Between the Stars


1Likes
0Kommentarer
578Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Richard tog først afsted længe efter, Chanie kom ind og gav mig mit ur på.

"Tak". Gaven fra Dimitri har hjulpet mig mange gange.

Hun sukkede, da den begyndte at lyse, og så ned i gulvet.

"Du burde ikke bruge den.." bemærkede hun.

Jeg nikkede bare, men lod den sidde på.

"Vi skal ud herfra så hurtigt som muligt... du er et nemt mål herinde" bemærkede hun. Jeg svarede ikke, men lagde mig ordenligt tilbage i sengen.

"Jeg er så træt..."

"Træt?"

"At at skjule det.. Af at skjule mig!".

 

Dimitri fortæller..

Jeg sukkede og kiggede mig selv i spejlet. En konge - skægstubberne var fremme igen. Jeg mærkede på min kæbe, mens jeg sukkede.

"Terentia..". Jeg kiggede ud af vinduet, og ud på vores regnbuehimmel. Hun ville så gerne have set det.

Hun ville sikkert elske det.

Jeg så den gløde. På spejlet glødede en af stenene. Den sten der er forbundet med uret jeg gav hende. Hun er i gang med at blive healet, hvad er der sket hende? Har hun det godt? Er hun okay?

Jeg sukkede og tog min jakke på, mens jeg gik mod døren.

Der var et møde - meget kedeligt - som jeg sad til, da jeg fik et brev.

Brevet var fra rådet, der bad mig komme til møde, angående endnu en menneskelig affære. Kan det være hende?

Jeg skulle være der om tre timer, jeg pakkede de nødvendige ting, og skyndte mig afsted.

Da jeg ankom blev jeg lidt skuffet - hun var der ikke. Men hvad er chancen også for det?

 

Terentia fortæller..

Der gik en halv time og jeg kunne komme hjem. De kunne ikke forstå hvordan jeg kunne heale så hurtigt. Godt de ikke ved det.

Richard kørte mig, mens han lavede jokes ud af biluheldet.

"Jeg må hellere køre - jeg vil ikke have du også smadre den her bil" lo han, da vi satte os ind.

Han kører så langsomt, at det næsten er smertefuldt. Han hjalp mig ind i huset, og jeg blev sat i sofaen.

"Du vil sikkert havde mig for det her..." bemærkede han smilende, da han kom hen med noget mad på en tallerken til mig. "Men jeg skal på arbejde.."

"Det er okay" lo jeg, og kyssede ham på kinden. "Bare tag afsted, hvis jeg er heldig kommer Chanie senere..".

"Fedt ur" bemærkede han og kiggede på mit håndled "Hvor har du det fra?".

"Jeg fik det af en gammel ven".

Han smilte "Det så virkelig dyrt ud - han må have været noget af en ven".

Jeg nikkede bare, og spiste min mad. Han kyssede mig, og gik ud af hoveddøren. Hurtigt tændte jeg tv'et. Richard hader når det er kørende, men det er vigtigt for mig. Lyden af en bil i indkørslen forskrækkede mig næsten.

Mit ben var brækket - så med krykker hinkede jeg ud til køkkent og så ud gennem vinduet. Det er umuligt! Det kan ikke passe..!

Det kan ikke lade sig gøre!

Med et flot og let nervøst smil gik han ud af mit synsfelt og jeg hørte klokken ringe. Jeg ligner lort! Trods min udklædning efter hospitalet, hinkede jeg ud og åbnede døren.

"Terentia?" spurgte han bekymret.

"Dimitri - kom ind.." jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - det er så lang tid siden jeg sidst snakkede med ham!

Han kom ind, og tog sine sko af, mens jeg kæmpede mig ud i køkkenet.

"Terentia hvad er der sket med dig?" spurgte han helt bange.

Jeg trak på skulderne. "En mindre ulykke - det er ikke noget".

"Hvad er det du har på dit ben?" spurgte han undrende, og kiggede ned mod mit ben.

"Gips - det retter mit ben ud, så det vokser ordenligt sammen".

Den nyhed forskrækkede ham mere. Jeg klukkede, og smilte til ham.

"Hvad laver du her? Jeg havde ikke regnet med at se dig i hundrede... jeg havde faktisk aldrig troet jeg ville se dig igen". Det er hvad man kalder en fantastisk overraskelse.

