Perlia

Min første historie. Hurtigt skrevet, men håber I kan lide den alligevel. Får jeg nogle kommentarer, sker det, at jeg skriver videre på den ;) Den omhandler en pige, der ikke lige har det aller fedest. Indtil en dag... Og hvad der videre sker, ved jeg faktisk ikke, så jeg er også spændt på det :P

1Likes
1Kommentarer
491Visninger

2. Dagen

Aldrig havde jeg troet det. At jeg faktisk skulle fare vild inde i skoven, den skov jeg siden min barndom havde kendt som min egen lomme. Men jeg farede faktisk vild i skoven. Jeg var gået for langt ind en dag. Jeg havde gået samme vej i fire timer. Det var to timer længere inde i skoven, end jeg ellers plejede. Jeg gik kun så langt, når jeg havde skændtes med min mor derhjemme, og det havde jeg den dag. Jeg ville ud i skoven, og jeg var på vej derud, men lige som jeg var gået, kaldte min mor mig tilbage. Hun havde rodet rundt inde på mit værelse, respektløst efter min mening. Der havde hun fundet den bue, de pile og de træfigurer, jeg havde snittet, og var blevet godt gal i skralden over, at hendes pige ikke følte for at skulle være en ordentlig pige. Hvorfor kunne hun dog ikke forstå, at jeg bare gerne ville noget mere med mit liv? Ud og opleve lidt spænding og gå på opdagelse. På eventyr.

Jeg drømte altid om et nyt sted, hvor jeg var accepteret, hvor man måtte være lige den man ville. Hvor der ikke fra sin fødsel var forventet, hvad man skulle blive, og hvad man skulle bruge sit liv på. Jeg ville ikke lade andre bestemme min fremtid. Nej, jeg ville selv finde min fremtid. Gå ad andre veje, der ikke nødvendigvis var tilrettelagt for mig. Man som jeg stod der midt i skoven, kom der pludselig en dreng gående. Jeg havde ikke set ham før, så han kunne ikke være fra min by. Han så forfærdet ud. Da han fandt ud af, at han ikke var alene, prøvede han at fremtvinge et smil. Jeg sagde hej og bevægede mig over imod ham. Jeg blev lidt bekymret for ham, for han lignede virkelig en med sår på sjælen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men det der kom ud af min mund var: "Hej, jeg kommer fra Perlia. Jeg hedder Annie, men du kan bare kalde mig Ann. Hvad hedder du?" Han kiggede lidt underligt på mig: "Jeg hedder Coby. Annie er et smukt navn." "Tak," sagde jeg, men jeg undrede mig meget over, hvorfor han sagde det, "Er der noget galt?" spurgte jeg ham. "Det er bare, eller ikke bare. Jeg var den eneste, der nåede at flygte. Alt blev brændt ned, ingen blev skånet." Han græd, han hulkede. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Det var jo frygteligt.

Jeg holdt om ham. Han var jo synderknust! Alt, han havde, var taget fra ham. Jeg ville egentlig gerne spørge ham, hvem der havde brændt hvad ned. Jeg fyldtes pludselig af spørgsmål. Det var bare ikke det rigtige tidspunkt at spørge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...