Listen to your heart ~ One Direction

Det startede med et møde imellem venindens kæreste og anoreksiramte Cherrie, og det udviklede sig til et gensidigt had. Cherrie genkender hendes venindes nye, kendte, kæreste, som den dreng der igennem hele hendes folkeskolegang mobbede hende med de ekstra kilogram hun havde. Cherrie er ikke den slags person, der bærer nag. Hun hævner sig istedet. Og det er præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde planlagt alt. Undtagen at der kom følelser indblandet. En følelse ødelagde hele hendes plan, og hun hader personen endnu mere for at hun fik følelser for ham. Hun er så opslugt af sin hævn at hun ikke opdager hvad der sker omkring hende, og hun opdager ikke hvordan hun bevæger sig ud på en endnu længere sidevej end før, hun ænser ikke hvordan alle dem hun holder af forlader hende.

27Likes
18Kommentarer
2310Visninger
AA

3. Introducing him

"Vil du ikke nok være sød at spise, Cherrie?"spurgte min mor omsorgsfuldt, men desperationen skinnede klart igennem."Bare lidt?"

Jeg så ned på ostemaden foran mig, og lukkede øjnene hårdt i. Hvordan havde min mor tænkt sig at jeg kunne spise den? Hvidt brød, smør og ost. Jeg kunne brække mig. Min mor sukkede, og jeg kunne høre, at tallerkenen blev løftet og jeg åbnede øjnene igen. Jeg åndede lettet ud, da det eneste jeg så var den brune træbordplade. Ikke nogen tallerken med en klam ostemad på.

Jeg skubbede stolen ud og gik med langsomme skridt ud i gangen. Jeg vidste at min mor holdt øje med mig fra hendes stol i køkkenet. Jeg gik hen foran spejlet og så med afsky i blikket på mit tykke spejlbillede. Jeg hev lidt op i min bluse og kiggede med større og større afsky på min flade mave. Den bulede ikke mere ud, som den havde gjort hele min folkeskoletid, men jeg følte mig stadig tyk og klam. Nej, jeg følte mig ikke bare tyk og klam, jeg var tyk og klam. Jeg drejede mig i spejlet, så jeg kunne se mig fra siden. Synet fik mig til at gispe. Jeg måtte have taget mindst to kilogram på siden sidste uge. Jeg mærkede min mave trække sig sammen, og jeg styrtede ud på toilettet. Det klamme, gullige bræk fyldte min mund og jeg slog straks toiletbrættet op.

Jeg så ned på brækket i toiletkummen, og tørrede mig om munden. Min mave rumlede voldsomt og jeg stirrede ondt ned på den. Den skulle tie stille, og den skulle ikke have mad. Den havde fået mad i denne uge, og den fik med i næste uge. Nu måtte den da være glad.

"Hvorfor gør du det her med dig selv, Cherrie?"lød min venindes stemme henne fra døren.

Jeg sprang mest to meter op i luften, og drejede hovedet hen mod hende. Mine øjne var fyldt med chok og undring. Hvad gjorde jeg mod mig selv?

Jeg kiggede ned af hende, og måtte holde et suk inde. Hun var så smuk med sit krøllede, brune hår og de strålende grønne øjne. Hun skulle nok finde sin drømmeprins en dag. Hvis hun da ikke allerede havde det. Hun fortjente det.

Ella slog ud med armene og pegede på mig med en dirrende finger. Hendes øjne var fyldt til randen med en undelrig blanding af tristhed, opgivenhed og lykke. Lykke passede slet ikke sammen med de andre to følelser.

"Kig dog på dig selv, søde!"startede hun med en opgivende, men bestemt stemme,"du er jo kun en skygge af dig selv."

Skygge af mig selv? Hun havde ret. Jeg var blevet tykkere. Og jeg vidste det godt selv. Jeg slog blikket ned i frygt for at se skuffelsen i hendes øjne. Underligt. Det var sådan jeg skulle have det med min mor, men jeg kunne sagtens leve med at se skuffelsen i hendes øjne. Måske var det fordi jeg var vant til at se den skinne i hendes øjne. Hver gang jeg kom hjem med noget mindre end et 12-tal så hun bare skuffet på mig. Derfor var jeg glad for at skoletiden var forbi. Jeg behøvede ikke at skuffe hende mere på dét punkt.

"Hvorfor gør du det her mod dig selv?"gentog Ella hendes spørgsmål, endnu mere indtrængende end sidst.

