Listen to your heart ~ One Direction

Det startede med et møde imellem venindens kæreste og anoreksiramte Cherrie, og det udviklede sig til et gensidigt had.
Cherrie genkender hendes venindes nye, kendte, kæreste, som den dreng der igennem hele hendes folkeskolegang mobbede hende med de ekstra kilogram hun havde. Cherrie er ikke den slags person, der bærer nag. Hun hævner sig istedet. Og det er præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun havde planlagt alt. Undtagen at der kom følelser indblandet. En følelse ødelagde hele hendes plan, og hun hader personen endnu mere for at hun fik følelser for ham.
Hun er så opslugt af sin hævn at hun ikke opdager hvad der sker omkring hende, og hun opdager ikke hvordan hun bevæger sig ud på en endnu længere sidevej end før, hun ænser ikke hvordan alle dem hun holder af forlader hende.

27Likes
18Kommentarer
2346Visninger
AA

4. Die in hell, Styles

Kender I det når noget forfærdeligt, som I troede var overstået, bare bliver værre?

Sådan havde jeg det lige nu. Og det så ikke ud til at blive bedre.

Mine ligegyldige, kolde øjne lå på en desperat Harry, en uforstående Ella og min forvirrede mor.

Jeg havde vist lige afsløret at jeg havde smuglyttet, men fuck det. Jeg skulle bare have Harry til at fremstå som den onde.

Sorry, Ella, men det er en virkelig idiot du har fundet dig.

"Cherrie, må jeg tale med dig?"afbrød hans ækle stemme min tankegang, og jeg besvarede med et enkelt nik og et koldt blik.

Han trak mig ved håndleddet ud i gangen, hvor hans triste øjne fangede mine. Jeg kunne brække mig over alt det fortrydelse og tristhed, der var at finde i hans øjne. Han var en idiot, en følelsesløs idiot, der klamrede sig til magten ved at tryne andre. Det var hvem han var, og jeg hadede ham.

"Hvordan skal jeg sige det?"startede han ud, før jeg afbrød ham.

"Hvad med slet ikke at sige noget?"

Han ignorerede mig, og så ud til at være på grådens rand. Tudefjæs.

"Du kan ikke tilgive mig, vel?"

Jeg måtte have set så dum ud med min underkæbe nærmest nede ved jordens kerne. Var han dum i hovedet?! Tilgive ham? Hvem fanden troede han at han var? Ding, ding, Harry Fucking Idiot Styles

"Nej!", svarede jeg hårdt, og skulle til at skubbe mig forbi ham, men han holdte fast i mig. Hårdt.

Hans greb om mit håndled fik dårlige minder frem, der fik mig til at stivne. Alle de gange han havde holdt mig i et stramt greb, hvislet onde ting i mine ører som en slange, slået mig og smidt mig ned på jorden.

Han tvang mit ansigt op mod ham, og til forskel fra 3. klasse kiggede jeg hadefuldt ind i hans øjne. Jeg hadede dem. De var så fucking perfekte, så skinnende og tiltrækkende, at jeg kunne brække mig. Hvorfor kunne han ikke bare være normal? Du ved, uden de fandens krøller, de tiltrækkende øjne og de forbandede smilehuller. Jeg hadede, hadede, hadede, hadede dem! Jeg hadede, hadede, hadede, hadede, hadede, hadede ham! Selve hans personlighed, hans udseende var til at brække sig over. Han var forfærdelig.

"Vil du ikke nok tilgive mig?"tryglede han mig med en usikker stemme.

Ha! Usikkerhed er for de svage, det ved du godt, ikke Styles? Det har du lært mig for lang tid siden. Og sådan som du lærte mig det... lad os bare sige, at jeg ikke vil glemme det. Du er svag, Styles. Og snart vil jeg knække dig. Som du knækkede mig. På en mere smertefuld måde, end min forrige plan. Men ikke for mig, for dig. Istedet for mig, vil det være dig, der står på skolens tag og bare vil afslutte dit liv. Og det vil jeg sørge for. Og når du er død, kan du brænde i helvede.

