Ukendt liv

På Cathlyns 16årig fødselsdag ændres hele hendes liv. Hun opdager et ukendte liv. Hun er i fare, og skal flygte. Hun begiver sig ud på en flugt og en opdagelse, med fare, sorg, venskab og kærelighed.

1Likes
1Kommentarer
551Visninger
AA

2. Hospital

 

Jeg vågnede ved at min mor klemte min hånd, og kaldte på mig. "Cathlyn?" Da jeg slog øjne op stod min mor bøjede over mig. "Åh lille skalt, hvor er jeg dog glad for at du er vågen." Sagde hun til mig, med en blid stemme. Jeg kiggede forvirrede rundt. Mit hoved gjorde ondt, min krop var øm, og min hals brændte. "Hvor er jeg?" spurgte jeg, men var i tvivl om hun hørte mig, for min stemme var så lav. "Du er på hospitalet lille skat." Jeg kiggede forvirrende på hende. "Lægerne ved ikke helt hvad der er sket, men du besvimede, men du har fået en lille hjernerystelse." sagde hun, men hinden blik var ikke længere rettet mod mig, men over mod døren. Jeg vente mig om for at se hvad hun så på.
Der stod en læge i døre og kiggede undrende på os, men han ændrede hurtigt sit ansigt udtryk og smilede til mig. Han var høj og tynd, han havde havde brunt hår, med et rødligt skær, hans øjne var mørkebrune, og på den måde han kiggede på mig var undrende, men også dyster.
Han rettede sit blik fra mig og gik derefter over til min mor.. Min mor rettede rækken, og gik ned for enden af sengen. "Richelle,, sagde han. ,,Må jeg snakke med din datter alene i et øjeblik?" Min mor kiggede på ham som om han var en trussel, og så rystede hun på hoved. "Nej jeg vil helt være med hende hele tiden, men de er velkommen til at snakke med hende mens jeg er her." sagde hun med en skarp tone. Lægen så overrasket på min mor, og på sammen tid virkede han sur over det. Han nikkede og gik over ved siden af min seng. "Goddag Cathlyn mit navn er dr. Dahl. jeg prøvede at smile, men efter som min mor opførte sig overfor ham virkede underligt. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle stole på ham. "Der ikke så meget jeg kan fortælle dig, for vi ved desværre ikke helt hvad der er sket, men det er som om der der skete har påvirket din krop ret så meget. Men hvis nu du fortalte mig hvad der skete, så kunne vi måske finde ud af det." Han kiggede nysgerrig på mig, og det fik mere endnu mere grund til af tvivle. Jeg kiggede over på min mor. Hun prøvede på at fortælle mig et eller andet, men for stod det ikke helt, men så rystede hun på hoved, og jeg så at hun sagde at jeg skulle lyve. Jeg kiggede på læge, og sagde: "Jeg kan ikke huske så meget, andet end at jeg havde haft kvalme i løbet at dagen og jeg følte mig svimmel." Han så forvirret på mig. "Jamen, kan du huske det øjeblik hvor du besvimede og da du var bevidstløse?" Jeg skulle til at svare, men han forsatte med at spørge. "Havde du en drøm eller noget vigtig vi behøver at vide?"
"SÅ!" Råbte min mor. ,,Så det nok dr. Dahl. Du må vide bedre, det er dig der er lægen, du kan ikke bare fyre en masse spørgsmål af på min datter. Du sagde til mig har hun fået en lille hjernerystelse."
Hun togen dyb indånding og blev ved med at stirre på ham., men så forsatte hun.
"Det synes jeg ikke at de kan være bekendt. Jeg vil bede dem om at gå, og hvis de har noget vigtig
at fortælle os, så må de komme til mig." Han gav min mor et ondt blik, og så vendte han rykken til
og gik. Jeg så overrasket på min mor, hun havde aldrig snakket sådan til nogen før.
"Undskyld skat." sagde hun til mig, og kom hen til mig. Hun satte sig på stolen ved siden af min hospitalsengen. "Jeg synes at du skal lægge dig til at sove lidt." Sagde hun. Jeg lukkede mine øjne
og faldt hurtig i søven.

Da jeg vågnede gik min mor frem og tilbage i rummet, mens hun snakkede i telefon.
"Jeg ved godt det er farligt, men hun er skadet, så vi kan ikke bare lige tage afsted nu. " pause.
"Nej nej, det kan vendte, det vigtigste nu er Cathlyn." Pause.
"I aften?,, spurgte hun overrasket. ,,Men hvordan skal vi dog gøre det, vi er jo på et hospital?"
Og så var der en lidt lang pause, mens min mor bare sagde: Ja. "Jeg ved ikke helt, det tror jeg er alt for risikabel, det er jo Cathlyn hun skal ikke vide det, det er alt for tidligt." Pause.
"Bare fordi det kom i dag betyder det ikke at det starter." sagde hun med en hård klag i stemmen. "Ja okay, jeg skal nok fortælle hende det, men ikke nu. Jeg har brug for lidt tid."
Tusinde tak. Vi ses i aften." sagde hun og lagde på. Da hun kiggede over på mig skyndte jeg at lukke mine øjne. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, men det føltes rigtigt. Jeg mærkede at min mor tog mig i hånden og kyssede den. "Cathlyn lille skat, det skal nok gå. Vi vil klare det her sammen du og jeg. Det hele skal nok gå." Hviskede hun. Jeg var ikke sikker om hun prøvede at trøste mig eller sig selv mest. Mens min mor nussede min hånd faldt jeg mere og mere til ro, og så i søven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...