunget til at slippe hende. Jeg vendte mig hurtigt, og sparkede ud, så jeg ramte hende i maven. Det slog luften ud af hende, og fik det til at svimle for hende. Hun tabte dolken, og faldt på knæ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...