Listen to your heart ~ One Direction

Det startede med et møde imellem venindens kæreste og anoreksiramte Cherrie, og det udviklede sig til et gensidigt had.
Cherrie genkender hendes venindes nye, kendte, kæreste, som den dreng der igennem hele hendes folkeskolegang mobbede hende med de ekstra kilogram hun havde. Cherrie er ikke den slags person, der bærer nag. Hun hævner sig istedet. Og det er præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde planlagt alt. Undtagen at der kom følelser indblandet. En følelse ødelagde hele hendes plan, og hun hader personen endnu mere for at hun fik følelser for ham.
Hun er så opslugt af sin hævn at hun ikke opdager hvad der sker omkring hende, og hun opdager ikke hvordan hun bevæger sig ud på en endnu længere sidevej end før, hun ænser ikke hvordan alle dem hun holder af forlader hende.

27Likes
18Kommentarer
2400Visninger
AA

5. The truth

"Hvad fanden i helvede har du gang i, Cherrie?!"lød det rasende og ulykkeligt ovre fra døren.

Jeg kiggede ligegyldigt derhen og fortød det straks. Ella's øjne var fulde af følelser. Hovedsageligt skuffelse, vrede og ulykkelighed. Faktisk var der ikke flere følelser end dem. Jeg trak kort på skuldrene og drejede så hovedet mod loftet igen. Mine øjne var faldet på en brun plet, en plet jeg havde ligget og stirret på i, jeg ved ikke, hvor lang tid.

"Hvorfor skal du være sådan her?"spurgte hun igen, denne gang bedende."Hvorfor kan du ikke bare være glad på mine vegne, og lade som om du gerne vil lære Harry at kende?"

Jeg rejste mig halvt fra min seng og stirrede vredt på Ella. Hvis hun vidste hvor meget smerte den... dreng havde påført mig, ville hun tæske ham sønder og sammen. Ikke at jeg ville lade hende gøre. Jeg ville hævne mig på min egen måde. Og Harry ville fortryde at han havde mobbet mig, og gjort mit liv til et helvede. Hans perfekte liv ville blive det rene helvede. Han ville fortryde det så inderligt. Åh ja.

"Fordi,"startede jeg ud med en så hård stemme, at Ella trådte et skridt tilbage,"jeg kender allerede nok af det du er kærester med, at jeg ikke behøver at vide mere."

Hun så uforstående og såret på mig, før hun rystede på hovedet. Hendes øjne var fulde af tårer, men de løb ikke. Igen rystede hun på hovedet, som om hun havde en indre samtale med sig selv. Hun slog armene om sig, og kiggede bedende på mig.

"Det der er ikke dig, Cherrie,"hviskede hun, lige højt nok til at jeg kunne høre det."Du er ikke sådan der. Vær sød, at blive dig selv igen."

"Jeg er mig selv,"hvæsede jeg tilbage, ligeglad med om hun blev såret eller ej,"jeg er mig selv 100% lige nu. Jeg kunne ikke være mere mig selv."

Jeg fik et smil på læberne, så sindssygt, at Ella trådte endnu et skridt tilbage. Hendes hoved blev ved med at ryste, og en tåre trillede ned af hendes kind.

"Og nu,"snerrede jeg,"får du det, du har slæbt med herhen, ud af mit hus."

Ella stivnede kort, og hendes øjne lynede. Jeg ville være trådt tilbage, hvis jeg stod på gulvet, men det gjorde jeg ikke. Ikke desto mindre, måtte jeg hjælpe hende. Hun skulle indse hvilken idiot hun havde fået scoret sig, og så ville hun takke mig for at åbne hendes øjne. En dag ville hun takke mig. Måske ikke dagen efter deres brud, eller ugen efter, måske ville der går år før hun takkede mig. Men en dag ville hun takke mig.

"Hvorfor-"

"Få. Ham. Ud."

"Du er-"

"Få. Ham. Ud!"skreg jeg nærmest, hvilket fik hende til at spærre øjnene op i forskrækkelse.

