Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3439Visninger
AA

12. Eksplosionen

Hun så op på mig, med en anstrengt vejrtrækning. Nogle enkelte af hendes pandehår havde løsnet sig, så de hang ned foran hendes øjne. En skam, tænkte jeg. Jeg ville så gerne se ilden i hendes øjne blive slukket, når jeg dræbte hende for hvad hun havde gjort mod Flora. Jeg slog hende tværs over ansigtet, så hun sank sammen på alle fire. Hun lo pludseligt koldt og mekanisk, og spyttede noget blod ud på gulvet.

"Selvfølgeligt ved jeg hvem du er, Matthew Ravenwood Draco."

Sagde hun koldt, og fortsatte med at le. Jeg stivnede ganske kort ved lyden af mit efternavn, det jeg havde haft som menneske. Hun så op på mig, med den overvældende ild i sine øjne.

"Jeg ved, at du ikke kan tabe."

Sagde hun, og fik kæmpet sig op at stå. Jeg havde lyst til at slå hende, men noget holdt mig tilbage.

"Men du kan vel stadig blive sprunget i luften ikke?"

Spurgte hun pludseligt, helt tom for følelser, da hun endeligt kom på benene. Jeg hørte svagt da den første ladning gik af, og mærkede skælvet i gulvet, som fik mig til at vakle. Endnu en ladning gik af, og truede med at få mig til at vælte. Jeg blev klar over, at det kom fra kælderen. Selv hvis eksplosionen ikke slog mig ihjel, så ville jeg blive begravet i murbrokkerne. Endnu et brag lød, da endnu en ladning gik af, så jeg blev klar over, at jeg måtte komme ud og det skulle være nu. Men hun blev tomt stående foran mig, og blokerede vejen ud. Var hun vanvittig i øjeblikket?

"Så du springer dig selv i luften med mig?"

Spurgte jeg vantro, og kunne ane et svagt glimt af vantro i hendes øje, før det forsvandt. Jeg forstod det straks. Hun var blevet fortryllet, hun var under kontrol af en anden vampyr. Jeg trådte tilbage, og fik øje på    vinduet skråt bag hende. Jeg kunne sagtens nå det endnu, tænkte jeg, da endnu en ladning gik af og begyndte at få bygningen til at give efter. Jeg burde løbe, springe for livet, men jeg kunne ikke røre mig. Jeg var nødt til at tage hende med, indså jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at efterlade hende. Jeg sprang frem, så hurtigt som min krop kunne mønstre og slog armene om hende. Jeg for videre igennem vinduet, og kastede mig ud i gyden, netop som at flammehavet var ved at indhente mig. 

Jeg landede tungt på asfalten, med hende ind over mig. Sammenstødet med vinduet havde slået hende ud. Jeg kastede hende fra mig, netop som jeg kunne se flammerne stå ud af vinduet. Jeg hostede på grund af den tykke røg, og forsøgte at komme op at stå igen. Det virkede umuligt, da jeg sank sammen igen. Jeg opdagede pludseligt den tynde kniv, som hun havde dolket mig med. Hun måtte have gjort det, da jeg havde grebet om hende. Jeg trak den hidsigt ud, netop som jeg sank helt sammen på asfalten igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...