"Jeg var til møde med rådet - så jeg tænkte jeg kunne smutte forbi dig.." han så stadig på mit ben.

"Det er bare brækket" forklarede jeg "Det er ikke særlig alvorligt..".

Han kiggede stadig undrende på benet.

"Hvad skete der?".

"Bare en ulykke" gentog jeg smilende.

Han så endelig op på mit ansigt. "Det er så mange år siden jeg har set dig!".

"Og mange år siden jeg så dig" svarede jeg mere roligt, og gik i gang med at lave te - det er en refleks når jeg har gæster.

Han rejste sig for at hjælpe.

"Med benet sygt, burde du slappe af..." bemærkede han, og stod lige ved siden af mig. Jeg kiggede op på væggen og på billede af Richard og jeg.

"Jeg har det fint" mumlede jeg. I hvert fald fysisk. Phykisk er jeg ved at flippe ud.

Det blev akavet stille.

"Æhm..." Vi satte os ned igen, og jeg kiggede hen på ham.

"Hvad er der sket siden jeg så dig sidst?" spurgte jeg ham smilende, og nød at høre ham tale om livet på slottet. Han nød det virkeligt, og jeg kiggede hen på uret.

"Og hvad er der så hændt dig?" spurgte han smilende.

Jeg rødmede blidt og kiggede ned i bordet. "Æhm... selvom du sagde til mig jeg skulle stoppe så...".

"Du forsatte" nikkede han "Jeg havde faktisk ikke regnet med andet...".

Jeg så irriteret op på ham, men smilte så blidt. "Chanie og jeg har arbejdet på projektet lige siden, og på grund af jeg skulle have noget reseach i noget med rummet, skulle vi snakke med nogle fra et firma der arbejdede med planeterne. Der mødte jeg Richard - min kæreste". Man kan lige så godt få det ud. Jeg nikkede mod billede af Richard og jeg sammen, og smilte blidt.

Han talte ikke om nogen kæreste - kone eller forlovede. Hvorfor ikke? Var det ikke ham der havde sagt, vi skulle skilles som intet var hændt, og leve videre med hvert vores liv?

For første gang så han rundt i rummet, og så billederne - de mange - der hang rundt omkring på væggen.

"Er der ellers hændt dig andet?" spurgte han smilende - men der lå noget under overfladen og ulmede.

Jeg smilte blidt til ham "Ikke meget.. Faktisk intet. Der er sket utrolig lidt i mit liv, siden i satte mig ned på jorden igen...".

Han nikkede.

Dørklokken ringede.

"Undskyld mig" mumlede jeg, mens jeg hinkede ud til døren og åbnede.

"Jeg er her med deres bil - men jeg ville nu foreslå jer at købe en ny i stedet, den kan næsten ikke reperaers".

Jeg nikkede bare, og skrev under, og så kørte han igen, jeg hinkede ud i indkørslen og kiggede på mit vrag af en bil.

Dimitri kom ud og så undrende på den.

"Hvad er det?".

"En bil" lo jeg.

"Hvad er der sket med den?" han gik hen og så undersøgende på den.

"Det samme som der skete til mit ben" svarede jeg og hinkede hen, og kiggede ind. Min - livsvigtige - trøje lå der stadig, let brændt, men ikke den vigtige del. Jeg greb den, og følte byrden lette fra mine skuldre, da jeg holdt den i hånden.

"Du er heldig at være i live" bemærkede han.

Jeg svarede ikke. Var jeg heldig, var jeg ikke blevet fanget med stenene.

"Så du kan ikke køre rundt?" spurgte han undrende.

"Sagtens - jeg har en bil til. Richard er på arbejde, så han har den..".

Han nikkede, og hjalp mig ind igen.

"Hvad skete der helt nøjagtigt?". Vi tog vores te og gik ind i stuen, jeg nød at have noget i baggrunden - Tv'et kørte stadig.

"Jeg kørte lidt hurtigt, og noget ramte min rude, så det var ved at splintre, så jeg... kørte i grøften..".

"Hvor var du på vej hen?" spurgte han undrende, og jeg nød at sidde i den bløde sofa.

"Til aberne". En ting gik op for mig. Aberne! Gud!