De næste to sekunder stod hun i chok og stirrede på mig, før hun vendte om og løb ud af mit værelse. Jeg lukkede øjnene, og forstod på den smækkende lyd, at hun nu var væk. Et lille smil gled over mine læber, og jeg lod mig træt, falde tilbage i sengen. Det var ovre for i dag, men hævnen var først lige begyndt. Strategisk ville jeg vende alle, han holdt af og elskede, imod ham. Han ville være alene når han til sidst ville give op. Og jeg ville, fra sidelinjen, iagttage alt dette med et smil på læberne. Han skulle fortryde alt. Han skulle fortryde den dag han blev født, den første gang talte grim til mig og da han trådte ind ad min dør. Han var godt på vej ind i det forbandede, levende helvede.

Jeg havde allermest lyst til at lukke øjnene og bare sove, men det var som om alle havde tænkt sig at forhindre mig i dét, for lidt tid efter kom min mor ind og hendes stemme var ikke til at tage fejl af. For første gang i meget lang tid var hun vred. Nej, ikke bare vred, hun var rasende. Godt gammeldags rasende, der hvor man i de gode gamle dage gav børnene en lussing.

"Cherrie!"hendes stemme fik alt i mig til at stivne og jeg vendte skræmt hovedet mod hende,"vil du godt fortælle mig, hvad du har gang i?"

Jeg ville virkelig gerne svare hende, men ordene ville ikke over min mund. Og nu hvor jeg tænkte over det vile hun heller ikke kunne forstå. Hun ville forhindre mig i at igangsætte min hævn. Og intet, og jeg gentager, intet skulle stå i vejen for min hævn. -Medmindre de da også ville rammes af min hævn. Min hævn var grusom for dem, der blev ramt af den. Ingen vil slippe fra den uden ar. Ikke ar på huden, men sjælen. Og tro mig. Ar i sjælen, var meget værre end ar på huden.

Jeg gemte det skræmte udtryk jeg havde i mine øjne væk, og istedet var der et hånligt udtryk i mine kolde, brune øjne. Min mor reagerede ikke som jeg havde ventet. Hun sukkede trist og gik hen til mig. Hun strøg mig over håret, og det fik mig til at lukke øjnene.

"Hvad er det, der tynger dig, Cherrie?"spurgte hun stille,"vil du ikke nok dele dine problemer med mig?"

Jeg åbnede øjnene med et sæt, og stirrede koldt og hånligt på min mor.

"Er du vanvittig?"vrængede jeg,"nej."

Min mor så på såret på mig og fjernede sin hånd fra mit hår. Hun kunne vist se, at det ikke ville hjælpe hende.

"Nogle gange er to hoveder bedre end et,"sagde hun bedende, hvilket et kort øjeblik fik mig til at vakle i min beslutning.

Men kun et kort øjeblik. Ikke engang hvis min mor blev så rasende på mig, at hun smed mig i en vulkan, skulle det forhindre mig i at få min hævn. Jeg fik min hævn. Det gjorde jeg altid. Ligemeget hvad.

"Ja,"svarede jeg hånligt, og fortsatte flabet,"men ikke når et af dem er dit."

Dén sætning pissede min mor fuldstædnig af, og jeg var faktisk tilbøjelig til at tro, at hun faktisk ville smide mig i den der vulkan. Men der var ikke nogen vulkaner i London.

Hendes før så sårede, men blide øjne, blev fuldstændig kolde og vreden gnistrede i dem. Hun tog hårdt fat i mine overarme og ruskede mig kort frem og tilbage. Jeg fortrød næsten, at jeg havde sagt hvad jeg havde sagt. Men også kun næsten. For at gøre min hævn så nådesløs og perfekt, som muligt, måtte også jeg gøre nogle ofre. Harry skulle fortryde så bitterligt, at han havde mobbet mig. Men der var intet for ham at gøre. Han var allerede i skudlinjen.

"Unge dame,"sagde min mor vredt,"ligemeget hvad der foregår i dit tåbelige teenagerhoved, har du ingen ret til at sige sådan noget til mig. Ligemeget hvad du tror, så skal du aldrig tale sådan til mig. Aldrig, hører du?"

