Ukendt liv

På Cathlyns 16årig fødselsdag ændres hele hendes liv. Hun opdager et ukendte liv. Hun er i fare, og skal flygte. Hun begiver sig ud på en flugt og en opdagelse, med fare, sorg, venskab og kærelighed.

1Likes
1Kommentarer
531Visninger
AA

3. Væk

 

Jeg vågnede ved at der var nogen der puslede rundt og hviskede. Da jeg åbnede øjne var der mørkt i rummet, men jeg kunne se at min mor pakkede alle sine ting ned i en taske, og der var mand, som hjalp hinden. Jeg troede i et øjeblik at hun var ved at forlade mig, men så vendte manden sig mod mig. "Cathlyn?" sagde han. Min mor vendte sig om og så på mig. "Cathlyn, det er godt du er vågen." sagde hun. Jeg skulle til at spørge hinden hvorfor, men så afbrød manden mig.
"Kan du gå?"
"Hvad, hvorfor?" spurgte jeg og rejste mig op, så jeg sad i sengen. "Kan du gå." spurgte min mor. jeg rejste mig helt op og kig over til min mor. " ja jeg kan gå, men min krop gør ondt jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå, men hvorfor."
"Vi skal væk herfra, og så kan vi fortælle dig hvad der forgår." sagde manden.

Jeg kiggede undrende på min mor. "Bare gør som vi siger, det er okay. Stol på mig skat," Sagde hun og tog mig i hånden. Vi lydløst gennem hospitalet.

Vi trådte ud på parkeringspladsen, det hele kørte rundt i hoved på mig. Det var som om at blive klasket i hoved, da luften slog mig. Jeg var svimmel og hele min krop begyndte at ryste igen. Mine knæ gav efter jeg jeg faldt sammen, men manden nåede at gribe mig. Han løftede mig op og bar mig hen mod en sort BMW. Og så var jeg væk.
Jeg befandt mig i ikke andet en mørke og stilhed. Det var som om jeg var fanget i en sort uendelig lang mørk verden. Her var koldt og stille. Jeg stod bare og stod. Jeg kunne ikke gøre andet. Jeg var svag , alene, kold og bange. Det føltes som evighed, som om døden havde nåede mig, der gik længere og længere tid. Pludselig føltes det som dage, og jeg blev svagere og svagere, og følelsesløs. Pludselig gav mine ben efter og jeg faldt sammen. Jeg lå helt rastløs på det helt sorte gulv. Jeg var måske død, men mit hjerte slog stadig. Jeg kunne intet se, intet mærke, intet føle andet en mit hjertes banken, men pludselig stoppede det, og der kom en brændende varme inde i mig. Det brændte inden i mig. Og det blev værre og værre. Pludselig åbnede jeg min mund trækte vejret og skreg. Jeg lå stadig på gulvet, men min krop begyndte at bevæge sig. Jeg vred mig rundt på gulvet af smerte. Et sekund efter stoppede det hele og jeg lå helt livløs på gulvet igen, og kunne ikke bevæge mig, men jeg trækte vejret. Mit hjerte bankede så hurtigt, at det gjorde ondt i brystet på mig. Pludselig kunne jeg høre nogle, som om der var nogle der snakkede til mig, stemmen blev højere og højre. Så gik det op for mig at det var en der grinede. ”Mærk kræften. Du har den i dig. Du er stærkere end dette. Kæmp i mod mørket omkring dig, og bliv stærke end det. Find din vrede!” Var der en der hviskede. ”Je... jeg ka ka.. kan ik ..ikke.” Stammede jeg.
”HA. Du er håbløs, svag. Ikke andet end lille, svag og bange!” Sagde stemmen. ”
Hjælp.” hviskede jeg.
”Find din vrede.” Det begyndte at brænde i mig igen. ”Det brænder.” hviskede jeg.
”Kæmp imod, det er din krop. Du styre det!” Råbte stemmen. ”D,d, d. dett.. det er dig der gør dette imod mig. DU SKAL STOPPE DET NU!” Råbte jeg. ”Ha du kvik. Ja det er mig der gør det i mod sig, og hvad vil du gør. Du er jo alt for svag. Du kan inte stille op. Svag, SVAG er du.”
”HOLD SÅ OP!” Råbte jeg, og brænden steg inden i mig, men det gjorde ikke ondt, det føltes godt. Jeg følte mig stærkere. ”Svag, svag, svag, svag, svag.” blev han ved med at sige, og grine.
Jeg blev træt af at høre på ham. Han irriterede mig. NU STOPPER DU!” Råbte jeg.

