Listen to your heart ~ One Direction

Det startede med et møde imellem venindens kæreste og anoreksiramte Cherrie, og det udviklede sig til et gensidigt had.
Cherrie genkender hendes venindes nye, kendte, kæreste, som den dreng der igennem hele hendes folkeskolegang mobbede hende med de ekstra kilogram hun havde. Cherrie er ikke den slags person, der bærer nag. Hun hævner sig istedet. Og det er præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde planlagt alt. Undtagen at der kom følelser indblandet. En følelse ødelagde hele hendes plan, og hun hader personen endnu mere for at hun fik følelser for ham.
Hun er så opslugt af sin hævn at hun ikke opdager hvad der sker omkring hende, og hun opdager ikke hvordan hun bevæger sig ud på en endnu længere sidevej end før, hun ænser ikke hvordan alle dem hun holder af forlader hende.

27Likes
18Kommentarer
2477Visninger
AA

8. You're better than him, you deserve more

Hvorfor fanden lå jeg ved siden af en lyshåret dreng, jeg ikke engang i fuld tilstand kunne holde ud at se på? Han var for fanden i helvede ven med Harry-Fucking-Idiot-Brænd-Op-I-Helvede-Styles, og jeg ville aldrig, aldrig kunne finde på at tale med en, der bare havde kendt Harry i mere end et år. Alle burde kende Harold's, jeg kalder ham Harold fordi jeg ikke kan lide navnet, virkelige jeg. Det jeg ingen kunne lide. Det jeg, jeg havde lært at hade af hele mit hjerte. Det jeg, der havde gjort mit liv til et levende helvede. Et helvede Harold snart skulle opleve. Jeg ønskede intet mere end at Harold lærte den sande smerte at kende. Smerte ville der altid være i verden. Smerten kom af at man enten skar sig eller mistede nogen. Den smerte man fik når man mistede nogen var så stærk, at man nogle gange ikke kunne styre sine handlinger. Mistede man nogen ville man altid hævne sig. Det var det man kaldte retfærdighed. Men det den ene kalder retfærdighed, kalder den anden ondskab. Menneskeheden var forbandet til evig tid, at blive uvenner. Krige startede fordi man ville beskytte det man holdt af. Skadede nogen dem, man holdt af, ville man hævne dem. Sådan var det bare. Ingen undtagelser. Kærlighed var en vigtig følelse, ikke en følelse man bare fejede ind under gulvtæppet. Man kunne løbe fra den, spærre den af, men i enden ville den altid finde en vej. Kærligheden var en af de følelser, der hørte til at eksistere. Dyr og mennesker havde en del tilfælles. Sult, tørst, vrede og kærlighed. Kærligheden var det der fik en løve til at angribe, hvis man var en trussel mod dens unger. Et menneske ville reagere lige sådan. Truede man en anden persons unger, ville personen angribe. Kærligheden til et andet menneske, eller til andre mennesker, var også det der avlede had. Had stammede fra kærlighed, der stammede fra omsorgen for et andet menneske. I det store hele var kærligheden alt. Uden kærligheden ville hadet ikke eksistere, og menneskene ville ikke eksistere. Jeg tænkte nu mest på hadet. Jeg ville ofre mit liv til min hævn. Jeg skulle få Harold til at føle det levende helvede, når alle man elsker og holder af har vendt sig mod én, om det så skulle blive det sidste jeg gjorde. 

"Endelig vågnede du,"lød en hæs, irsk stemme fra min ene side.

