Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3420Visninger
AA

24. Det første blod

 

Jeg forsvarede mig ikke. Hun ville lære tidsnok, at det ikke nyttede noget. Som hendes skaber, kunne hun ikke gøre mig fortræd. Så da hun forsøgte at lægge hænderne om min hals, rev hun dem til sig med et hyl. Hun vred sig på jorden, og skreg af smerte, mens jeg kom på benene.

”Det nytter ikke noget.”

Sagde jeg køligt til hende, og greb hende om ansigtet. Det holdt straks op med at gøre ondt på hende.

”Du kan ikke gøre mig fortræd.”

Forklarede jeg hende. Hun slappede endeligt af, så hendes hjerterytme skiftede tilbage til den rolige rytme. Jeg greb hende i blusen, og hev hende op at stå. Hun vaklede faretruende, men blev stående. Hun havde behov for at få føde. Jeg var bare i tvivl om jeg kunne få hende til det.

”Kom.”

Sagde jeg, og begyndte at gå. Men hun blev stædigt stående. Jeg sukkede let, og havde bestemt ikke lyst til at beordre hende.

”Kom frivilligt, ellers må jeg tvinge dig til det.”

Advarede jeg hende. Hun fnøs irriteret, som for at sige, at jeg bare kunne prøve.

”Som din skaber beordrer jeg dig til at gå med mig.”

Beordrede jeg, og straks fulgte hun efter mig, selvom at hun bestemt ikke havde lyst. Hun bandede, råbte og skreg af mig, indtil jeg beordrede hende til at holde mund, så tiede hun stille, men forbandede mig stadigt inde i sit hoved. Det gav mig hovedpine, så jeg gned irriteret min pande. Vi sprang over det nærmeste hegn ud til byen, så vi ikke gik forbi vagten igen, som nok ikke ville bryde sig om synet.

”Vi skal have fundet dig noget føde.”

Mumlede jeg for mig selv, og tænkte på Nanna. Hun skubbede irriteret til mig, da hun trods alt ikke måtte sige noget. Men jeg kunne tydeligt fornemme hendes tanker, som nægtede.

”Du kan ikke dø af sult, så du vil bare gøre dig selv utroligt syg og svag.”

Forklarede jeg hende, og gav hende lov til at tale igen. Hun sukkede dybt, og lagde utilfreds armene over kors.

”Jeg vil ikke.”

Sagde hun, og surmulede. Jeg sukkede opgivende, og fik øje på en hjemløs. Det burde ikke være en al for stor udfordring for hende.

”Der er ikke nogen, som siger, at du skal slå ham ihjel. Bare du sørger for at suge giften ud af hans blod.”

Belærte jeg hende. Hun sukkede let, og nikkede. Det glædede mig, at hun ikke var så pokkers stædig. Jeg pegede på ham, og nikkede. Men hun blev stående.

”Jeg skal nok.”

Sagde hun utilfreds, og skyndte sig ind i gyden. Hun kunne i det mindste kontrollere sine hugtænder, og satte dem hurtigt i hans hals. Men som forventet, så kunne hun ikke styre sig, og endte med at dræbe ham. Jeg rev hende væk.

”Drik aldrig dødt blod, ellers bliver du bare syg.”

Belærte jeg hende. Hun nikkede let, og slikkede sig om munden, så det overskydende blod forsvandt fra hendes læber. Jeg lod den hjemløse ligge. Politiet skulle nok skaffe ham af vejen. Men hun var stadigt sulten. Det kunne jeg fornemme. Så da den hjemløses kammerat undrende satte sig op, var det rent held. Så snart jeg gav lov, sprang hun straks på ham. Jeg fandt mig en ung kvinde i bedre tilstand, og tog føde fra hende, men lod hende leve. Nanna så til, lurende fra skyggerne, så hun kunne lære det. Kvinden gik videre, uden den mindste anelse om hvad der var sket. Bidemærkerne ville hurtigt forsvinde. Jeg så til, mens Nanna luskede frem fra skyggerne og så på mig med sine yndlinge-øjne. Helt blanke og gyldne, så hun på mig med had i øjnene. Det var mere end jeg kunne holde ud i øjeblikket, og begyndte at gå. Hun skyndte sig straks efter mig, og vi gik hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...