Hvorfor? Jo, det er der en grund til. Eller en person. Harry Fucking Idiot Styles, som alle falder i svime over. Han var populær i skolen, men nu var han fucking berømt. Og det havde resulteret i at der var over 3 millioner, der var forelskede i ham. Hvis de bare kendte ham ville de se på ham med afsky. Præcis ligesom mig. Jeg havde ikke, ikke en enste gang i de to år han og hans One Infection havde forpestet verden med sin forfærdelige musik, forståt hvorfor han var blevet berømt. Hans stemme var forfærdelig, så hæs og klam, og hans grønne øjne skinnede koldt. Præcis som dengang. Og så hans krøller. Hans forfærdelige, brune krøller. De fik ham til at ligne en punker. Jeg hadede dem. Jeg hadede alt ved ham. Jeg hadede ham. 

"Hvorfor?"spurgte hun igen med en medfølende stemme.

Jeg hadede den. Jeg kunne ikke klare medfølende stemmer. Jeg havde selv valgt det her. Og jeg elskede det. Eller, det var bedre end at være så pissefed, som jeg altid havde været. Dette var da det mindste jeg kunne gøre for min krop, gøre den tynd. Men der var stadig lang vej igen. En meget lang vej. Jeg var stadig tyk.

"Fordi."var mit eneste svar, og Ella accepterede det med et opgivende suk.

 Jeg rejste mig fra flisegulvet og gav hendehttp://www.movellas.com/da/book/edit/movella/201209192330564190 et knus. Tøvende gengældte hun det og trak sig så tilbage, straks efter. Jeg sendte hende et prøvende smil, hun gengældte med et hurtigt.

"Så..."startede jeg tøvende og trak å'et ud."Hvad vil du?"

Det kom hårdere ud end det var tænkt, men jeg var allerede træt af hendes ligeglade facade. For tro mig. Det var en facade. Hun var et blødt og følelsesladent menneske. Dette hårde ligegyldige jeg var ikke hende.

"Du skal møde min nye kæreste,"i det ordene blev udtalt bredte der sig et smukt, stort smil på hendes læber og hendes øjne skinnede af kærlighed og lykke.

Arhaa! Det var der var grunden til hendes store smil. Jamen, det kunne hun jo bare have sagt! Selvfølgelig ville jeg ikke se hendes kæreste. Alle hun havde vist for mig var enten idioter eller hjernedøde, og dagen efter var de blevet erstattet.

På den anden side. Hun havde aldrig virket så forelsket og så lykkelig som nu. Så hvorfor ikke give ham en chance? Jeg skulle jo alligevel kun holde ham ud i dag. En dag. Det kunne jeg vel godt klare, ikke? Nej, det kunne jeg ikke. Jeg hadede at skulle bruge min dag med en dreng og min veninde. Jeg ville meget hellere bruge min tid med at løbe eller svømme. Det gav mig en følelse af at blive tyndere, selvom jeg selvfølgelig ikke blev det. Jeg var tyk, og jeg tror, at det var min skæbne at være det til evig tid. Fuck dig skæbne! Altså ikke bogstaveligt! Du ved, fuck dig forstået på den bandende måde.

"Hvad hedder han?"jeg havde en eller anden følelse af at jeg ikke ville vide svaret.

"Harry,"lød det det drømmende svar.

Min krop stivnede og små prikkede dansede for mine øjne. Harry? Som i Harry Fucking Idiot Styles? Nej, det kunne ikke være ham. Han var travlt optaget af at være en idiot, der var berømt, til at være kærester med min søde veninde.

"Fedt for dig,"sagde jeg følelsesløst, og så fløj det ud af min mund:"Hvornår skal jeg møde ham?"

Øh.. hvor kom det fra? Hvor er du dum, Cherrie. Og det har du fået afvide før. Af Harry Fucking Idiot Styles.

Men det gjorde Ella glad. Så det var vel det hele værd. Var hun glad, var jeg næsten glad. Der manglede lige den sidste ting: At jeg blev tynd. Og så ville jeg blive glad.

"Han er lige herude,"hun grinte og sagde så;"Jeg var sikker på du ville møde ham, så jeg tog ham med herhen."

Jamen, hvor er det dejligt du tager dine kærester med herhen, før jeg har mødt dem, Ella! Bliv endelig ved med det.

Vent, nej, lad være. Pretty, pretty please with sugar on top?

Hun tog fat om mit håndled og trak med mig med ud i gangen, hvor jeg fik øje på hendes kæreste. Jeg kastede et blik på ham, før jeg irriteret drejede blikket på Ellas hånd om mit håndled, som jeg begyndte at slå på.

"Ella? Slip. Min. Hånd."