Jeg vendte hovedet og kiggede ind i Niall James Horan's blå, blå øjne. Hvordan kunne man have så blå øjne? Mine var helt grå, med et strejf af blå i. De lignede tordenskyer lige før et stort tordenvejr. Jeg elskede dem. De afspejlede min personlighed ret godt. Mine øjne levede op til ordsproget, 'Øjnene er sjælens spejl'. Jeg tror ihvertfald, at det er sådan ordsproget er. Det er sjælens spejl, ikke? Eller er det sindets? Ligemeget. Jeg ville være ligeglad. Det er sådan jeg er. Og jeg elsker det. Jeg er mig selv 100%. Og intet skal stå i vejen for mig, og mine hævne. Ikke engang Harold's såkaldte fans. Han var afhængig af dem og sit udseende. Uden sit udseende ville han ikke have fans, og uden fans ville han været et nul. Nej, mindre end et nul. Han ville være ingenting. Ingenting, siger jeg jer. Jeg smilte flirtende til Niall, ja, jeg kan godt være flirtende hvis jeg vil, og aede ham lidt på kinden. Plejede det egentlig ikke at være drengen, der aede pigen over kinden? I don't give a fuck. Niall så ud til at nyde det, og det hjalp mig bare med, at få hans tillid. Tror jeg.  Ligemeget hvad, så ville det forhåbentlig bringe os tættere sammen, hvis jeg blev ved med at spille rollen som en charmerende og flirtende person. En person, der ikke så meget som mindede om mig. Jeg var for det første ikke flirtende og for det andet var jeg ikke charmerende. Ihvertfald ikke ifølge mennesker ved deres fulde fem. 

"Hvor længe har du været vågen?"spurgte jeg blidt, noget der krævede meget. Jeg kunne næsten ikke få mig selv til at tale blidt til en ven af Harold.

"Ikke så længe,"svarede han og smilte skævt,"Eller det føltes ihvertfald ikke så længe, tiden gik ligesom med at kigge på dig."

Jeg bed mig i underlæben for ikke at flække af grin. Det var da for komisk. Havde han fået tiden til at gå med at kigge på mig? Var det virkelig det bedste han kunne give sig til? Hvis det var mig, ville jeg have stået op og for eksempel have sat noget musik på. Totalt ligeglad med drengen i min seng. Oh, det lød forkert. Og det var forkert. Men hvad kunne jeg sige? Jeg er teenager, fri og ingen sans for fornuft. Min egen mening, mine egne opfattelse er dem der tæller. Og min mor? Rend mig. Hun skulle ikke bestemme over mig. Jeg bestemte over mig selv, og jeg havde styr på mit eget liv. Og ingen, ingen, skulle lave om på hverken mig eller mit liv. Jeg bestemte, jeg var bossen. Sådan havde min bedstemor altid sagt. Før hun døde.

"Aw, hvor er du sød,"hviskede jeg og smilte, før jeg placerede et kys på hans læber, som han straks gengældte.

Vores samtale, der havde været på fire-fem sætninger, stoppede ligesom der. Vi, eller han havde, havde alt for travlt med at kysse. Vi var åbenbart ikke helt færdige med seksuelle. Jeg spillede bare med, og prøvede så godt som jeg kunne, at blive i rollen som den forførende Cherrie. Noget jeg havde frygteligt svært ved. Især nu hvor mit hoved gjorde ondt som bare fandens. Skulle jeg være flirtende og forførende skulle jeg være fuld. Sådan virkelig fuld. På det tidspunkt, hvor man ingen kontrol har over sig selv. Når jeg nåede det tidspunkt kunne jeg sagtens være flirtende og forførende. Og eftersom at jeg tit var det endte det også tit med, at jeg vågnede op i fremmede senge. Eller vågnede op liggende i ske med en ukendt dreng. Lige nu ville jeg ønske at det var en fremmed dreng, sådan en som ingen kender. Men selvfølgelig skulle min fulde hjerne tænke på min hævn, og da den så Niall James Horan slog det klik. Desuden havde jeg altid læst, i ædru tilstand, at Niall var den der var lettest at få på krogen. Eller mange havde hentydet til det, og jeg kunne bare det der med hentydelser, så jeg fangede den selvfølgelig. Jeg havde så også læst at Niall var en af de der underlige mennesker, der ikke ville have sex før han var blevet gift. Ups, hva Niall? Der brød du vidst dit løfte. Well, not my problem. 

Nialls hånd gled op imellem mine ben, og inden jeg vidste af det, var de oppe i mig. Jeg stønnede af nydelse, og overraskede mig selv. Det der med at nyde ting var ikke rigtig min ting. Ligesom at at føåle fortrydelse eller anger heller ikke var. Men at hævne var til gengæld min ting. Og havde jeg besluttet mig for, at hævne mig på nogen, lykkedes det altid. Altid. Uden undtagelse. Og den værste hævn ville ramme Harold. Harold var egentlig et forfærdeligt navn, jeg forstod udmærket, at han havde ændret det til Harry. Harry var langt pænere end Harold. Egentlig burde han ikke have lov til at hedder, eller kalde sig, Harry. Harry mindede mig om Harry Potter og Harry Potter var så meget mere awesome end Curly.Curly var Harold, hvis I ikke havde regnet den ud.