Nu må I ikke misforstå min mor, for jeg forstod hende alt for godt. Før min far døde af lungekræft havde røget og drukket, og ikke mindst kaldt min mor og jeg grimme ting. Og slået mig, men det var en detalje. Faktisk havde han tit brugt den hånlige kommentar, jeg lige havde brugt, mod hende. Måske skulle jeg have taget hensyn til de ar min far havde givet hendes sjæl.

Det styrkede bare min opfattelse af, at ar på sjælen var de værste ar man kunne få. Der var intet, der kunne få dem til at forsvinde. Ikke helt. De ville altid være der. Altid hungrende efter en handling, der kunne hævne dem.

Mine ar ville blive hævnet, men min mors ar kunne aldrig blive hævnet. Ikke helt. Min far var død, hvilket betød, at hun ikke kunne hævne sig på ham. Hendes ar ville aldrig forsvinde. Men det ville mine, hvis alt gik efter planen.

"Ja, mor,"sagde jeg, og kiggede ned, men ikke i skam. Jeg ville bare skjule mine kolde øjne.

Min mors greb om mine arme lettede, og min dør blev lidt efter lukket hårdt i.

Endnu en gang faldt jeg tilbage i sengen, og lukkede øjnene. Men jeg fik ikke lov at sove. Stemmer uden for min dør holdt mig vågen.

"Hvorfor hader hun mig?"spurgte Harrys stemme fortabt.

Ha! Listen to yourself! Du ved det jo allerede. Idiot.

"Jeg ved det ikke,"svarede min mor ligeså fortabt,"fortalte hun dig ikke dét, da du tog hende med ud for at snakke?"

Et øjebliks stilhed jeg nød i fulde drag.

"Nej,"lød svaret fra Harry.

You're such a liar!

"Hvad snakkede I egentlig om?"spurgte Ella nysgerrigt med grødet stemme.

Havde hun grædt? Seriøst, Ella, er det ikke dig, der er så stærk? Åbenbart ikke.

"Jeg spurgte hende, hvorfor hun hadede mig,"svarede Harry tøvende, som om han fandt på det i det han sagde det,"men hun gad ikke svare mig."

Jeg åbnede øjnene, og kiggede hen på døren, med undrende øjne. Det var slemt nok, at han var kærester med Ella og ikke fortalte hende, at han havde mobbet mig, men at han løj hende lige op i ansigtet kunne jeg ikke tage. Skank.

Jeg rejste mig, gik med hurtige skridt hen til døren og svang den op. Min mor, Harry og Ella kiggede forskrækkede på mig, men jeg kiggede kun på Harry, med øjne, der lyste af had, vrede og afsky.

"Hvorfor siger du ikke sandheden, pretty boy?"hvæste jeg,"hvorfor siger du ikke, at det var dig, der har mobbet mig hele min folkeskolegang? Hvorfor siger du ikke, at du desperat prøvede at få mig til at tilgive dig, så du kunne blive befriet for den byrde? Hvorfor siger du ikke, at de blå mærker min mor har fundet på mig dag efter dag i mine år i folkeskolen, er nogen du gav mig? Hvorfor siger du ikke til din kæreste, at du har kaldt mig fed mindst ti gange om dagen?"

For hvert spørgsmål jeg stilte ham voksede foragten i min stemme, og jeg trådte et skridt frem mod ham, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage. Jeg nød fortabtheden og usikkerheden lyse ud af hans grønne øjne, mens han desperat så på Ella, der stod med åben mund og blanke øjne. Hvorfor hun græd, var jeg ikke helt sikker på. Om det var fordi at Harry havde løjet for hende eller at jeg havde brudt tavsheden, og fortalt sandheden. Den sidste mulighed fik mig til at tænke på, om hun havde vidst det. Men jeg skød tanken fra mig. Ella kunne ikke finde på at date en, der havde gjort mig så meget ondt.

Jeg kiggede på min mor, der fortabt og uforstående kiggede fra mig til Harry, fra Harry til mig.

"E-er det sandt, Harry?"lød en spag stemme fra Ella, der så ud til at være på grådens rand.

Harrys øjne borede sig ind i mine, men jeg lod ham ikke bore for dybt. Ellers ville han bare se alt den smerte jeg bar på. Og det måtte han for alt i verden ikke.

"Ja,"svarede han tøvende, stadig med øjnene rettet på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...