Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3253Visninger
AA

25. Det overvældende had

 

”Imponerende Matthew.”

Sagde Mihna anerkendende, da jeg kom hjem med Nanna. Det havde heldigvis været en god jord som vi havde lagt i, så jeg havde næsten ikke noget i tøjet, men lidt i håret. Nannas hår var straks værre, og hendes tøj var lettere ødelagt. Mihna rejste sig, for at se på Nanna. Hun nikkede let, anerkendende igen.

”Dygtig pige.”

Roste hun, og aede en bloddråbe væk. Nanna hvæssede som svar, og bed ud. Straks stak jeg hende en lussing, så hun gik på knæ.

”Vær ordentlig ved Mihna.”

Beordrede jeg, og så ned på hende. Nanna nikkede let, og holdt sig på kinden. Mihna så utilfreds på mig, men jeg forstod ikke hvorfor.

”Få hende gjort i stand, Flora.”

Bad Mihna, og satte sig i lænestolen igen. Hun pegede på mig, og dernæst på lænestolen overfor hende. Møg, tænkte jeg. Jeg skulle have skældud, igen.  Flora nikkede, og trak Nanna op at stå igen.

”Kom, vi skal have dig vasket ren.”

Sagde Flora blidt. Jeg holdt øje med Nanna, men hun turde ikke hvæsse af Flora. Hun var bange for at jeg slog hende igen. Det gjorde mere ondt, end hun ville indrømme.

”Sæt dig.”

Sagde Mihna surt. Jeg gjorde det først, da Nanna havde forladt rummet. Så snart jeg satte mig, stak Mihna mig en lussing. Jeg rettede bare let mit hoved på plads, som var givet lidt efter på grund af styrken i hendes slag.

”Hvordan føltes det?”

Spurgte Mihna utilfreds, og fnøs. Jeg trak på skuldrene.

”Det er ikke første gang, at du har slået mig.”

Informerede jeg hende ligegyldigt om. Hun sukkede håbløst, og tog sit whiskyglas i hånden.

”Yndlinge er meget skrøbelige, det ved du.”

Sagde hun opgivende, og så på mig igen. Jeg trak på skuldrene. Jeg var ret ligeglad. Jeg skulle aldrig have gjort det, jeg skulle have ladt Nanna dø. Sådan som hun ønskede. Hun ville have haft mig til at dræbe hende, så hun slap for smerterne.

”Man slår aldrig sin yndling, når de kun lige er kommet ud af jorden. De skal have tid til at vænne sig til deres kroppe. Det hele er nyt for dem. De har brug for deres skaberes omsorg, vejledning og kærlighed for at kunne overleve, for at kunne få det hele til at hænge sammen igen. De første tre måneder er de som nyfødte børn, de har brug for deres skabere konstant.”

Forklarede Mihna mig. Jeg måtte kæmpe for at holde et fnys tilbage, da hun sagde kærlighed. Det ville jeg aldrig opleve. Nanna hadede mig, og ville nok altid gøre det. Nu havde jeg vitterligt ingen grund til at leve mere, og det var kun en skam, at jeg ikke kunne gøre en ende på mig selv. Det eneste som kunne gøre det, var Mihna, men kun måske på grund af min evne. Ikke at hun nogensinde ville gøre det. Hun ville gøre alt for at forsøge at holde mig i live, for at få mig til at ville leve. Det havde vi været igennem engang før. For knap hundrede år siden havde jeg fået en depression, og det havde krævet megen indsats fra Mihna for at hive mig ud af den. Ikke at jeg rigtigt var kommet mig over den. Den lurede stadigt i baggrund, som et fortidsspøgelse. Og netop nu havde jeg lyst til at føle dens beroligende ligegyldighed.

”Gå op og gør dig i stand, og kom så herned igen, så vi kan få Nanna indrettet.”

Sagde Mihna surt, og gjorde det klart, at hun var meget utilfreds med mig. Ikke at det bekymrede mig. Jeg var i øjeblikket for engangsskyld ligeglad med hvad hun følte. Så jeg rejste mig uden et ord, og lod Mihna være alene i stuen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...