Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3313Visninger
AA

22. Drabet på min elskede

 

Hun lo pludseligt, men afbrød mig ikke, så jeg fortsatte med at kysse hende.

”Jeg vidste det.”

Sukkede hun, og lød mere ærgerlig end lettet. Jeg trak mig lidt væk fra hende. Altså kendte hun til det, at vampyrer kun forelskede sig engang. Hun sukkede let, og lød som om at hun ikke kunne beslutte sig, så jeg trak mig væk.

”Du må ikke.”

Sagde hun klagende, og rakte ud efter mig igen. Jeg holdt mig undrende på afstand. Hun sukkede let, og trådte væk fra mig. Hun trak sin bluse over hovedet, og vidste mig sin ryg. Jeg trådte bekymret frem igen, og aede hende over bidemærket. Men hun var et menneske endnu, og jeg kunne fornemme giften i hendes blodårer. Man skulle altid suge giften ud igen, som blev frigivet ved et bid, ellers slog det mennesket ihjel og så kunne man jo ikke tage føde fra dem igen.

”Kagawana.”

Sagde jeg rasende. Han ville sikre sig, at hun ikke kunne sladre og havde bidt hende. Hun nikkede, og vendte sig imod mig igen. Jeg tog hende i armene, og så hende i øjnene. De var blanke og fjerne. Hun havde allerede mistet meget af sit livkraft, indså jeg og holdt hende tæt. Jeg ønskede ikke at miste hende.

”Jeg har set dig oftere end du tror. At han sendte mig efter dig, var lidt af et sammentræf.”

Sagde hun blidt, og lød helt venlig. Jeg fangede nysgerrigt hendes blik. Hun havde set mig før? Hun nikkede let, og følte lidt tungere i mine arme.

”Jeg har holdt øje med dig. Du er anderledes end de andre.”

Sagde hun træt, og blinkede fjernt. Vi var ved at løbe tør for tid, indså jeg og holdt hende lidt tættere.

”Hm…”

Udstødte jeg utilfreds.

”Jeg er kedelig.”

Gentog jeg lidt såret Floras ord. Men Nanna rystede let på hovedet.

”Langt fra.”

Hviskede hun let, og kyssede mine læber igen. Jeg holdt hende så tæt ind til mig, som det var muligt, uden at skade hende. Hvorfor var hun pludseligt så venlig?

”Du var så fjendtlig før.”

Sagde jeg, og fik det til at lyde som et spørgsmål. Hun sukkede kort.

”Jeg kan ikke lide din moder.”

Forklarede hun kort, og blev yderligere slap i mine arme. Jeg skiftede stilling, så jeg lettere kunne holde hende oprejst.

”Kan du… kan du udvikle følelser for mig?”

Spurgte jeg lidt tvivlende. Nanna nikkede svagt, og lukkede øjnene. Jeg var ikke sikker på om det var et svar, men jeg havde ikke mere tid. Jeg hvæssede kort, og bed hende så dybt i halsen. Hun spjættede let fraværende, men hendes øjne forblev lukkede, så jeg sank ned på gulvet med hende i armene, mens at jeg grådigt drak hendes blod. Hun blev hurtigt bleg, og meget svag, så jeg trak mine hugtænder fri af hendes hals, og satte dem i stedet i mit håndled. Så snart jeg kunne smage mit eget blod, dryppede jeg blodet ned i hendes mund. Hun hostede svagt, men reagerede på det og tog mit håndled i sin mund. Hun indtog hurtigt lidt af mit blod, og skubbede mig så pludseligt væk. Hun udstødte noget, som nok skulle minde om et skrig, og vred sig på gulvet.

Jeg vidste hvad det var. Vi havde udvekslet blod, så nu var hendes krop ved at dø, mens hun stadig var vågen. Jeg huskede ikke så meget fra min egen forvandling, men jeg vidste at det gjorde ondt og at det følte meget mærkeligt. Hun udstødte nogle smertelige lyde, og blev slap på gulvet igen. Jeg for straks hen til hende, og gik på knæ. Jeg tog fat under hendes hoved, og løftede det op. Jeg kunne fornemme hendes hjerte, som kæmpede for at opretholde den menneskelige rytme. Båndet mellem os, jeg som hendes skaber, var allerede ved at blive formet, så langsomt begyndte jeg at kunne fornemme hendes følelser. Frygt, en smule vred, forvirring, men mest af alt fortrydelse. Hun ønskede ikke at blive som jeg, og havde blot ønsket at dø i fred. Jeg måtte kæmpe for at tilbageholde en såret lyd. Jeg havde gjort præcist det samme ved hende, som Mihna havde gjort ved mig. Jeg havde tvunget hende til at leve, når hun hellere ville have været død. Hvad havde jeg dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...