Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3271Visninger
AA

31. Dødt Blod

 

Jeg hørte hende komme tilbage, og sukkede. Jeg havde egentligt håbet på at kunne være alene lidt. Jeg brød mig ikke om hvad der var sket på hospitalet.

”Hvorfor er du så knust over tabet af en kvinde, som tydeligvis var ligeglad med dig?”

Spurgte hun. Jeg stivnede kort. Mihna måtte have fortalt hende det, gik det op for mig. Jeg knyttede mine hænder, og så på hende.

”Gå din vej.”

Bad jeg hende, og så ned i gulvet. Hun trådte i stedet nærmere på mig, og spurgte igen.

”Hvorfor er du så knust over tabet af en kvinde, som tydeligvis var ligeglad med dig?”

Hun spurgte med en tone, som krævede et svar. Men jeg ville ikke give hende det. Det var min hemmelighed, og det havde det altid været. Ingen andre kendte til den.

”Gå din vej.”

Gentog jeg mine ord, men igen overhørte hun dem.

”Hvorfor?”

Spurgte hun, og var næsten helt henne ved sengen.

”Hvorfor Matthew?”

Spurgte hun igen, og lod som om at hun morede sig. Hun morede sig over at pine mig med sine ord. Jeg holdt mig for ørene, men kunne ikke lukke hende ude.

”Hvorfor, hvorfor, hvorfor?”

Blev hun ved. Det drev mig til vanvid, så jeg for op.

”Forsvind!”

Råbte jeg rasende af hende, så Mihna uden tvivl kunne høre det.

”Jeg ville gerne, men jeg kan ikke undvære dig.”

Svarede hun, og forvrængede med vilje ordet undvære. Jeg blev vred på hende, vred på alt hvad der var sket, vred på Mihna for at have reddet mig, vred på det hele, alt og alle.

”Som din skaber, sætter jeg dig fri.”

Sagde jeg rasende til hende, og straks så hun overrasket på mig, da båndet imellem os blev klippet. Hun blinkede forvirret, og tog sig til hovedet.

”Det kan du nu, så forsvind!”

Hvæssede jeg af hende. Hun vendte sig, fuldstændig rundt på gulvet og forlod værelset. Jeg satte mig på sengekanten, og mærkede resterne af båndet imellem os forsvinde. Hun kunne sagtens overleve uden mig nu, indså jeg og tog flakonen frem fra min bukselomme. Nu var det hele lige meget. Hun var fri til at gå, og hun ville med garanti rejse langt, langt væk fra mig. Jeg lagde mig ned i sengen, og så på flakonen. Den ville ende mit liv, fuldstændig smertefrit. Jeg skulle bare tømme flakonen.

Jeg lagde mig til rette, og bekymrede mig slet ikke om Mihna, da jeg tømte flakonen. Det hele var lige meget. Jeg lukkede øjnene, og følte mine lemmer blive tunge og livløse. Det sidste jeg hørte, var lyden af flakonen, som jeg ikke længere kunne holde på, der faldt fra min hånd og ramte gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...