Skyggen

Et eventyr om prinsessen Joyce, og hendes skygge ven William, som er en prins.

1Likes
0Kommentarer
531Visninger

1. Skyggen

 

Der var engang en lille prinsesse, som boede på et stort, flot slot, i et stort, flot kongerige. Den lille prinsesse var elsket af alle, fordi hun allerede nu var smuk. Den lille prinsesse elskede at løbe rundt på det store, flotte slot. Det var så stort, at hun endnu ikke havde været over det hele. En dag da hun løb rundt og legede, endte hun et sted hun aldrig havde været før, hun stoppede op og kiggede forundret på det store rum. Foran hende var den smukkeste balsal hun nogensinde havde set før. Hvis hun lyttede godt efter, kunne hun høre det dygtige orkester spille den ene sang efter den anden, og hvis hun kiggede godt efter, kunne hun se alle de fine mennesker, i deres fineste tøj, danse rundt. Den lille prinsesse begyndte at danse så godt som hun kunne. Hun lod som om, at hun var en af de fine damer, som dansede med en af de fine herrer. "Du er god" sagde en stemme pludselig. Prinsessen stoppede og kiggede sig forskrækket omkring, "hvem er du?" Spurgte hun forsigtigt rummet, "du ville ikke tro mig hvis jeg sagde det" svarede rummet. Prinsessen sukkede irriteret, "jeg er prinsessen, du skal altså sige det!" Forklarede hun desperat, "okay, men du vil ikke tro mig. Jeg står i hjørnet, omme ved klaveret" prinsessen kiggede nysgerrigt derhen, men blev skuffet da der ingen var, "du snød mig" sagde prinsessen opgivende, "nej, kig igen" hun kiggede derhen igen, og hun kunne svagt ane en ensom skygge, "er du en skygge?" Skyggen nikkede til hende. Prinsessen begyndte at fnise, "jeg har altid ønsket mig en at lege med", skyggen kiggede på hende og hun kunne svagt ane et smil, "vil du lege med mig?" Prinsessens ansigt lyste op i et smil, "ja jeg vil så, fordi min mor og far har lært mig, at jeg skal være god mod alle i kongeriget"

 

"Joyce? Joyce?" Dronningens stemme rungede i de store gange, hun gik irriteret rundt og råbte gentagende gange efter hende, men med intet held. I den modsatte ende af slottet løb Joyce rundt, sammen med hendes skyggeven, William. "Tror du ikke hun bliver sur?" fnes Joyce, men stoppede da hun så Williams alvorlige ansigt, "hvad er der?" Spurgte hun forsigtigt, "jeg vil bare fortælle dig noget, noget vigtigt" William kiggede ind i Joyce's øjne, "hvad er det?" Joyce blev straks nysgerrig, William rømmede sig, "jeg var engang et menneske, eller faktisk var jeg en prins, en ond en af slagsen. En dag gav det så bagslag og en ond heks forvandlede hele kongeriget til skygger og ændrede deres personlighed" han tog en pause, men fortsatte så, "alle de gode blev onde og alle de onde blev gode" William sukkede og kiggede forventningsfuldt over på Joyce, som kiggede på ham med store øjne, "så det er rigtigt?" Måbede hun, "hvad er rigtigt?" Han kiggede forvirret på hende, "alle historierne om skygge kongeriget" mumlede hun og bakkede forsigtigt væk fra ham, "hvad sker der Joyce?" spurgte William undrende, "legenden siger, at hvis skyggeprinsen nogensinde fortalte det til nogen, ville skyggerne komme frem!" hviskede hun og løb sin vej.

