Listen to your heart ~ One Direction

Det startede med et møde imellem venindens kæreste og anoreksiramte Cherrie, og det udviklede sig til et gensidigt had.
Cherrie genkender hendes venindes nye, kendte, kæreste, som den dreng der igennem hele hendes folkeskolegang mobbede hende med de ekstra kilogram hun havde. Cherrie er ikke den slags person, der bærer nag. Hun hævner sig istedet. Og det er præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde planlagt alt. Undtagen at der kom følelser indblandet. En følelse ødelagde hele hendes plan, og hun hader personen endnu mere for at hun fik følelser for ham.
Hun er så opslugt af sin hævn at hun ikke opdager hvad der sker omkring hende, og hun opdager ikke hvordan hun bevæger sig ud på en endnu længere sidevej end før, hun ænser ikke hvordan alle dem hun holder af forlader hende.

27Likes
18Kommentarer
2392Visninger
AA

7. Nice to meet you, I'm Cherrie.

Lysene fra diskokuglerne skinnede i det diskotek, jeg lige var faldet over i min rus. Alkohollen pumpede rundt i mit blod, og gjorde mig endnu forvirret end jeg allerede var. Episoden derhjemme med Harry og Ella stod stadig klar i min erindring, men jeg havde besluttet at drikke minderne om den væk. Helt væk. Slette den fra min erindring. Selvom jeg troede det ikke var muligt, var jeg ved at fortryde, at jeg handlede som jeg gjorde. Ella havde ikke fortjent det. Havde hun? Jo. Det havde hun. 100%. At jeg var ved at fortryde, kunne kun skyldes alkohollen. Jeg fortrød aldrig noget, hver eneste af mine handlinger var vel overvejede. Jeg gjorde aldrig noget forkert. Det var jeg for klog til. Hver eneste bevægelse jeg gjorde, hver eneste gang jeg trak vejret havde jeg planlagt det. Alt i mit liv havde jeg planlagt. Og min hævn på Harry, var så nøje planlagt, at han ikke kunne undslippe den. Jeg ville hævne mig, og han ville lære smerten at kende. Den sande smerte. Den smerte han havde påført mig i så mange år. Jeg var bare bedre end ham. Jeg gav ham den samlede smerte på en gang. En så stor smerte, at det ville ødelægge ham. Knække ham. Destruere ham. Han ville aldrig blive den samme igen. Man frygtede den dag, jeg begyndte at hævne mig på en. For mine hævne slog aldrig fejl. De var fejlfrie. Perfekte.

Men den følelse af, at jeg havde gjort noget forfærdeligt nagede mig stadig. Selvom jeg prøvede at holde den på afstand. På lang, lang afstand.Så lang afstand, at jeg ikke kunne mærke den længere. Jeg hadede og frygtede følelsen på samme tid. Hvorfor gjorden det her ved mig? Jeg plejede aldrig at føle den. Den var ny, og skræmmende for mig. Jeg hadede den. Den burde ikke være i mit sind. Det var mit sind, og jeg bestemte hvilke følelser, der var i det. Og hvilke følelser, der ikke var. Og denne følelse. Den hørte helt klart ikke hjemme i mig. Den burde væk. Jeg ville have den væk. Før jeg overlod mig til den, og rent faktisk begyndte, at fortryde. Jeg, Cherrie Morgan, fortrød aldrig noget. Hvor forfærdeligt det jeg havde gjort end var. For det jeg gjorde var altid til fordel for mig selv. Og hvorfor skulle man dog fortryde noget, der er til ens fordel? Sådan noget gjorde man ihvertfald ikke i min verden. Og eftersom jeg levede i min verden, gjorde jeg det ikke. Og det skulle den fandens følelse, der kæmpede om retten til, at være i mit sind ikke ændre på. Hvor meget den så end ville. Jeg var stærk, og jeg ville ikke give op til en følelse. Det var langt under mit niveau. Det at give op til en følelse, var noget svage mennesker gjorde. Og jeg var ikke svag.

Jeg så ned på den drink jeg havde i min hånd, og tænkte meget mod min vilje tilbage på hændelsen, der havde udspillet sig tidligere i dag.

Jeg så et øjeblik bare på Harry, der stirrede måbende på mig. Måske havde han ikke forventet, at min far var voldelig overfor mig. Hvad ved jeg? Jeg var ligeglad. Jeg havde grædt foran ham. Ham jeg hadede mest af alle. Jeg ville aldrig kunne hade nogen, mere end ham. Han var et monster, ligesom min far. Og jeg hadede alt ved ham, bare synet af ham, ville kunne få mig til at kaste op. Han var ækel. Forfærdelig. Han burde dø. Og jeg skulle nok hjælpe ham. Jeg ville få min hævn. Hvad det så end måtte koste. Han var en død superstjerne med forfærdelige krøller.