"Vær sød."gentog han i et bedende tonefald.

Du kan bede så længe du vil, jeg hader dig og jeg vil aldrig tilgive dig. Fat det.

Jeg rev min arm til mig og stirrede ondt på ham, mens han så sørgmodigt på mig. Han havde vist fattet det, at jeg aldrig ville tilgive ham. Han havde knækket mig, ødelagt mig indefra. Og han vidste det. Han havde vidst det i hele vores folkeskolegang, og han havde nydt det. Dette var bare min måde at hævne mig på. Jeg var en hævner, ikke en der bar nag. Deal with it, Styles.

Hans hænder lagde sig om mine skuldre, og jeg var ved at give efter for trangen til at brække mig, men jeg fik taget mig sammen og så hånligt ind i hans grønne øjne. De strålede af fortrydelse.

Forsent, kære Styles. Flere år forsent.

"Så spis i det mindste."

Igen nåede min underkæbe jordens kerne, og begyndte at smelte. Hvad var det han havde sagt? At jeg skulle spise, og blive fed? Var det ikke min fedme, der var grunden til at jeg hele min skolegang havde lidt og var blevet hånet? Og hvem var det, der stod for alt hånen og lidelsen? Dig, Harry Fucking Idiot Styles. Og jeg kunne brække mig over dig.

Han vendte mig mod spejlet, og holdt mit blik fast igennem spejlet. Hvad var han ude på?

Hans hænder løftede op i min bluse, og det had og afsky jeg havde følt for ham var blot en glød i forhold til det bål gløden flammede op til. Jeg rev hans hænder væk, og snurrede rundt. Mine øjne lynede og vreden begyndte at tage til, næret af alt mit had og afsky.

"Hvad laver du?"sagde jeg i en blanding af hvisken, hvæsen og snerren.

"Vise dig hvad du har gjort mod dig selv,"svarede han i samme tonefald, blot kun lettere irriteret og højere.

"Hvad jeg har gjort mod mig selv?"min underkæbe røg for tredje gang ned til jordens kerne, og fortsætte snerrende,"Jeg har ikke gjort noget, det har du sørget for."

Skyldfølelsen og angren lå dybt i hans øjne, men jeg ignorerede det. Min vrede, mit had og afsky var for stor til at jeg kunne tage mig af at han angrede. Han angrede ikke en skid. Han ville bare rense sit navn, så han kunne få skylden løftet af sine skuldre. Men sådan blev det ikke. Han skulle dø indeni, som jeg var død indeni. Jeg skulle få alt han holdt af til at være ligegyldigt. Han fortjente intet respekt, ingen kærlighed, ingen tillid, ingen tilgivelse. Han fortjente kun had, afsky og døden. Jeg skulle få ham til at lide, som jeg havde lidt. Koste hvad det koste ville.

"Jeg har jo sagt undskyld."

"Undskyld er ikke tilnærmelsesvist nok, Styles,"snerrede jeg af ham,"du ødelagde mit liv, og ved du hvad? Jeg skal få dig til at føle på præcis samme måde."

En gnist af vrede blev antændt i hans øjne, og jeg smilte hånligt. Han skulle bare vide hvad der ventede ham. Han ville komme til at opgive alt. Bare vent og se, Styles, bare vent og se.

"Og hvordan vil du gøre det?"spurgte han vredt,"jeg er beskyttet af bodyguards hele tiden og jeg kan sagtens tåle hate."

Jeg lo, og smilte igen til ham. Han havde ingen midler, der kunne beskytte ham mod min hævn. Han ville være magtesløs. Han ville ikke vide hvad han foretog sig når han endelig var i min magt.

