Perlia

Min første historie. Hurtigt skrevet, men håber I kan lide den alligevel. Får jeg nogle kommentarer, sker det, at jeg skriver videre på den ;) Den omhandler en pige, der ikke lige har det aller fedest. Indtil en dag... Og hvad der videre sker, ved jeg faktisk ikke, så jeg er også spændt på det :P

1Likes
1Kommentarer
490Visninger

1. Perler

 

Perlia, stedet med de mange perler, der er grunden til dets navn. Perlia, det sted jeg kaldte min hjemby. Min familie bestående af en lillebror, en lillesøster og mine forældre. Perlerne i Perlia lå oplagret mærkelige steder i landsbyen i skoven. Det var altid sjovt, når man fandt perler. Vi fandt nok omkring tre perleoplagringer i måneden, og alle havde altid perlesmykker på. Vores bestik, vores dørkarme, vindueskarme, stole, borde, alt vi kunne dekorere med perler, det var der perler på. Jeg var så lige lidt en undtagelse. Jeg havde ikke lyst til at rende rundt med smykker på og lege prinsesse. Det var jeg kommet over. Helt ærligt, en pige på 15 år med perlesmykker? Nej, det tror jeg så ikke lige.

 

Mig, hvem jeg var? Jeg var som sagt 15 år, brunette og mine øjne havde en mærkelig farve, og ingen kunne blive enige om hvilken. Personligt ville jeg sige, at de var grønne. Grønne med en tyk, markerende ring rundt om. Jeg var tvunget til at gå i kjoler, for min mor sagde, at det skulle alle de pæne piger i Perlia gøre, og jeg havde bare ikke at gøre oprør mod det. Jeg valgte som oftest den blå eller den grønne kjole. Og når jeg skulle være 'ekstra fin', så havde jeg den lilla på.

Jeg ville bare gerne ud i skoven, ud og drømme mig væk. Væk fra den by! De andre børn i byen, og vi var altså kun 12 familier i alt i byen, gad ikke snakke med mig. De syntes, jeg var underlig, måske fordi jeg altid gik alene ud i skoven og kom hjem med en helt beskidt kjole. Mine yngre søskende var bare belastende og alt for små. Den ene var 11, min bror, og min søster var 7 år. Min far var altid ude at skyde med bue og pil eller at fælde træer til brænde og møbler med de andre mænd i byen. Min mor havde altid andre af landsbykvinderne på besøg til teselskaber, og hun skulle altid prale over sin lille søde datter på 7 år, som altid havde en pæn kjole, og som altid var hjælpsom, og over hendes lille dreng, der var ved at blive stor. Han var jo lige startet på at snitte sin tredje bue. Og mig. Enten nævnte hun mig aldrig, eller også fortalte hun om, hvor træls det var altid at skulle vaske min kjole, når jeg kom hjem. Siden jeg var lille, dengang hvor jeg forsøgte på at være hjælpsom og at behage min mor, kunne jeg alligevel ikke finde ud af at gøre noget rigtigt, så jeg stoppede bare helt med at prøve.

Jeg havde lært mig selv at snitte træ, lave min egen bue og skyde en pil mod et mål. Jeg klatrede i træer, jeg gik lange ture for at udforske skoven. Jeg levede bare mit eget liv, i min egen boble, uden andre der skulle kommentere på mig. Selv syntes jeg jo egentlig, at jeg var mega sej, og havde det vildt fedt. Men jeg følte mig ensom. Meget ensom. Indtil en dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...