"Din far... slog dig?"spurgte han med rystende stemme.

Jeg trådte et skridt tilbage. Det var ikke meningen han skulle vide det. Jeg var en idiot. Men på den anden side. Måske ville det her bringe mig tættere på ham, så jeg ville have nemmere ved at udføre min hævn. Hele mit indre var i oprør. Skulle jeg lægge facaden, eller fortsætte den? Min hjerte skreg, at min facade var nyttesløs. At jeg skulle smide den, og forsone mig med ham. Min hjerne råbte, at han var en idiot. Han skulle dø. Jeg skulle hævne mig, og derfor måtte jeg ikke lægge facaden. Min facade var alt. Jeg gispede lydløst over mine egen tankegang. Var alt det her bare en facade? Nej, det var en latterlig tankegang. Jeg hadede Harry. Og jeg skulle nok få hævnet mig. Man behøvede ikke sætte en facade op for, at hade en som Harry. Han var bare sådan en man hadede. Har I ikke hørt alle de skrig pigerne skriger, når de ser ham? Jo, det tænkte jeg nok. Det er fordi han ikke bare er ejer af en forfærdelig personlighed, men også har et forfærdeligt udseende. Pigerne skriger i angst over, at man kan have sådan et forfærdeligt useende.

"Cherrie? Svar mig!"lød det fra Harry, hvis stemme lød bekymret nu.

Jeg tvang mig selv til, at kigge på ham. Han havde stadig det forfærdelige udseende. Han havde ikke ændret sig en tøddel på de minutter jeg ikke havde kigget på ham. Jeg havde set på ham. Ja. Men jeg han fik mig ikke til, at tale til ham. Han var forfærdelig. Han fortjente ikke at blive talt til. Han skulle bare dø. Dø i helvede.

"Nej,"svarede jeg koldt, min facade var oppe igen.

"Jo, for jeg har set ind under din facade,"svarede han og tilføjede;"I det øjeblik du talte om din far, kunne jeg se stor smerte i dine øjne. Du hader mig kun fordi, jeg minder dig om din far, har jeg ret?"

Jeg så ham i øjnene, og kæmpede for ikke at miste kontrollen over mig selv. Havde han ret? Nej, fucking nej. Han havde ikke ret. En idiot, som ham, kunne ikke have ret. I noget. Overhovedet. Den idiot. Han burde slet ikke være her. Han ville fortryde det sekund han begyndte at håne mig. Han ville fortryde, at han overhovedet levede.

"Nej, nej, nej, nej!"sagde jeg med en forfærdelig skinger stemme."Du minder mig om min far, ja, men jeg hader dig af en helt anden grund. Jeg hader dig fordi du gjorde mit liv til et mareridt på jord. Et mareridt du selv vil opleve!"

Jeg vendte rundt, og løb ind på mit værelse. Jeg vidste, at de ville komme ind efter mig på et tidspunkt. Og at Harry ville tale med mig, men jeg havde ikke i sinde at blive, så han kunne få sit ønske opfyldt. Jeg havde i sinde om, at glemme alt det der var sket her til sidst. Og kun fokusere på min hævn. Den hævn der allerede havde ramt ham.

Det sidste jeg hørte inden jeg ramte græsset med benene og var begyndt at løbe, var Ellas grødede stemme:"Jeg troede jeg kunne stole på dig, Harry. Du og jeg er færdige med hinanden."

Hendes ord fik et smil frem på mine læber, og jeg begyndte at løbe. Løbe mod centrum, og det sted jeg skulle tilbringe min aften. På et eller andet diskotek. Forhåbentlig ville jeg vælge et diskotek, hvor jeg kunne møde nogen af dem.

Jeg smilte skævt over minderne, og skubbede dem så ud af min tankegang. Nu skulle de findes. Hvis de altså var her. Jeg håbede, at de var her. Ellers var det hele spildt. De var nødt til at være her. Ellers ville Harry bare lide længere, og et eller andet inde i mig, ville ikke have at han gjorde det. I virkeligheden var jeg fuldstændig ligeglad. Han skulle bare dø. Og det var ikke engang syndt for ham. Han fortjente det så fucking meget. Og folk får hvad de har fortjent. Sådan er det altid. 

Jeg forlod min plads på stolen og gik hen mod en sofa, hvor tre drenge sad og snakkede. En brunhåret, en sorthåret og endnu en brunhåret. Tre drenge. Bedre kendt som Liam Payne, Zayn Malik og Louis Tomlinson. Jeg smilte ved synet af dem, og så mig så rundt. Hvor var den sidste? Den person, som jeg hele aftnen havde planlagt at få på krogen? Den person jeg skulle få vendt imod Harry, som den første. Og det burde ikke være så svært. Jeg havde ret gode overtalelsesevner, som nok også kunne blive brugt i den her situation. De skulle kunne blive brugt i den her situation.

