Nattens tåre

Hun var den skønneste skabning, som jeg i alle de år jeg har levet, nogensinde havde lagt mit blik på. Gyldent honningfarvet hår, samlet i en lang fletning, som næsten gik hende til hofterne. Mandelformede grønne øjne, som næsten brændte med en ild. En flamme af passion, bestemthed og mord.
Hendes bevægelser elegante, veludførte og indøvet med flere års hård træning. Det virkede næsten som en dans, hvordan hun syntes at glide fra stilling til stilling, helt ubesværet. Sværdet i hendes hånd blev håndteret som en del af hende, som var de et. Hun svang det let med en enkelt hånd i flydende bevægelser, og tillod ikke en eneste svaghed i hendes forsvar. Hendes fodarbejde var fortræffeligt, trods de tyk-sållede støvler som hun bar. Som resten af hendes tøj, var også støvlerne sorte. Hun var klædt til at bevæge sig lydløst, og til at forsvinde i mørket.
Hun skulle blive min, om så jeg skulle bryde min skabers ordre og selv sætte mine tænder i hendes hals.

18Likes
30Kommentarer
3273Visninger
AA

8. Afgang

"Matthew, vi skal i byen, ikke til begravelse."

Sagde Flora utilfreds, og rettede på sin knaldrøde, lårkorte kjole. Jeg trak let på skuldrene. Jeg havde ikke fået lov til at slippe alligevel, hvis jeg ville have den bil. Flora så kort studerende på mig.

"Af med jakken, og knap din vest op."

Sagde hun, og ventede ikke på at jeg ville reagere, før at hun selv åbnede min jakke og trak den af mig. Vesten fik jeg i det mindste selv lov til at knappe op.

"Tilfreds?"

Spurgte jeg, og var selv langt fra det. Hun sukkede let.

"Det går vel an. Du er jo ikke just den opmærksomheds-søgende type."

Sagde Flora opgivende, og rettede på de mange krøller som hun havde lavet i sit hår. At hendes hår var skrigende orange, og kjolen næsten lysende rød, gjorde at man ikke kunne undgå at ligge mærke til hende.

"Måske håret?"

Udbrød Flora, og vendte sig imod mig igen. Jeg gav hende et dybt utilfreds blik. Jeg havde det redt tilbage, som sædvanligt, og det skulle hun ikke ændre på.

"Måske du ikke lige skulle have spist."

Mumlede Flora lavt, selvom at hun godt var klar over at jeg kunne høre hende. Jeg sukkede opgivende. Flora var aldrig tilfreds med mit udseende, uanset hvordan jeg så ud. Men jeg nægtede at lade hende foretage større ændringer. Nok var jeg underlagt visse regler, og nok var jeg Mihnas ejendom, men jeg forsøgte altid på bedste vis, at bevise at jeg var min egen herre. Mihna tillod det. Hun vidste jo, at jeg altid ved morgengry kom tilbage til hendes hus, til hendes værelse og sov i hendes kiste. Hun selv, sov i sengen. Hun var gammel, og derved stærk nok til at kunne sove udenfor sin kiste. Der ville gå mange år, inden at jeg ville være gammel nok til det. Hvis jeg da overlevede så længe. Jeg tvivlede på det. Nok var jeg ung i forhold til mange andre, men i sind var jeg ufatteligt gammel, og fandt kun sjældent fornøjelser i livet. Man ville nok mene, at jeg var træt af livet. Det var mig lige meget. Jeg forsatte som jeg nu gjorde, nat efter nat.

"Moder, syntes du ikke at..."

Begyndte Flora spørgende, men stoppede op, da hun opdagede at også Mihna lige havde spist. Vi havde faktisk spist sammen, delt en ældre tjenestepige, som ikke længere var i stand til at opfylde vores behov. Mihna blinkede kort forvirret, så hendes øjne blot lyste lidt skarpere op.

"Det når at dæmpe sig, inden at vi når til klubben."

Forsikrede Mihna Flora om, men aede hende let på kinden. Det var et tegn på taknemmelighed, fordi at Flora havde nævnt det for at beskytte os. Nok angreb jægere sjældent uden en god grund, men man kunne aldrig være for forsigtig.

"Med forlov moder, hvilken slags klub er det?"

Spurgte jeg skeptisk, da jeg bemærkede at også Mihna havde en afslørende kjole på. Hendes kjole gik i det mindste til gulvet, men den havde en åbning, så man kunne se Mihnas ben. Samt at udskæringen ved hendes bryster var forfærdeligt dyb. Derudover var stoffet en smule gennemsigtigt. Flora rullede med øjnene, så snart hun var sikker på, at Mihna ikke så det.

"Det er en klub Matthew. Sådan går man klædt nu om dage."

Forklarede Mihna med en opgivende klang i stemmen.

"Du burde gå ud noget oftere."

Tilføjede hun utilfreds, og ledte efter bilnøglen i sin taske.

"Der er ikke noget interessant for mig derude."

Kommenterede jeg næsten lydløst, og kunne se at både Flora og Mihna rystede opgivende på hovederne. Mihna gav mig et bekymret blik, som jeg valgte at ignorere ved at se ned i gulvet. Mihna fandt nøglen, og tog den i hænderne, mens at hun svang tasken på plads over skulderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...