Jeg lod min kaffe stå, og hinkede ud til bilen.

"Vil du ikke gøre mig en tjeneste?" spurgte jeg undrende.

Han nikkede og  kiggede på mig.

"Hjælpe mig... eller skubbe bilen ind i garagen?".

Han nikkede, og jeg åbnede porten så den kunne komme ind.

På ti minutter var den inde, og jeg tog boardet og lagde mig på, med mine værktøjs ting ved siden af mig.

"Hvad laver du?" spurgte han undrende.

"Fikser bilen så den kan køre mig rundt" forklarede jeg.

Der var en masse der var i stykker. Men reservedelene har jeg altid på lager. I løbet af en halv time, kunne den køre.

"Den er ikke sikker" bemærkede han, da jeg satte mig ind i den. Jeg sukkede. Brugt tid på at fikse bilen, og så kan jeg ikke engang køre den! Mens jeg forbandede mit brækkede ben, hjalp han mig ud, og vi gik ind i huset igen.

"Hvad prøvede du på derude?".

"Jeg skal ud til aberne" forklarede jeg "De er blevet". Lyden af døren der åbnede og lukkede fik mig til at stoppe med at tale, og kigge på uret. Han skal da ikke være hjemme endnu!

"Terentia?" lød Chanies stemme gennem huset.

"Inde i stuen!" råbte jeg tilbage.

Hun kom ind, og stivnede.

"Hvorfor er du her?" spurgte hun undrende, og satte sig ikke langt væk fra mig.

"Jeg var i ætsmosfæren - så jeg tænkte jeg kunne kigge forbi" svarede han hurtigt.

 

Dimitri fortæller...

Jeg kiggede på dem, og så på hende igen. Hvorfor endte du sådan? Med dit ben sådan? Lad det ligge - du må ikke blande dig, i noget menneskeligt. Straffen for det, kan være den værste straf af rådet.

"Har du fundet ud af noget?" spurgte Terentia Chanie om.

"De er pist væk" bemærkede hun "Det giver ingen mening, men når du også lige har haft dit uheld... Jeg tror vi skal rotere".

"Rotere?" spurgte jeg smilende, og kiggede på dem.

"Rotere" bekræftede Chanie "Så hurtigt som muligt. Vores reseach er ikke væk, vi skaffer bare nogle nye aber. Du har chippen ikke?".

"Jo".

"Hvad med at vi rotere om en uge? Nej, vi skal have roteret om en uge" Chanie så rundt på billederne. "Hvor er Richard?".

"På arbejde". Hun sukkede.

"Hvad betyder det at rotere?" spurgte jeg undrende.

Chanie smilte blidt, mens hun holdte om Terentia, der så ked af det ud.

"Det betyder at vi flytter væk, og gemmer os med nye identiteter" svarede hun og rejste sig så. "Det er ikke sikkert for os mere her...".

"Det var en ulykke".

"Nogen vidste du var på den vej, og jeg ser ikke let på det her" bemærkede Chanie og så på hende "Jeg vil ikke miste min lillesøster, bare fordi hun ikke vil forlade sit hus".

"Miste?". De så begge på mig. Terentia rejste sig. "Jeg går i gang med at pakke".

Chanie kiggede på mig med et suk.

"Hvad mener du med at miste Terentia?".

"Det biluheld var med vilje. Nogen prøver at dræbe os. Derfor rotere vi" forklarede hun " Og derfor skal vi snart afsted".

"Hvem prøver at dræbe jer?" spurgte jeg og kiggede på hende. På billederne med Terentia ser hun så lykkelig ud. Så glad... som om hun havde fundet sin eneste ene, og jeg blot havde været en romance. Det var jeg sikkert også for hende. Vi var begge unge. Unge og dumme. Det ville aldrig kunne gå mellem os.

"Alle mulige" svarede hun.

Der lød et højt Bum, og så hørte man glas splintre.

"NED!" Chanie havde hev mig ned i gulvet, og vi kravlede hen af gulvet, mod der hvor Terentia var gået.

"Terentia?" råbte Chanie. "Er du okay?".

"Har det fint..." hørte man lavmeldt. "Men vær stille!".

Vi nåede frem til hendes soveværelse. Der var en kuffert, halvt pakket, og Terentia lå på gulvet, mellem nogle skabe og en seng.