"Hvad laver en smuk pige, som dig, her alene?"lød en stemme bag mig, stemmen havde en irsk accent og man kunne nærmest høre det flirtende smil i det.

Heldet havde tilsmilet mig igen. Jeg kunne kysse det!

"Venter på at hendes prins for denne aften, komme og redder hende fra ensomheden,"svarede jeg og vendte mig om mod Niall James Horan.

Han grinte hæst, og jeg smilte af ham. Et ægte smil. Så ægte, at jeg selv helt blev skræmt. Jeg plejede kun at smile hånligt eller koldt. Aldrig sådan... ægte. Det var nyt for mig.

"Jamen, så må hendes prins jo hellere redde hende,"svarede han forførende, og trådte et skridt nærmere på mig.

Jeg måtte skjule min overraskelse over, at det gik så nemt, for ham. Indeni boblede min glæde over, at have fået ham på krogen så nemt. Han måtte have fået meget at drikke. Rigtig, rigtig meget for meget at drikke.

Hans læber nærmede sig, og da de ramte mine sprang mit hjerte et slag over af glæde. Han kyssede mig. Nu ville der ikke gå lang tid, før jeg kunne sætte min plan i værk. Og den plan ville I snart få set i aktion. Og den ville ikke fejle. Mine planer fejlede aldrig. Og det gør de stadig ikke. Jeg havde taget højde for enhver lille detalje. Niall James Horan var så godt som blevet Harrys fjende. Han trak sig væk, tog min hånd i sin og ledte mig op mod baren. Et smil gled over mine læber, jeg skulle bare få drukket ham i sænk, så var min plan så godt som lykkedes.

"Hvad hedder du forresten? Mit navn er Niall,"spurgte han mig om, da vi var tæt på baren.

"Hyggeligt at møde dig, jeg er Cherrie,"svarede jeg smilende.

"En drink til mig, og den smukke dame her."sagde Niall til bartenderen, en kvinde, der så betaget på ham, før hun gav ham hvad han havde bestilt.

Efter ti shots mere, var Niall blevet mere og mere ophidset, og så klog som jeg er, kunne jeg godt sige hvor han ville hen. Og det var det jeg havde ventet på hele aftnen. Han var min i nat, og i morgen var han Harrys fjende nummer 1, efter mig selvfølgelig. Jeg var, og ville altid være, Harry's fjende nummer 1. Den fjende han frygtede ville hævne sig. Hans største mareridt var blevet virkelighed, og der var intet han kunne gøre ved det. Han ville opleve, hvad der ville ske, når man ødelagde livet for en som mig. - Når man ødelagde livet for en hævner, ville ens liv selv blive ødelagt. Bare ti gange så meget.

"Niall?"min stemme var blid, nu skulle planen sættes i gang.

"Ja, smhukke?"hans stemme var stærkt påvirket af alkohollen, jeg havde fået i ham.

"Hvad synes du om Harry?"spurgte jeg uskyldigt.

"Han er min vehn,"svarede Niall og grinte hæst.

"Hader du ham ikke?"

"Nehj."

"Hvorfor ikke? Det er altid ham, der bliver skreget af og altid ham, pigerne vil have billeder med,"sagde jeg og rykkede mit hoved tættere på Nialls."Er du ikke jaloux? Ville du ikke ønske det var dig?"

Han kiggede trist på mig, som om jeg havde læst hans indre følelser. Han nikkede, mens en tåre løb end af hans kind. Jeg tørrede den væk med min finger, der rystede af glæde.

"Men jeg hader ham ikkhe,"fastslog Niall, med en snert af vrede i stemmen.

"Men det burde du,"sagde jeg sødt,"han er jo så meget dårligere end dig til at synge. Jeg har hørt, at han havde en timelang samtale emd en kat, engang. Har du dummet dig sådan? Nej, vel? Burde det så ikke være dig, folk skreg på? Du fortjener så meget mere."

"Synes du?"

"Ja, for pokker!"svarede jeg glad,"mand dig op og tag din del af kagen. Du fortjener bedre, og mere end ham."

Han så på mig, og nikkede så. I det han nikkede lyste hans øjne op i et sælsomt glimt.

"Du har ret,"svarede han og nikkede stadig,"du har ret. Jeg vil vise Harry, at jeg er bedre end ham, ja, jeg vil så. Men jeg gør det kun, hvis jeg får noget af dig?"

"Hvad dog?"spurgte jeg flirtende, jeg havde nu mest af alt lyst til at tage hjem. Jeg havde fået hvad jeg kom for.

"Det ved du godt,"svarede han alvorligt.

Jeg smilte, men kun fordi, at han var faldet i fælden. Harry havde nu mistet endnu en. Og denne han nu havde mistet var, Niall Horan.

Alt i alt havde Harry mistet to. Og jeg havde mistet en. Han førte, og jeg lod ham gerne vinde.

Ella

Niall

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...