Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3313Visninger
AA

35. Blodsægteskab

 

Jeg mærkede et let kys mod mine læber, og tvang mine øjne op. Jeg var kort overrasket over at se Nanna, men blev enig med mig selv om at jeg var endt i helvede, og at hun var min straf. Så jeg lukkede øjnene igen.

”Matthew, min elskede søn. Hold dig vågen.”

Bad Mihnas bekymrede stemme, så jeg åbnede øjnene igen. Mit blik var sløret, så jeg kunne ikke fokusere. Men Mihna fangede mit blik med sine øjne. Hun holdt mit blik fast, og aede mig bekymret over panden.

”Matthew.”

Sukkede Flora lettet, et eller andet sted i nærheden. Jeg sukkede træt, og ville lukke øjnene igen.

”Udveksle blod med ham, hvis du bekymrer dig om ham.”

Hviskede Mihna let til Nanna, som så undrende på hende.

”Det vil hjælpe ham.”

Sagde Mihna kort. Jeg udstødte en svag utilfreds lyd, som for at minde Mihna på noget vigtigt, som hun havde glemt.

”Øhm… nårh ja…”

Begyndte Mihna ret tamt.

”Når du gør det, er det det samme som et ægteskab, et blodsægteskab.”

Forklarede Mihna, og lød som om at det ikke var det store. Jeg var for svag, og for ligeglad til at bekymre mig, og lukkede øjnene igen. Jeg registrerede ikke noget, før at jeg mærkede en let smerte ved mit håndled, og kort tid efter, løb det sødeste blod ned gennem min hals. Jeg sank det med meget anstrengelse, og måtte kæmpe for at holde det nede. Jeg hørte en tilfreds stønnen, da blodet holdt op med at løbe ned gennem min hals.

”Matthew?”

Kaldte Mihna bekymret, da nogen lagde sig ind til mig. Jeg tvang mine øjne op, og så på hende. Hun trak forsigtigt dynen over Nanna, som lå med hovedet på mit bryst og sov. Jeg blinkede træt, men fangede Mihnas blik. Hun så blidt på mig, og strøg mig kærligt over panden.

”Matthew.”

Sagde hun kærligt. Jeg nikkede svagt.

”Det nummer gør du aldrig, aldrig nogensinde igen, er det forstået?”

Hvæssede hun af mig, og viste tænder. Jeg nikkede let, men var for træt til at svare. Jeg lukkede øjnene igen, og fik denne gang lov til at sove.

 

Min plan var mislykkes. Selv dødt blod kunne ikke få bugt med min evne, som igen havde reddet mit liv. Jeg havde ellers været overbevidst om at det var svaret, men det viste sig at slå fejl. Mihna og Flora var ikke glade for mit forsøg på at ende mig selv, og skældte mig ud flere gange, men kun når Nanna ikke var i nærheden. Hun var blevet underligt påtrængende, og skulle helst hele tiden være sammen med mig. Hun havde sågar rykket vores kister tættere sammen. Hvilket undrede mig. Hvad havde lavet den pludselige ændring i hende? Hvorfor var hun sådan? Jeg vidste udmærket godt, at det ikke var fordi, at vi sådan set var blevet gift med hinanden, men at det var noget andet. Men jeg var træt, og sov utroligt meget. Jeg var næsten lige så svag, som da jeg havde været nyfødt. Jeg sov endda om natten i sengen. Men jeg havde ikke et eneste mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...