Maynard and me!


9Likes
11Kommentarer
995Visninger
AA

1. Dunkin donuts...

Jeg sad og trippede, uroligt med foden, mod det tynde træben. Stolen vippede bag ud og mit hjerte sprang i galop, jeg vippede hurtigt stolen ned på fast grund igen. Jeg kiggede mig diskret, rundt for at se om nogen havde set mit lille stunt. Men heldigvis sad folk stadig med deres næser nede i kaffekopperne, og aviserne. Jeg sukkede let. En mand med Dunkin donuts forklæde, kom hen imod mig.

"Vær så god" sagde han høfligt og smilte let.

Han satte den store runde kop med dampende væske foran mig. Jeg smilte som tak til ham, og han gik hen for at ekspedere en dame ved et bord, henne ved døren. Døren gik med et kling op, en dreng med brunt hår trådte ind. Jeg fulgte ham med øjnene, ind til han stod en meter fra mig. Han lagde sine arme på den brune træ-disk ,og ventede på at blive ekspederet. Hans øjne vendte pludselig i min retning, og jeg vidste at det var fordi jeg sad, og gloede på ham. Jeg fjernede hurtigt blikket fra ham. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. '

Fuck hvor pinligt.' Tænkte jeg. 

Jeg prøvede at koncentrere mig om min kaffe, men det var som om nogen kiggede på mig. Jeg løftede hovedet og kiggede lige ind i hans øjne. Selvom han var en meter væk, kunne jeg tydeligt se den lysende blå farve. Han smilte varmt, og jeg rødmede så meget, at jeg kunne mærke det helt op til ørene. Han havde en skønhedsplet lige ved øjet. uff.flot dreng tænkte jeg imens jeg faldt i staver over ham.

"Undskyld!"

en stemme brød min drømmeverden, det var manden med Dunkin donuts-forklædet igen.

"din regning"sagde han og lagde det lille papir foran mig.

Mine hænder rystede da jeg skulle finde min pung frem. jeg fumlede med tasken, og den faldt ned på gulvet. Jeg kunne mærke hans øjne, da jeg samlede den op. kiggede han virkelig stadig? Jeg kunne mærke at jeg blev smirget men jeg følte mig også nervøs. Jeg rettede mig op og kiggede diskret ud af øjenkrogen på ham. Han havde vendt sin opmærksomhed mod noget andet end mig nu. Et lille sug af agelse fløj igennem min krop. Men det varede ikke længe, jeg genkendte sangen i cafens højtaler,den lyse og dejlige stemme lagde sig i mine ører. Jeg vidste kun hvad sangen hed ,men ikke hvem der havde lavet den. Kun at han hed noget med color Mayna, eller noget i den stil. Men det var alligevel Min yndlingssang:

"Alicia We can go so far if she let go

And I ain’t gonna leave without her 

This is for the girl that get down low

The whole club wanna see you go

Ey, shake, shake like you’re famous, girl 

Head back lay it down, like a vegas girl 

jeg glemte helt at jeg ikke var hjemme, men på en cafe. Så jeg skrålede bare med på sangen

"Ey,shake,shake like you're famous girl."

Jeg stoppede fordi jeg kunne høre nogen fnise, jeg kiggede mig omkring og opdagede igen hvor jeg var. fuck fuck fuck. Jeg tog mig til håret og pressede mine fingre ned i hovedbunden. Det her var bare pinligt, 3 akavede ting på en dag. Jeg vendte mig mod drengen med skønhedsplettet og så at det var, ham der fniste af mig. sikke en røv, sådan og sidde og grine ad mig, okay jeg synger måske ikke som dem i x-factor.Men derfor skal han sku' da ikke sidde og grine respektløst.