Og nu, lød jeg som om jeg var en troldmand eller en heks. Men jeg var bare god til at fange mænd i mit net. Og Harry ville aldrig slippe fri igen. Ligemeget hvor meget han prøvede. Mit net var ligesom et edderkoppespind. Jo mere man prøvede at komme fri, jo mere holdte nettet en fast.

"Bare rolig, Styles,"sagde jeg med afsky i stemmen,"det skal du nok finde ud af."

Men du finder først ud af det, når det er forsent, tænkte jeg i mit stille sind.

Han så først helt forskrækket ud og fik så samlet sig. Hans øjne gnistrede faretruende, og det mindede mig om 3. klasse. Dengang han havde kæmpet for at holde sin vrede under kontrol. Jeg smilte ondt, for at dække over den smerte minderne fik frem i mig. Han skulle ikke have den nydelse at se mig i tårer. For det ville ende i tårer, hvis jeg lod min krop huske de ting han havde gjort ved mig. Alle slagene og alle sparkene. Overfor minderne var selv jeg magtesløs.

"Hvorfor er du sådan her?"spurgte han fortabt, men vredt.

"Spørg dig selv om det, kig i dine minder fra din folkeskoletid og se om du kan finde svarene, idiot."

Hans krop spændtes ved det afsluttende ord og jeg måtte kæmpe for ikke at krymbe mig. Ville han slå mig? Ville han sparke mig? Ville det gøre meget eller lidt ondt?

"Jeg har prøvet at tale med dig, Cherrie,"han sukkede stille,"men du har gjort det umuligt. Du vil ikke tilgive mig, så der er vel ikke mere jeg kan gøre."

Hans stemme var fuld af tristhed, så meget at jeg kunne mærke bræksmag i munden. Det var jo ligefrem kvalmende.

Han sturderede mig lidt, hvilket gav mig kvalme, og gik så ind i stuen igen. Lige før han blev synlig i døråbningen bredte der sig et stort, men helt klart falsk, smil og jeg styrede lige mod toilettet.

Jeg nåede kun lige at løfte toiletbrættet før brækket kom op, og pressede sig vej ud af min mund. En eller anden løftede mit hår op og jeg sendte en taknemmelig tanke til personen, hvem det så end var. Hvis der var noget jeg hadede, var det at få bræk i håret. Det var så klamt at skulle vaske det gullige stads ud af mit hår.

"Er du okay?"lød stemmen bag mig, og jeg genkendte den straks som hans.

Hvad fuck lavede han her? Han burde sidde ved sin kæreste og min mor inde ved bordet. Han burde ikke være her.

Jeg vendte mig om, og tørrede brækket væk med mit ene ærme.

"Hvad laver du her?"spurgte jeg med en hæs stemme, jeg fik væk med et host.

"Hjælper dig."

"Lad være med det."

Han slap straks mit hår, som han af en eller grund stadig havde fat i. Om jeg kom til at forstå drenge, eller i det hele taget, bare ham.

Jeg rejste mig irriteret op, sendte ham et hadefuldt blik og gik med hurtige skridt hen til mit værelse, men før jeg fik lukket døren, stoppede lyden af hans stemme mig.

"Hvad vil du have mig til at gøre, Cherrie?"spurgte han desperat.

"Nemt,"svarede jeg og mit ansigt blev hårdt og mine øjne skinnede af afsky."Dø i helvede, Styles."

Med de ord lukkede jeg mig inde på mit værelse, låste døren og smed mig på sengen. I det jeg lukkede øjnene lod jeg tårerne løbe. Denne dag havde været en katastrofe, og den var først lige begyndt.

Fanden tage dig, Harry Fucking Idiot Styles!

-Og den tager dig hurtigere end du ville have forventet..

______________

Heej søde mennesker ^^'

Så hvad synes I om historien? Om Cherrie? -Er hendes tanker for hævngerrige, og hvad synes I om den måde hun reagerede da hun og Harry talte sammen?

Den mindste kommentar vil betyde noget xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...