Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3349Visninger
AA

29. Den døde søn

 

Jeg fulgte lydløst efter Nanna, som gik gennem hospitalets gange. Hun fandt hurtigt vej, og var tydeligvis alt for velkendt her. For sygeplejersken havde lukket hende ind, uden at se på hende overhovedet. Jeg stoppede op ved den søde lyd af barnegråd. Jeg så ind af vinduet, og kunne se en ung mor sidde med sit næsten nyfødte barn. Hendes blonde hår hang barnet næsten ned i ansigtet, og det virkede smerteligt bekendt. Men jeg blev stående, og forsøgte at ændre billedet i mit sind. Nanna gik tilbage, da hun opdagede at jeg ikke var med, og så længe på mig. Jeg bemærkede hende ikke, før at hun sagde noget.

”Har du haft barn?”

Spurgte hun. I samme øjeblik så moderen op, på ham som så ud til at være barnets far, så jeg trak mig væk.

”Nej.”

Svarede jeg kort, og så ned i gulvet. Mit indre smertede ved mindet om mit menneskelige liv. Nanna forsøgte at fange mit blik, men jeg så væk.

”Kone?”

Spurgte hun nysgerrigt.

”Nej.”

Svarede jeg igen, og brød mig ikke om hendes spørgsmål.

”Så ingen familie?”

Spurgte hun, og lød som om at hun ikke troede på mig.

”Nej.”

Svarede jeg, og så endeligt på hende, da jeg fik minderne skubbet væk. Hun så nysgerrigt på mig, og rystede på hovedet.

”Det tror jeg ikke på.”

Sagde hun stædigt, og begyndte at gå igen. Jeg fulgte efter hende, og nikkede bare let som svar. Hun sukkede let, og så så nysgerrigt på mig.

”Min mor døde, da jeg blev født og min far døde af druk, grundet hendes død, få måneder senere. Jeg blev opfostret af min onkel, som var præst.”

Forklarede jeg, og gjorde det kort med vilje. Hun skulle ikke kende til de smertelige detaljer fra mit menneskelige liv.

”Ingen forlovede?”

Forsøgte hun at gætte igen. Jeg sukkede, og rystede på hovedet, mens vi gik videre. Men hun fnes let, da vi stoppede op foran et værelse.

”Men du tog længere tid om at svare denne gang, altså var det en, som du holdt af. Hvad skete der?”

Spurgte hun ondt. Jeg så på hende med et rasende blik. Det skulle hun bestemt ikke blande sig i. Men straks blev hendes opmærksomhed afledt, da hun så ind i et isoleret værelse. Der lå en meget lille og svag dreng i sengen, koblet til en masse maskiner. Smerten i hendes øjne, gjorde det klart for mig, at det tydeligvis var hendes søn.

”Jeg er her, lille skat.”

Hviskede hun, og lagde hånden mod glasset. Hun kunne ikke gå ind til ham, når han var i isolation. I samme øjeblik hørte jeg lyden af maskinen, som signalerede at han havde fået hjertestop. Personalet kom hurtigt løbende, men Nanna vinkede dem væk.

”Han skal ikke lide mere.”

Sagde hun trist, og søgte ind til mig. Jeg måtte tvinge mig selv til at ligge armene om hende, og holde hende trøstende ind til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...