Jeg var fucking ligeglad nu. Jeg sang med på den næste linje selvom alle gloede. Jeg kiggede over på ham igen, han sad stadig med et smil på læben og fniste af mig. Jeg blev mere og mere irriteret. Hvordan kan man være så uhøflig? jeg havde troet at han var en sød dreng. Okay han var lækker, derfor troede jeg han var ligeså sød som han så ud. Jeg mærkede alles blikke på mig, jeg kiggede rundt i cafe'en og nu var de fleste folk begyndt at kigge i ders egne ting igen. Endelig, der var bare det ene problem, Han kiggede stadig på mig. Han havde også stadig det smørrede smil på læben. Jeg kunne mærke en vrede, boble rundt i min krop, samtidig med at jeg var lidt pinlig berørt. Jeg tog min pung frem og fandt en seddel frem, jeg klaskede den hårdt ned i bordet, tog min taske over skulderen og skred ud af cafe'en. 

Mine hæle klikkede hårdt mod fortorvet, da jeg gik af sted med hastige, og vrede skridt. Jeg gik i mine egne ophidsede tanker, da en hånd rørte min skulder. Jeg vendte mig hurtigt med et chok.

"Undskyld..Hey!"

Det var drengen fra Dunkin donuts der havde fneset af mig. Jeg gjorde mit bedste for at se snoppet på ham.

"Hvad vil du!? og foresten tak fordi du var en idiot!"

mine ord kom ud som hårde spyd af munden.

"....Hva..ahh..det må du undskylde..jeg grinte kun fordi det lød sødt"

Sagde han, og gav mig et falsk smil.

"Jaja den er go' med dig, karlsmart bare la' mig være. du har været en narrøv nok idag!"

Det jeg sagde kom lidt bag på mig selv, jeg burde ikke være så sur, men det var jeg.Han grinte lidt ad det jeg sagde, før han stoppede hurtigt op som var det en fejl.

"Jeg vidste ikke du ville blive så sur, jeg kender dig jo ikke."

Sagde han undskyldene.

"Nej, og derfor kan jeg heller ikke, forstå hvorfor du stadig står her, og snakker til mig!"

Han tøvede lidt før han svarede.

"Jeg ville bare spørge om jeg kunne få dit nummer, eller om du ville lære mig bedre at kende, jeg vil nemlig gerne lære dig bedre at kende."

Sagde han og smilede bredt. what, han havde lige været en totalt ass og nu ville han have mit nummer, det gav ingen mening. Drenge er sku' nogle mærkelige væsner.

"Vil du ha' mit nummer, jeg troede du ville gøre grin af mig?"

Jeg var blødt lidt op, men vreden var ikke kogt helt af endu.

"Nej, jeg ville ikke gøre grin, du må meget undskylde hvis det var sådan du følte det. Det er bare, jeg elsker også den sang. Derfor grinte jeg fordi det mindede mig om mig selv."

Han lød oprigtig, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig dum. Han havde slet ikke gjort nar ad mig, han synes bare jeg var sød. Aww.

"Ej, undskyld så var det bare mig der var dum, og pinlig."

Sagde jeg og smilte et lille smil. Jeg følte mig helt dum nu, det var mig der havde været en idiot. En akavet stemning havde taget over nu, ingen sagde noget og jeg følte at jeg skulle bryde stilheden så derfor sagde jeg

"Ja, du må gerne få mit nummer, vent lige."

Jeg lod min taske glide ned, af armen og begyndte at rode, rundt i den for at finde en kuglepen. Nogen gange stank det lidt at være en pige, de havde altid hundrede ting i tasken. Derfor tog det mig også 3 minutter at finde den pokkers pen. Endelig havde jeg fået fat i den glatte overflade, jeg bed proppen af og mumlede.

"ræk mig armen."

Han gjorde som jeg sagde og stak armen frem. jeg skrev mit nummer ned og sattte proppen på igen.

"vær så artig."

sagde jeg og smilte stort, jeg kunne mærke mine kinder blusse lidt op igen. Det var ikke hver dag, at man gav sit nummer, ud til l fremmede drenge. Han smilte et skævt, men virkelig dejligt smil. Han tog forsigtigt pennen fra mig, og tog blidt min hånd frem. Han skrev med snørklede bogstaver, et nummer ned på min hånd. Hans blide berøring var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig, helt rolig og varm. Han slap min hånd, og følelsen forlod min krop, jeg havde lyst til at tage hans hånd og bare mærke hans varme. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...