William vidste ikke hvad han skulle gøre. Han burde have vidst at Joyce havde hørt legenden. Hvor dum havde han lov til at være? Mens han gik rundt og spekulerede over hvad han nu skulle gøre, kom den onde heks ud af den blå luft, "tak Skyggeprins, det her øjeblik har de andre skygger og jeg ventet længe på" hun grinte ondskabsfuld, mens Williams lynende øjne gennemborede hendes, "hvad sker der nu?" spurgte han roligt, men en trist klang kunne svagt fornemmes, "det får du at se" sagde hun lumsk, "det får du at se" så forsvandt hun lige så hurtigt som hun kom. William sukkede, det var ikke godt det her. Han gik sørgmodigt ned til den balsal som han havde mødt Joyce i. Det føltes underligt tomt, ikke i rummet, men i hans hjerte. Han havde lige bragt et helt kongerige i fare, ligesom for 1000 år siden. Han kiggede på sig selv i et af de store spejle. Han vidste ikke hvordan, men han havde altid fulgt prinsessens udvikling. Da de mødte hinanden blev de lige pludselig lige gamle og havde samme viden, udover at han bar på den kæmpe store hemmelighed, som han aldrig skulle have røbet. Han havde allermest lyst til at lede efter hende, men hun var jo så sur på ham. Og så var det endda lige op til hendes fødselsdag! Han sukkede dybt, men stoppede sukket brat, da han fik en idé. Hvis han nu kunne advare nogle af soldaterne? Han gik langs skyggerne så hurtigt han kunne og nåede efter lidt tid hen til soldaternes gemakker. Han stod og så sig lidt omkring, hvordan skulle han advare dem? De ville tro de var skøre hvis han talte uden at de kunne se ham, og tro han var en af dem, hvis han fortalte om skyggerne mens de kunne se ham. Han kiggede ud af vinduet og så en soldat komme gående og fik så en ny idé. Han gemte sig i en skygge udenfor og aftalte med mandens sjæl, hvad den skulle få ham til at gøre. William gik ind igen og ventede spændt på at se om det virkede. Soldaten åbnede døren og standsede så snart  han kom ind, "jeg har en melding," sagde han og kiggede udover de andre soldater, "en skyggehær er på vej, forbandelsen er ophævet!"

 

Joyce missede med øjnene, da solens varme stråler ramte hende i ansigtet. Hendes mund gled op i et smil, fordi det var hendes fødselsdag, men falmede hurtigt igen, da hun kom i tanke om det William sagde i går. Hun var så bange og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun ville advare hendes forældre, men de ville tro hun var rablende skør og sende hende væk. Hun kiggede hen mod skabet hvor hendes fine kjole hang. Hun havde ventet i flere måneder på at få den kjole på, men nu var hun mere bange for at det var den sidste kjole hun nogensinde ville bære. Hun gik med små lydløse skridt hen til kjolen. Hvis det her var hendes sidste dag, så ville hun føle sig smuk. Hun trak forsigtigt sin natkjole af og tog forsigtigt sin kjole på. Hun kiggede på sig i spejlet og hun så præcis sådan ud, som hun havde håbet. Hun følte sig så smuk. Hun lavede en enkelt fletning og tog sine fineste diamant smykker på. Hun følte sig som en lille pige igen, mens hun svævede med lette trin over gulvet. Døren åbnede og hun stoppede hurtigt sin dansen. Hendes mor, dronningen, kiggede på hende med stolte øjne, "du er så smuk min pige," hviskede hun, "smukkere end nogensinde" hun kyssede hende på panden og så hende i øjnene, "få dine sko på, hele vores kongerige venter på at se deres prinsesse" sagde hun mere kommanderende, Joyce nikkede blot og så moderen forsvinde ud af døren. Joyce fandt hurtigt sine sko, tog en dyb vejrtrækning og gik ud fra sit værelse, intet kunne ødelægge det her.
Hendes mor og far stod spændte og ventede på hende lige foran døren til balkonen, "du er ikke min lille pige mere," sagde hendes far, "du er jo stor nu" han kyssede også hendes pande, "er du klar?" De kiggede forventningsfuldt på hende, "jeg er klar" sagde hun og gav dem et smil. To vagter åbnede døren for dem og hele kongeriget begyndte at juble. Joyce kunne ikke andet end at smile, da hun gik derud. Hun vinkede rundt til dem alle og hendes forældre gjorde det samme. Kongen gjorde tegn til at tale, og kiggede udover folket, "nu er min lille pige blevet stor," han rømmede sig kort, "vores lille pige," han gav sin kones skuldre et klem, "hun er født til at rege..." han stoppede brat midt i en sætning, "h-hvad er det?" Han pegede op i himlen, som et sted var blevet kulsort, et kæmpe brag og et efterfølgende glimt, fik himmelen til at dele sig. Alle gik i panik og prøvede at komme væk, mens flere hundrede skygger fløj ned blandt menneskemængden. Kongen styrtede ned til soldaterne, men de var allerede klar, inden kongen kom. Han vidste ikke hvordan de allerede var klar, men han var ligeglad. Han gav dem hurtigt instrukser og de var hurtigt væk.