Han blev ved med at grine. ”STOP!" skreg jeg, så højt at det lød som jeg der var glas der smadrede. Manden gispede. Min krop kom til live igen. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå. ”HVOR ER DU!” Råbte jeg. ”Her.” Sagde han. Der kom en skikkelse over mod mig.
Det var en mand i helt stort tøj, og også sorte læder handsker på. Han var bleg meget bleg.
Han havde helt sorte øjne og helt sort hår. Hans smil var skummelt. ”Hvem er du.”
Han gik over til mig. Han havde noget i sin ene hånd. Han gav mig det,
det var en halskæde med to krystaller hængene. En hvid og en sort. Jeg kiggede spørgende på ham. ”Krystallerne tilhøre din far og mor.”
”Hvorfor har du dem.”
”Det er en meget lang historie.”
”Men hvorfor har du dem, og ikke min mor?”
”Ha Cathlyn. Din stakkels. Du kender slet ikke din mor.”
”Hvad snakker du om?”
”Det finder du snart ud af, men tag halskæden på, og så er det nok tid til at du kalder på din lille ven.” Sagde han.
”Hvilken ven?” Spurgte jeg. ”Din skytsengel. Han er den eneste der kan få dig ud herfra.”
Jeg skulle til at spørge ham hvad det her gik ud på, men han var pludselig væk.
”Okay. Hmm.. skytsengel, skytsengel, skytsengel.” Jeg lukkede øjne og blev ved med at sige skytsengel. Jeg følte mig pludselig styg. ”Cathlyn du er i sikkerhed nu. Du kan åbne dine øjne.” Var der en der sagde, det var den samme stemme som havde snakkede til mig da jeg fandt om første gang.
Jeg åbnede mine øjne. Jeg sad i en bil, med min mor, og manden der bar mig, da jeg faldt sammen på parkeringspladsen. ”Mor?” sagde jeg. Min mor kiggede på mig. ”Cathlyn er du okay?”
Jeg nikkede. ”Hvad er det der forgår?”
”Vi snakker om det senere. Nu skal vi bare væk her fra.”
”Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg.
”Et sikkert sted.” sagde manden der kørte bilen.
”Mor?” Min mor kiggede på mig med tårer i øjne. ”Bare slap af. Det skal nok gå.”
Jeg sukkede og og kiggede ud af vinduet, og tilbage på det sidste jeg kunne se af New York.
New York blev mindre og mindre jo længere væk vi kørte. Og så var det ude af syne. Jeg fik ondt i maven, og, mit hjerte begyndte at banke hurtigt, og på en eller anden måde følte jeg mig bange,
for noget, men jeg vidste ikke hvad det skulle være. Jeg begyndte at fælde en tåre.

Jeg tog blikket væk fra der vejen, og lænede mig tilbage. Jeg stak min hånd ned i min jakke lomme for at fiske min mobil op, men i stedet for min mobil, var der en halskede. Jeg kiggede undrende på den, og pludselig kom det tilbage til mig. Det var den halskede manden i min drøm gav mig,
men hvordan?..
Jeg skulle til at spørge min mor hvorfor jeg havde den, og hvordan, men fortrød. Jeg lagde den tilbage i min lomme, og fandt min mobil. Vi sad i bilen i timer, i stilhed, der var ingen der ville fortælle mig, hvad der forgik, hvilket gjorde mig urolig. Efter mange timers køretur, så jeg et skilt hvor der stod Philadelphia. ”Hmm, mor hvor er vi på vej hen?”
”Et sikkert sted.” sagde manden. Nu var det nok. Han irriterede mig noget så grusomt.
”Nu holder du fandeme op. Jeg spurgte ikke dig. Jeg ved ikke en gang hvem du er.”
” Cathlyn.” Sagde min mor panisk. ”Hvor er vi på vej hen?” Sagde jeg med voldsommere stemme kraft end jeg havde ment. Manden der kørte bilen så anspændt ud.
” Cathlyn tag det roligt. Vi skal til Los Angeles.” Sagde min mor.
”hvad?!”
”Vi forklare dig resten senere. Du må nøjes med det du ved nu.” Sagde manden kold.
Efter der var gået noget tid, brød jeg stilheden. ”Skal vi køre hele vejen til Los Angeles?”
”Nej vi tager flyveren til Los Angelas fra North Carolina.” Sagde min mor.
Og så kom stilheden igen. De var hel tavse. Jeg kunne se på den de holde noget hemligt for mig, men de ville jo ikke fortælle mig en skid, det var altså ikke fear. Men jeg gav alle mine spørgsmål op, og lagde mig så til at sove igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...