Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3398Visninger
AA

28. Bekymringen for et tilbagefald

 

Flora nægtede at fortsætte spillet, indtil at hun havde fået alle informationer fra Nanna. Men Nanna svarede ikke på spørgsmålene, og så fortsat ned i pladen.

”Jamen, har du slet ikke lyst til at se ham?”

Spurgte Flora forvirret, og fik endeligt en reaktion fra Nanna.

”Jo, selvfølgelig. Men…”

Svarede hun, men stoppede op i sin sætning. Nu var jeg alligevel blevet for nysgerrig, og lagde bogen fra mig. Jeg læste jo ikke i den alligevel.

”Men det kan være lige meget. Han dør alligevel snart.”

Sagde Nanna trist, og sukkede. Flora lænede sig ind over skakbrættet, og aede noget af Nannas hår væk fra hendes øjne.

”Dør?”

Spurgte Flora trist. Nanna nikkede let.

”Han har en blodsygdom. Det blev konstateret ved fødslen. Han burde være død allerede efter et år, men han er en stædig rad. Han er næsten to år nu.”

Sagde Nanna blødt, og lød som om at hun savnede ham. Flora forsøgte at tage Nannas hånd, men hun trak sig væk. Jeg satte mig op i sengen med et suk. Hun havde en søn på to år. Hvor heldig kan man være? Tænkte jeg sarkastisk. Ikke nok med at jeg havde forelsket mig i en, som hadede mig. Så var hun allerede blevet gjort krav på af en anden, og havde fået et barn med ham, og ham havde jeg myrdet. Livet var bare fedt.

”Hvor er han henne?”

Spurgte Flora venligt. Nanna tøvede let, men valgte at svare.

”Han ligger på det lokale hospital. Han har ikke forladt det, siden at han blev født.”

Sagde Nanna trist. Flora rejste sig, og så surt på mig. Jeg sukkede, og regnede ud hvad hun ville have mig til.

”Vil du besøge ham?”

Spurgte jeg Nanna. Jeg var i risiko for at Flora blev sur på mig, hvis jeg ikke håndterede situationen rigtigt. Og tror mig, det er ikke værd at opleve. Nanna hvæssede som svar, og blev så stille lidt, før at hun let nikkede. Jeg rejste mig, og tog min jakke op fra gulvet. Jeg trak den på, og gjorde det klart for Nanna, at vi skulle besøge hendes søn. Hun rejste sig hurtigt, og for ud i gangen. Flora sukkede let, og kom over til mig. Hun børstede let noget støv af min jakke, og rettede på min skjorte.

”Dit rodehoved.”

Sagde hun kærligt, og rettede også på min jakke. Hun stoppede op, da det gik op for hende hvad hun havde sagt. Hun så undrende på mig.

”Hvad er der galt Matthew? Du er jo normalt ikke noget rodehoved, og altid så fin i tøjet.”

Spurgte hun undrende, og rakte ud efter mit ansigt. Jeg trak mig væk, og gik forbi hende, uden at svare. Jeg gik også direkte forbi Mihna, som så undrede efter først Nanna og så mig. Flora skyndte sig over til hende, mens jeg gik ned af gangen.

”Moder, hvad er der galt med ham?”

Spurgte Flora bekymret, så Mihna lagde en arm om hende.

”Han har da vel ikke fået et tilbagefald?”

Spurgte Flora, og hentydede til min depression. Jeg skyndte mig væk, inden at jeg kunne høre Mihnas svar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...