 

Dronningen gennede Joyce ind på slottet. Det eneste dronningen kunne tænke på, var at Joyce kom i sikkerhed, selvom hun tydeligt kunne mærke at datteren strittede imod. Hun følte hele tiden at skyggerne var efter hende og skygger fra forskellige statuer skræmte hende. Hvad havde de gjort dem, siden de havde set sig sure på dem? "Kom nu Joyce, de må ikke finde dig!" Hendes stemme lød skinger. Hun kunne næsten ikke holde sig rolig, det var så surrealistisk, som et ondt mareridt.  

 

Joyce lod sig modvilligt blive puffet fremad. Egentligt ville hun hellere finde William, han vidste sikkert hvad de skulle gøre, men han ville sikkert ikke snakke med hende. Hvis hun stak af, ville hendes mor få et hjertestop af ren panik. Utroligt nok, overvejede hun at gøre det, for kongerigets skyld. "Mor, der er noget jeg er nød til at gøre..." Hendes ord blev lavere og lavere, og var til sidst næsten umulige at høre, hendes mor kiggede uforstående på hende, "undskyld mor" Joyce vente hurtigt om og løb alt det hun kunne, bag sig kunne høre den fortvivlede og bange kalden fra hendes mor.

 

William løb rundt på slottet og prøvede at finde Joyce. Han ville beskytte hende, om hun ville have det eller ej. Han kunne høre de smertefulde skrig udefra og havde egentligt selv mest lyst til at bare skrige, men han ville være modig. Han tog sig en lille pause, bare for at trække vejret, da den onde heks kom. William kiggede med afsky på hende, men hun lo blot, "nå lille prinse, flygter du fra alt det du har skabt?" hun lagde et ekstra pres på du, som blot gjorde Williams vrede større, "jeg prøver at finde Joyce, jeg vil beskytte hende!" Svarede han heksen igen, "det er for sent min kære prins, se selv," heksen dannede et billede over hvad der skete, til sin store rædsel så William Joyce's døde krop liggende på den kolde jord, han øjne fyldtes med tårer, han prøvede at holde dem tilbage, men de gled langsomt ned af hans kinder. Han vendte sig hurtigt om, han vidste hvad han skulle.