"Grib dit tøj, har du chippen?".

"Her!" sagde hun og nikkede mod kufferten. Hun hev den ned, og skudene forsatte.

Vi kravlede ud mod indgangen. Jeg kunne se en bil der ikke havde været der før. Der var også en sort en, hvor en masse mænd stod med deres gevære.

"Jeg kan bime os op" bemærkede jeg "Så kan vi komme ud og..".

"Bare gør det!" fik Chanie frem.

Jeg fandt fjernbetjeningen i min lomme, og trykkede hurtigt.

I mit skib lå vi alle tre på gulvet, og jeg sukkede lettet, og rejste mig. Hurtigt hjalp jeg Terentia op, og Chanie var oppe inden jeg fik en chance for at hjælpe hende.

"Er du okay?" spurgte Chanie og gennemsøgte Terentia fra top til tå.

"Jeg har det fint!" hun balancerede på et ben dog.

Jeg hjalp hende hen i en stol, og hun blinkede træt.

"Du er stadig træt, du skal sove" bemærkede Chanie og hjalp hende op. "Er der et sted hun kan sove?".

"Selvfølgelig!". Normalt er det her skip kun for en person, men hun kan altid sove i min seng!

Jeg viste dem det lille værelse, og hun faldt hurtigt i søvn.

Chanie tog kufferten og fandt noget tøj ,så hun kunne skifte. Det var blevet utrolig beskidt.

"Det er kun de traditionelle dragter tilbage" sukkede hun, da jeg sad ved et bord med hende.

Jeg svarede ikke, hun forsvandt ind i soveværelset igen, og skiftede. Da hun kom ud, gjorde jeg mit for ikke at måbe ad hende.

Hun så vidunderlig ud. Kjolen fremhævede hendes former, og lyste hendes ansigt op.

"De ser utrolig smuk ud" sagde jeg formelt - som jeg har lært ved hoffet.

"Tak" svarede hun, og satte sig ned.

 

Ti år tidligere..

 

Terentia fortæller...

 

"Papa!" græd jeg og ruskede i ham, "Vågn op!".

"Dumme pigebarn" mumlede stemmen, og rettede pistolen mod mig. Mit hjerte stoppede og det samme med tiden. Stefan slog ham bagfra og Chanie greb mig. Vi løb ud af slottet, og Stefan var lige bag os.

Vi mødtes ved grænsen og løb videre ud i skoven, hvor mange skiltes. Jeg som den yngste blev sammen med Chanie. Vi skjulte os i grotter og huler. Nogle steder var der skeletter, nogle steder halv døde dyr.

Så stødte vi ind i aberne, og Chanie forklarede leende hvordan de kunne hjælpe. Bare for sjov. Men et lys tændte sig i mig, og jeg blev ved med at gennemgå den i mit sind, mens vi løb omkring i skoven. Nu og da hørte vi en skud, og måtte hurtigt videre, og efterlod vores ting.

 

Så kom vi endelig mellem normale mennesker, fik normale liv, men jeg kunne ikke lade planen ligge.

Jeg søgte og søgte på nettet, og til sidst forklarede  jeg planen for Chanie: Hun var enig i at det ville kunne virke.

 

Nu

 

Chanie lagde sig til at sove, og jeg gik ud ved Dimitri.

"Chanie forklarede mig ikke noget..." bemærkede han, og så alvorligt på mig. "Vil du ikke nok være sød og... forklare det der lige skete for mig?".

Jeg nikkede.

"Da jeg var fjorten..." Jeg sukkede. "Jeg havde levet et godt liv indtil da. Som den yngste prinsesse af Castella nød jeg livet, og havde ingen bekymringer i verden. Så... Min fars højre hånd dræbte min far og min mor. Han.." Jeg bed mig i læben. "Han var tæt på at dræbe mig...".

Hans så overrasket på mig. "Mine søskende og jeg... vi stak af. Chanie og jeg blev sammen, og gennem medierne har vi hørt når en af vores brødre eller søstre var blevet dræbt.

Vi er alle jagtet af ham,.. og".

Min stemme var tæt på at knække over. Da jeg havde forklaret starten til Richard havde jeg grædt.

"Og det var ham der... havde hyret dem.. til at dræbe jer?" spurgte han.