Hun reagerede ikke, men slap da min hånd og sprang hen til hendes kæreste, som kyssede hende på munden. Og sådan fortsatte de. Blev ved med at kysse hinanden, indtil jeg diskret hostede.

Ella trak sig væk og begyndte at sige noget, men mine øjne hang forfærdet ved hendes kæreste. De krøller, de grønne øjne, de smilehuller, det smil. Det var ham. Ham! Fucking Harry Styles! Hvad lavede han i mit hjem?

"Cherrie?"lød Ellas bekymrede stemme et sted langt væk.

"Få. Ham. Ud. Af. Mit. Hjem."sagde jeg lavmælt, men hadet til ham skinnede klart igennem.

"Er du okay, Cherrie?"

"Få. Ham. Ud. Af. Mit. Hjem!"sagde jeg højere, og Ella gik forskrækket et skridt tilbage.

Harry så forvirret på mig, men det eneste jeg gav ham var et koldt og hadefuldt blik. Ligesom Ella trådte han et skridt tilbage. Fucking wannabe!

"Nå, frokosten står parat,"lød min mors glade stemme bag mig, men hun opfattede vidst den tunge stemning i gangen, og gik ind i stuen igen.

"Har du noget imod mig?"spurgte Harry endnu mere forvirret.

"Mere end du kan forestille."

Med de ord snurrede jeg rundt og gik ind til min mor, der sad i stuen. Hun løftede smilende, men spørgende, ansigtet og gjorde en bevægelse med hånden, der fortalte at jeg skulle sætte mig ned. Jeg satte mig på min sædvanlige plads overfor hende, og holdt blikket rettet mod træbordpladen. Da jeg kiggede op fik jeg øjenkontakt med Ellas uforstående og skuffede øjne skråt overfor mig.

Vent... skråt overfor mig?

Jeg drejede hovedet og fik forskrækket øje på Harry, der sturderede mig nøje.

Hvorfor i alverden sad han her?

Jeg så irrteret over på Ella, der strakt rettede blikket mod hendes tallerken. Jeg kiggede ned i bordpladen, og opfattede langsomt, at der ikke stod nogen tallerken foran mig. Jeg smilte taknemmeligt til min mor, der bare nikkede og smurte noget smør på hendes brød.

Jeg følte min mave trak sig sammen, da jeg lod mit blik vandre hen over bordet. Der stod en hel masse pålæg og jeg så ned igen. Hvordan kunne de spise det? Det var jo forfærdeligt, ulækkert.

"Skal du ikke have noget?"lød en hæs stemme ved siden af mig, undrende.

Jeg fik myrekryb af hans forfærdelige stemme og skubbede min stol ud, og med hurtige skridt gik jeg ud i gangen igen. Jeg kunne ikke holde det ud. At sidde så tæt på ham var forfærdeligt. Og tanken om at jeg skulle tilbringe en hel dag med ham gav mig en trang til at kaste op.

Mit spejlbillede smilte hånligt til mig, da jeg gik hen foran det, og pegede ned på min mave. Jeg kiggede ned og fik øje på min forfærdeligt tykke mave. Jeg kiggede ned og lukkede så øjnene. Nogle stemmer inde i stuen forstyrrede mig og jeg slog forvirret øjnene op.

"Har hun anoreksi?"lød Harrys klamme stemme.

"Ja,"startede min mor, og det gik langsomt op for mig hvad hun skulle til at sige.

Jeg gik hen til døråbningen og kiggede ind. Harry sad og kiggede uforstående på min mor, mens min mor og Ella sturderede deres mad.

"For tre år siden, og det meste af hendes folkeskolegang, vejede hun lidt for meget. Det gjorde hende til et ideelt mobbeoffer. Især en dreng mobbede hende, og gjorde alt for at ydmygde hende,"sagde min mor trist og rettede hovedet op for at kigge på Harry,"efter hun gik ud af skolen begyndte hun at få anoreksi. Det startede i det små, hvor hun bare trænede, som en gal. Til sidst nægtede hun også at spise, og hun blev tyndere og tyndere. For en måned siden kom hun hjem fra hospitalet, der sagde at hun burde have det bedre. Men hun har det værre end nogensinde før og er tyndere end nogensinde før."

Min mor sluttede af med et trist suk, og Harrys ansigt forvandlede sig fra forstående og medlident til chokeret. Faktisk havde det ændret sig i starten af min mors historie.

"Hvilken skole gik hun på?"spurgte Harry åndeløst, som om han allerede havde gættet det, men nu ville have det bekræftet.

"Holmes Chapel Folkeskole,"svarede min mor forvirret,"hvorfor?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...