Joyce løb stadig rundt på slottet og kunne ikke finde William nogen steder. Det undrede hende ikke, da slottet var utrolig stort. Et hulk kom ud af hendes mund, og hun lod sig opgivende sænke sig sammen op af væggen. Hun blev ved med at hulke, men hulkende ændrede sig til almindelig gråd. Det hele var forbi, hun skulle være blevet i sikkerhed. Hun kunne høre skrigende fra kampen tydeligt og vidste at hun var langt fra i sikkerhed. "Hvad er der min pige?" En fremmed stemme fik hende til at kigge op og til hendes store forbløffelse, stod der en heks foran hende, ikke en af dem man forbandt med noget ondt, men en god en. Joyce snøftede, "det hele er forbi, jeg kan ikke finde William. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" hendes stemme var grødet og det var svært at høre hvad hun sagde, men heksen forstod det godt, "du må aldrig give op. Nu hjælper jeg dig, vi skal nok få alt det onde fordrevet. William tror du er død," Joyce kiggede forskrækket op på heksen, "den onde heks viste ham at du var død. Det er hende der har gjort alt det her. Hvis vi slår heksen ihjel, bliver skyggerne til de mennesker de var før," Joyce kiggede sørgmodigt på hende, "så bliver William ond igen" heksen lo blot, "stakkels knægt, han blev allerede forbandet som hel lille. Heksen har haft planlagt det hele. Men stol på mig, det her skal nok ende godt!" Den gode heks rakte en hånd frem mod Joyce, som hun tog imod og blev hevet op. Joyce var med helt nyt mod, det var som om at hendes frygt, havde forvandlet sig til mod. Måske havde den gode heks gjort det? Den gode heks gav Joyce et lidt bekymrende blik, "vi har travlt prinsesse, William vil slås imod de andre skygger!" Heksen lo lidt, "jeg glemte helt jeg kan trylle os derhen," heksen lavede nogle bevægelser med armen, der var et glimt, og så landede de lige foran William. "William!" Råbte Joyce, "jeg har været så bekymret!" William så forvirret på hende, "er du ikke død?" Han kunne ikke forstå noget, "nej, og det har jeg aldrig været" Joyce havde allermest lyst til at kramme ham, men han var jo en skygge. Heksens blik blev straks alvorligt igen, "vi har ikke tid til den slags hygge snik snak! Vi har et kongerige der skal reddes," William og Joyce rettede blikket mod hende, "den onde heks kan være overalt, og hun skal findes, hurtigt!" De nikkede begge lydigt, "hvordan finder vi hende?" William så spørgende på heksen, men hun havde hurtigt et svar, "da da nemt nok, vi venter bare på hende, hun skal nok komme, bare vent" heksen lo lavt, "kan vi ikke lokke hende?" Spurgte Joyce, heksen tænkte sig hurtigt om, "nej, så ved hun vi venter"

 

Det føltes som om de ventede i 3 evigheder, da den onde heks endelig kom frem, "nå, jeg kan se i venter på mig, kært," hun lo falskt, "tænk at i bare står der og venter på jeres egen død, i er da også så dumme!" William kiggede selvsikkert på hende og rettede ryggens, mens Joyce krympede sig bag William. William trådte et skridt frem, "jeg er ikke bange for dig!" Den onde heks lo igen, "jo du er, du skal bare hjælpes lidt på vej," hun kastede et magisk lyn efter ham, som han let undveg, han begyndte at grine, hvilken kun gjorde heksen mere sur, som kastede flere lyn efter ham, som heller ikke ramte ham. William vidste godt at han var forsvarsløs, men hvis heksen blev ved med at bruge magi, så kunne han godt undvige dem. Lige pludselig gjorde heksen nogen han ikke var klar til, hun tryllede et svær frem og stak William i maven. William skreg skingert af smerte og faldt ned på knæ. Joyce løb hen til ham, hun prøvede at holde hans slappe krop, men måtte give op, da den var for tung. Hun fik ham med besvær vent om, mens tårerne løb ned af kinderne på hende. Den onde heks lo. En hul og rungende latter, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen hos Joyce. "Jeg er færdig her, intet kan redde jer nu," heksen begyndte at gå ned af gangen, mens Joyce sad hulkende ved den faldne skygge. Der var noget forandret ved ham. Han lignede et genfærd. Han var ikke flad at se på mere, han lignede næsten et rigtigt menneske. Den gode heks lagde en hånd på hendes skulder, det fik hende til at vende sig om og til hendes store overraskelse havde hun et svær i hånden, "du ved hvad du skal," hviskede hun og gav sværdet til hende. Joyce løb lydløst efter heksen, nu tættere hun kom på hende, nu mere pumpede adrenalinen rundt, "velkommen til helvede," sagde hun og stak sværdet igennem heksen, som gav et hyl fra sig. Joyce slap sværdet, og så heksen forsvinde ind til pulver. Hun vendte sig om, og så William. Han var et rigtigt menneske. Hun løb ind i hans arme og han holdte hende tæt ind til sig. Sammen gik de ud på pladsen foran balkonen. Alle de faldne havde rejst sig, uden skader, og alle skyggerne var levende mennesker igen.

                                                         

Skyggeprinsen og prinsessen blev gift, og levede lykkeligt til deres dages ende, i et kongerige der var blevet dobbelt så stort.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...