Nialls læber lå mod mine, og efter et stykke tid, hvor han havde været inde i mig med sine fingre, trængte han ind i mig med... hans særlige ejendel. Jeg stønnede igen, og han grinte dæmpet. Mine støn var åbenbart noget Niall kunne lide for han begyndte at grine dæmpet. Og gud, hvor er jeg dårlig til at formulere mig. Det lød så forkert. Så... dumt. Jeg burde tage kursuser i at formulere mig i mit hoved. -Så det ikke lyder dumt og meget, meget forkert. Men hvor fanden i helvede fandt man sådanne kursuser? De fleste kunne jo nok godt leve med, at deres, nogle gange, dirty mindede tanker og dårligt formuleret tanker. Jeg kunne ikke. Derfor ville jeg på sådan et kursus. Jeg kan ikke lide at misforstå mine egne tanker. Det er bare underligt. Ingen misforstår deres egne tanker. -Med undtagelse af mig. Sådan en outsider jeg er. Men det er jeg vant til. Jeg har været en outsider hele mit liv. Først fordi jeg var tyk, og nu, fordi jeg er tynd. Man kan da heller ikke være tilpas. Altid noget galt. På den ene eller den anden måde. Jeg var enten for tyk eller for tynd. Hvorfor kunne jeg ikke bare være... sådan som alle andre? Jeg var træt af at være en outsider. Når jeg havde hævnet mig ville jeg prøve at se om jeg kunne få taget mig samme til, at tage noget mere på. Nej, vent! Dafuq?! Jeg ville aldrig være tyk igen. Jeg ville være tynd, tynd, tynd! Jeg var ikke tynd, jeg var tyk. Fed. Tyk. Forfærdeligt tyk. Fed. Selv en so var tyndere end mig.

Jeg er ikke helt sikker på hvornår vi stoppede med at have sex, for at være helt ærlig, var jeg helt væk i min tanker. Min krop havde åbenbart stadig sex med Niall, hvilket jeg fandt foruroligende. Meget foruroligende. Yderst foruroligende. Jeg kunne ikke lide det. Men det var fortid, og jeg levede ikke i fortiden, men i nuet. Så jeg tænkte ikke mere over det. Det eneste jeg tænkte over fra min 'fortid' var den tid jeg gik i skole med Harold. Jeg ville altid huske den, altid have den i baghovedet og jeg ville altid hade Harold for at gøre den tid til et helvede. Nu begyndte jeg igen,

"Kan du huske noget fra i går, Niall?"spurgte jeg, bare for at komme til sagen. Jeg skulle vide om han kunne huske, at jeg havde overtalt ham til at hade Harold. Eller komme i gang med det.

Han kiggede trist på mig og nikkede."Ja, og jeg føler stadig det samme."

"Jamen, hvad venter du så på?"

"Alle kan lide Harry..."sagde han med sådan en lille stemme, at jeg næsten fik ondt af ham. Næsten.

"Niall, vi havde den her samtale i går,"sagde jeg med påtaget sødme,"hvad har Harry nogensinde gjort for dig? Ja, han er din bandmate, men giver det nogen mening at være ven med en, der stjæler alt opmærksomheden? Han er ingenting, du er alt. Du er meget bedre end ham, og du fortjener så meget mere. Du fortjener alle pigernes opmærksomhed, du er perfekt. Du er bedre end Harry."

Niall så på mig, og nikkede så."Måske har du ret. Synes du virkelig at jeg skal vende mig imod ham? Være fjender med min ven?"

Jeg nikkede, og måtte virkelig styre mig for ikke, at komme til at nikke alt for ivrigt. Han skulle nødig fatte mistanke.

"Tænk at du, et one night stand, skulle åbne mine øjne på den måde.."mumlede han, og jeg grinte dæmpet.

Han skulle bare vide, hvor meget jeg havde ønsket at han sagde de ord. Ikke det med et one night stand, men at han tilkendegav at han havde opgivet Harry. Jeg kunne springe af lykke.

Niall var på min side nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...