Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3247Visninger
AA

26. Et forhold, som jeg aldrig vil få

 

Det irriterede Mihna grusomt, at jeg ikke udviste den mindste omsorg for Nanna, da hun kom tilbage fra sit bad. Flora havde fået hende i noget af sit nye tøj, og havde bredt hendes hår ud over skuldrene.

”I har fået eget værelse.”

Sagde Mihna blødt, og aede Nanna over kinden. Men hun trak sig væk, og ville ikke have hendes kærtegn. Mihna så hurtigt på mig, og gjorde det klart, at jeg skulle udvise noget interesse, men jeg ignorerede hende.

”Kom, så skal i se. Jeg har indrettet det.”

Sagde Flora blødt, og lagde sine hænder på Nannas skuldre, så hun ikke kunne skubbe dem væk. Flora skubbede Nanna foran sig, og styrede hende ud af stuen, igennem gangen og hen til det fjerneste værelse i huset. Hun åbnede døren, og skubbede Nanna igennem. Jeg fulgte efter, allerlængst tilbage, som den sidste. Mihna sukkede let, og kunne lide det hun så.

Flora havde indrettet værelse med et bord, med to tilhørende lænestole. På væggene havde hun stillet en af de gamle bogreoler op, med alle mine bøger i. Hun havde placeret to nye, matchende kister på gulvet, med barok stil. Der var også et bredt dobbelt klædeskab. Og ved den modsatte væg af bogreolen, havde hun sat en elegant himmelseng op. En dobbeltseng. Alt i dette rum skreg nærmest til mig, om en tilværelse som jeg aldrig ville få. Det skreg til mig, om et forhold jeg aldrig ville få. Jeg vendte det hele ryggen, og forlod værelset. Mihna kaldte efter mig, med hårdhed i stemmen. Men jeg overhørte hende, og fortsatte mod hoveddøren. Jeg kunne ikke holde ud at være her, og der var stadigt meget tilbage af natten, så jeg kunne bruge den på hvad end jeg ønskede. Og jeg havde fået en ide, som ville ende alle mine problemer.

”Matthew, kom tilbage øjeblikkeligt!”

Råbte Mihna ud af et vindue, men jeg overhørte hende og fortsatte om gadehjørnet, så jeg ikke længere kunne høre hendes rasende stemme.

 

”Din… din…”

Råbte Mihna rasende, da jeg vendte tilbage, knap en halv time før solnedgangen. Hun kunne ikke finde ordene til at beskrive sin vrede, så hun slog mig. Igen og igen. Jeg tog imod, sagde ikke et ord, og sørgede bare for at hun ikke opdagede flakonen i min hånd.  

”Moder, stop. Stop!”

Råbte Flora panisk, da jeg gik på knæ. Mihna holdt endeligt inde, og så på mig. Straks for Flora ind i mellem os, og lagde sine hænder på mit ansigt, så hun hurtigt kunne hele mig. Jeg skubbede hende væk, så snart det var overstået, og rejste mig.

”Kagawana er død, ingen vidner.”

Sagde jeg kort, og forlod stuen. Mihna stod målløst tilbage, og så på Flora, som så lige så forvirret efter mig. De kunne ikke tro, at jeg havde dræbt ham. Men det havde jeg. Det havde været let nok, da jeg først havde fået en dråbe af indholdet i min flaske blandet i hans drink. Han døde i voldsomme smerter, på få minutter. Jeg fandt tilbage til mit nye værelse, og forventede at Nanna ville sove. Hun var jo ung, og behøvede meget søvn. I stedet sad hun oppe i sengen, og var lysvågen.

”Gå i seng.”

Bad jeg hende, og smed min jakke over ryggen på den ene lænestol. Jeg gemte hurtigt flakonen i en lomme, uden at hun så det.

”Jeg kan ikke.”

Sagde hun surt, og rejste sig.

”Tilsyneladende er jeg så afhængig af dig, at jeg ikke kan sove uden dig i nærheden.”

Sagde hun utilfreds, og sparkede låget af den ene kiste. Jeg rullede opgivende med øjnene, og smed låget på plads, så snart hun var kravlet i kisten. Jeg var nødt til at vente med min plan, indtil at hun var stærk nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...