Listen to your heart ~ One Direction

Det startede med et møde imellem venindens kæreste og anoreksiramte Cherrie, og det udviklede sig til et gensidigt had. Cherrie genkender hendes venindes nye, kendte, kæreste, som den dreng der igennem hele hendes folkeskolegang mobbede hende med de ekstra kilogram hun havde. Cherrie er ikke den slags person, der bærer nag. Hun hævner sig istedet. Og det er præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde planlagt alt. Undtagen at der kom følelser indblandet. En følelse ødelagde hele hendes plan, og hun hader personen endnu mere for at hun fik følelser for ham. Hun er så opslugt af sin hævn at hun ikke opdager hvad der sker omkring hende, og hun opdager ikke hvordan hun bevæger sig ud på en endnu længere sidevej end før, hun ænser ikke hvordan alle dem hun holder af forlader hende.

27Likes
18Kommentarer
2312Visninger
AA

6. Like my father

Jeg så hånligt og tilfredst på ham, han havde lige afsløret sig. Denne gang var det ham, der var i fedtefadet. Ham der fik alle de onde blikke, ham der snart høstede alle de onde kommentarer. Men var dette min hævn+ Ha! Nej. Min hævn var meget mere grusom. 

Måske husker I alle de gange jeg har tænkt på min hævn? I ved, han vil miste alt, slå sig ihjel og bla bla bla... Remember? Godt, lille hint til at min hævn var meget mere grusom.

Jeg er ond.

Nej, hævngerrig.

Det er det gode ved mig. Jeg bærer ikke nag, jeg hævner mig.

Okay, måske ikke så godt endda, når mine hævne er sådan noget, hvor offeret bare vil have sit liv til at ende. Dræbe sig selv.

Jeg kan forklare mere detaljeret, når Harry Fucking Idiot Styles er ved at hoppe. Sådan hvordan det føles indeni mig, hvordan jeg vil smile og hvor mange hånlige kommentarer jeg vil fyre af inden han springer. Bare rolig, detaljer følger.

Nu lyder jeg sindssyg.

Ha! Det er fordi jeg er sindssyg!

Ej, snydt igen... Hævngerrig. Jeg er hævngerrig.

Hævngerrig for the win!

Back to reality, dumme Cherrie...

Gisp! Jeg kritiserede mig selv! Åh gud, nej, det her går ikke...

"Hvad?"Ella's stemme, der forresten lød til at være på grådens rand, afbrød min underlige tankegang og fik mig til at løbe hen, og lægge armene om hende.

"Rør mig ikke!"skreg hun, og skubbede mig væk.

Ella dog! Hvad er der med dig?!

Okay, jeg har nærmest tvunget hende til at vælge imellem Harry og jeg.

Men hey! Det er da ikke noget problem! Vælg mig, så vil jeg også hævne mig på ham for dig!

Den tanke fik dem alle til at kigge på mig, og jeg bed mig i læben. Deres blikke skabte en blanding af undring og frygt en kæmpe klump i min mave. 

Sagde jeg det lige højt?

Oh fuck...

Eller er de tankelæsere? Alle tre?

Chok!

"Du sagde det højt, Cherrie..."sagde min mor, med en stemme, der skabte røre i mit indre.

Så forstår jeg bedre.

Jeg bakkede et skridt bagud, kiggede undskyldende på Ella og min mor, og sendte Harry et isnende koldt blik. Et blik så koldt, havde jeg ikke sendt til nogen før. Undtagen Harry. Jeg knyttede mine hænder i raseri, og for at forhindre mig at skubbe til idioten, der stirrede såret på mig.

Var han såret? Det måtte være en joke. Han kunne ikke været, sådan dybt inde i sit hjerte, såret. Han kunne ikke være såret over så lidt. Hvad havde han ikke gjort mod mig? Det eneste han ikke havde gjort, var at voldtage mig. Noget jeg var sikker på han ville have gjort, hvis han havde haft hjerne nok til at finde på det. 

"Hvad er det jeg har gjort dig?"spurgte Ella grædende, og jeg kiggede på det sted hun før stod.

Læg mærke til ordet 'før'.

