Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord. Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket. Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3253Visninger
AA

39. An...

 

Jeg blinkede let, da jeg endeligt havde fået mine øjne tvunget op. Mihna holdt mig ned med et stramt greb. Det gjorde ondt.

”Moder.”

Hviskede jeg, og kunne næsten ikke genkende min stemme. Den var så hæs. Hun fangede mit blik, og sukkede lettet.

”Matthew, min søn.”

Hviskede hun lettet, og slap mig. Jeg blinkede forvirret, og så mig omkring. Jeg fangede Nannas bekymrede blik, og ville række ud efter hende. Men jeg kunne knap nok røre mig. Nanna listede hen til sengen igen, og satte sig. Hun rakte forsigtigt ud, og tog min hånd i et blidt greb.

”Du havde mareridt igen.”

Konstaterede Mihna. Jeg nikkede ganske svagt, men kunne ikke rigtigt huske det.

”Matthew.”

Sagde Nanna bekymret, og aede mig let over kinden. Jeg blinkede træt.

”Du er kold.”

Hviskede hun bekymret, og aede mig let over pande. Jeg nikkede let, jeg frøs. Så hun lagde forsigtigt dynen over mig, og kravlede ind til mig. Hun slog bekymret en arm om mig, uden på dynen. Mihna og Flora trak sig tilbage igen, og lukkede døren bag sig.

”Nanna?”

Spurgte jeg forsigtigt, så hun slap mig og rykkede lidt tilbage i sengen. Hun var bange for at hun havde klemt mig.

”Var det et mareridt?”

Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede let.

”Men hvorfor var det så så voldsomt?”

Spurgte hun bekymret. Jeg skubbede let dynen tilbage, så jeg kunne få mine arme fri og trække hende ind til mig. Hun sukkede lettet, og lagde hovedet mod mit bryst. Jeg sukkede, jeg kunne vel lige så godt fortælle hende det.

”Fordi jeg drømmer om An.”

Svarede jeg, og fortrød det allerede. Nanna så på mig, og jeg mødte modstræbende hendes blik.

”Kvinden, som du elsker?”

Spurgte Nanna med en knust tone i sin stemme. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet.

”Nej. Kvinden som jeg engang elskede, da jeg var menneske. Jeg elsker dig nu.”

Svarede jeg, uden at tænke mig om. Jeg bed let mig selv i tungen. Jeg havde sagt at jeg elsker hende. Det var jo sandt, men jeg brød mig stadigt ikke om at have sagt det.

”Jeg elsker også dig, Matthew.”

Indrømmede Nanna, og fik en smule farve i sine kinder. Hun rødmede. Jeg kyssede begærligt hendes læber, og trak hende tæt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...