Hjemmefra

En novelle om at vokse op.

0Likes
0Kommentarer
310Visninger

1. Hjemmefra

 

”Uf, det er koldt!” siger jeg, mens jeg gnider mine hænder mod hinanden.

Jeg kigger hen på hans lukkede øjne og regelmæssige vejrtrækning.

”Micha, vågn op!”

Jeg rusker blidt i ham, men jeg får stadig intet svar.

”Micha!”

Det får ham til at flakke med øjnene og grynte søvnigt.

”Hvad?” spørger han tydeligvis ikke tilfreds med at blive vækket.

”Du må ikke sove. Hvad nu hvis de kommer for at hente os, mens du sover, og vi misser dem?”

Jeg kigger bebrejdende på ham, men han vifter mig bare væk med hånden og vender sig om på siden.

Jeg sukker opgivende. ”Du vil da ikke blive her for evigt?”

Han vender sig om og kigger på mig. Jeg ved, hvad han tænker, men han siger ikke noget.

”Kom her,” siger han og knuger mig ind til sig. Hans arme er varme omkring min kolde krop, og hans ånder puster mig stille i nakken. Hans hjerte banker rytmisk i min ryg.

Vi ligger sådan i et stykke tid. Vi lytter til sneen, der stille daler ned omkring os, og vi kigger på stjernerne, der lyser nattens mørke op sammen med telefonboksen længere nede ad gaden. Alting virker så fremmet.

 

”Micha, kan du huske, da vi var mindre og plejede at lege i sneen? Dengang vi lavede sne-engle på hele marken, og da vi kom hjem igen helt frosne med sne over alt, fik vi varm kakao, mens vi så på flammerne danse i kaminen. Og kan du huske Bedstes hjemmestrikkede trøjer? Min var ikke til at holde ud at have på, så meget den kradsede, men du ville slet ikke tage din af. Du ville altid have den på lige meget hvor varmt, der var. Du elskede virkelig den trøje.”

En haltende hund distraherer mig for en stund. Jeg ser den krydse gaden længere nede af vejen og forsvinde mellem to bygninger.

 

”Jeg kan stadig huske duften af mors æbletærte, da hun lige havde taget den ud af ovnen, og hvordan de søde æbler næsten smeltede på tungen for hver bid. Kan du huske den første jul uden mor, og far ville bage æbletærten? Der var røg i hele køknet, og det eneste, der var tilbage af tærten, var nogle få askerester.”

Vi griner begge, men så ligger stilheden sig igen, og vi vender tilbage til minderne.

”Nogle gange glemmer jeg, at hun er død. Jeg ser hende i køknet eller hører hendes stemme lige pludselig. En sjælden gang kan jeg hører hende grine, og en varme spreder sig i min krop, og jeg begynder selv at grine.”

Jeg sukker dybt. ”Jeg savner hende.”

”Jeg savner hende også,” siger han og strammer sit greb om mig.

Lyden af snefnuggene, der lander, stiger igen i styrke, mens vores minder tager os tilbage til tiden, hvor hele familien var samlet, og alting virkede som en lykkelig drøm. Mørket fandtes ikke, og solen holdt os varme og glade for en stund. Vi legede til, vi var udmattede, og vi spiste til, vi var mætte. Vi gik i seng, da vi var trætte og vågnede igen, da vi var udhvilet.

Alting virkede så let og overskueligt dengang.

 

”Tror du, de kommer tilbage?” spørger jeg, og min stemme bryder den tunge stilhed.

”Shhh, Vissa.” Han aer blidt mit hår. ”Tænk ikke på det nu. Læg dig til at sove, så skal jeg nok vække dig, hvis de kommer.” Hans stemme er ikke mere end en lav hvisken.

”Jeg er ikke træt,” skynder jeg mig at sige, men et forræderisk gab afslører mig.

”Jeg skal nok vække dig,” hvisker han i mit øre.

Jeg lukker mine øjne og mærker hans hænder nusse mit hår, og hans åndedræt puste i min nakke.

De må komme tilbage, tænker jeg inden jeg falder i søvn. Jeg ved, at de kommer tilbage. For vi har da ikke gjort noget galt, vel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...