Jeg fulgte lyden af hendes gråd, og så overrasket på det syn der mødte mig. Min mor stod og holdt om en grædende Ella. Jeg kiggede ned. Hvorfor følte jeg det stik af jalousi, jeg nu følte, bare fordi jeg så min mor holde om Ella på den der mor-agtige måde. En måde min mor aldrig havde holdt om mig. Faktisk havde hun altid taget afstand til mig. Som om hun afskyede synet af mig. - Ligesom nu, faktisk. Hun så knapt nok på mig, og da vores øjne mødtes så jeg et strejf af afsky i hendes øjne. Var det sådan mødre skulle være? Hun havde siddet inde på min seng for to sekunder siden, og strøget mig over håret. Burde hun egentlig ikke stå sådan, med armene rundt om mig?

Jeg kiggede hen på Harry, der bare kiggede på mig. Hans udtryk var ulæseligt, hvorfor var der ikke en ild af had i dem? Hvorfor spyttede han ikke på jorden foran mig? Kaldte mig en svækling, og andre skældsord? Hvorfor var han så forbandet udtryksløs? Og så fucking ligeglad, med at han havde afsløret sig selv? Han burde være grædefærdig! Han havde jo for god' sake lige mistet sin kæreste! Sin kæreste! - Eller så havde jeg mistet min bedsteveninde. Hvilket jeg alligevel havde, selv hvis han også mistede hende. Men screw that. Så stod vi lige! - Men ikke ret længe. Snart ville han overhale mig i, at miste nære. Og så ville han forbande, at han havde mobbet Cherrie Morgan. Og, hvis I ikke vidste det, Cherrie Morgan er mig.

Go Cherrie Morgan'er!

Faktisk, tror jeg, at jeg er den eneste Cherrie Morgan...

Måske skulle jeg svare på Ella's spørgsmål? Hmm...

"Intet, min ven,"sagde jeg sukkersødt,"men det har din kæreste til gengæld."

Jeg knyttede igen mine hånder, for ikke at overfalde ham. For ikke at finde min havenisse frem, sådan en har jeg nemlig, og slå ham ned. Havenisse-bicthslap! Jeg håber aldrig, at jeg får sådan en. Eller istedet for at få ham til at slå sig selv ihjel, og jeg taler om Harry Fucking Idiot Styles, burde jeg måske slå ham ihjel med en havenisse! Eller være 12 år om, at hævne mig og så slå ham ihjel med en ske?

Har I set The Horribly Slow Murder with the Ekstremely Ineffcient Weabon? Morderen bruger også en ske! Og hende kvinden i Kina var fucking skræmmende!

Eller, for at hævne mig rigtig meget, skulle jeg måske klippe hans krøller af? Huh, den ville være ond!

Bitchslap in ya face!

Han ville dræbe mig for det, det er jeg sikker på. Han er nemlig voldelig!

"Jeg er ikke sådan mere, Cherrie,"afbrød hans stemme mig, og jeg sprang to meter op i luften,"hvis du bare ville give mig lov til, at forklare."

Sagde. Jeg. Lige. Det. Højt?

"Ja."

Sagde jeg også det højt? What the fuck...

"Men jeg vil ikke-"

"Cherrie!"råbte min mor, og løftede advarende fingeren,"du skal høre på ham."

Jeg krympede mig, måske fordi at den finger mindede mig om, hvordan min far havde advaret mig om, at han snart ville slå mig. Ja, han havde slået mig. Når jeg ikke gjorde mig nok umage i skolen eller sagde ham imod. Eller bare fordi min far ikke vidste hvad han skulle lave. Psykopat. Voldsmand. Idiot. Han mindede mig lidt om Harry...

"Cherrie!"nærmest skreg min mor, hvilket fik mig til at hoppe to meter op i luften. Igen."Du vover på, nogensinde, at sammenligne nogen med din far."

Jeg så koldt på hendes røde øjne, der mindede meget om Ellas.

"Hvorfor dog ikke?"spurgte jeg koldt,"Harry er en ligeså stor voldspsykopat, som far var. Harry gav mig lige så mange blå mærker og ar, som far gav mig. Faktisk nu, hvor jeg tænker over det, så er Harry værre. Eller var, nu hvor han har 'ændret' sig. Harry's ord ramte mig nemlig også psykisk. Det var hans ord, og ikke hans slag, der fik mig til at ende op som det her!"

In ya face!

Min mor stod mundlam tilbage, og bed sig i underlæben. Hun var nok ikke klar på det. Harry stod med store øjne, og Ella hulkede hjerteskærende. Jeg mærkede noget vådt ned af min kind, og det gik op for mig, at jeg græd. Så forstod jeg bedre, Harry's måbende udtryk. Tårer. Tegn på svaghed. Og den svaghed havde jeg vist ham. Jeg havde udvist svaghed over for den person, jeg hadede over alt i hele verden.

Oh fuck...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...