Jeg nikkede. "Det var det... Det var det jeg ville bruge aberne til. At tage Castella tilbage".

"Men da i stod foran rådet sagde i det var hele jeres verden og..." han stirrede på mig.

"Da jeg var 16 var hele min verden Castella. Ikke noget andet land, ikke bogstavligtalt hele verden. Bare Castella".

Jeg så ned i gulvet. "Vi er kun fire tilbage i min familie. Vi rykker så tit videre... at vi ikke bruger tid på følelsmæssige bånd".

Hun sukkede. "På to år havde jeg ikke lært det endnu. Derfor forelskede jeg mig i dig. Jeg tvang mig selv efter det, til at holde mine følelser i skak, og ikke blive for glade for nogen.. Men så mødte jeg Richard...".

Sukkende kiggede jeg op på ham.

"I har været på flugt i så lang tid... og nu måtte i også gemme jeres forskning for rådet".

Han så chokkeret ud, og rejste sig op. "Hvorfor sagde du det ikke til mig? Vi var alene så lang tid! Vi snakkede så tit, men du nævnte det ikke en eneste gang!".

"Jeg lod min søster snakke for mig" svarede hun "Og Chanie mente det ikke angik nogen af jer. Og jeg gjorde som hun sagde".

Han kiggede på mig undrende. "Hvorfor sagde du ikke noget? Du burde have sagt det til mig, de ville have forstået... de ville have lyttet til jer".

Jeg rystede på hovedet. "Jeg var 16, jeg var bange. Skrækslagen". Hvor mange har ikke vendt Chanie og jeg ryggen, fordi vi er jagtet? Sagt vi må klare os selv?

"Skrækslagen?" spurgte han og satte sig lige foran mig.

Jeg nikkede bare og kiggede ned i jorden. Han vippede min kæbe lidt op, så jeg kiggede ind i hans øjne.

"Er du også det nu?".

"Nej" svarede jeg og smilte blidt til ham. "10 år.. det rør mig ikke mere".

"Jeg mente ikke for dem" bemærkede han og smilte til mig "Jeg mente for os".

Jeg rystede på hovedt. "Nej. I er ingenting i forhold til det jeg har set".

 

Dimitri fortæller...

Jeg så ind i hendes øjne, og hun smilte. Det er forfærdeligt. Utroligt... der kom en videobesked, jeg slog den op på tavlen.

"Kong Dimitri" Volvuir kom op på skærmen, og jeg sukkede. "De er sigtet for at blande sig i menneskeverdenen. De skal møde op om syv dage i rådet, med menneskene. Indtil da er de i deres varetægt".

Terentia lo. "De blandede sig da også i vores verden, da de tog Chanie og jeg".

Jeg svarede ikke, men spillede den igen. Syv dage? De må have nogle problemer med andre...

"Hvad siger du til at være i mit land indtil da?".

Hun nikkede bare. "Så kan jeg også se jeres himmel". Jeg lo, og startede skibet.

Vi var der på en halv time, og i nattens ly, ankom vi ved slottet. en vagt tog deres kuffert og bragte til det værelse hvor Terentia skulle overnatte.

Chanies rum lå ikke langt væk, og mit lå kun lige en etage over.

Terentia lå på sit værelse, da jeg havde sovet ud, men i det samme beskidte tøj.

"Vil du ikke have noget nyt på?" spurgte jeg undrende, da jeg gik hen og satte mig ved siden af hende på hendes seng.

"Jeg nåede kun at pakke mit formelle tøj" forklarede hun "Og jeg orker ikke at have det på..".

"Hvordan ser det ud?" spurgte jeg smilende.

Hun rejste sig, og kæmpede sig hen til kufferten, åbnede den og hev en masse kjoler ud.

"Hvorfor tager du ikke den smukkeste på, på badeværelset og kommer ud igen..?" bemærkede jeg leende "Så kan vi også gå ned og få noget morgenmad...".

Hun sukkede nikkende og gik ind for at skifte. Jeg ventede tålmodigt, og blev ikke skuffet da hun kom ud, og lignede en prinsesse på en prik. Jeg gik hen til kufferten og fandt en lille tiara der lå dernede.

"Den var fra før..." forklarede hun smilende "Jeg har gemt den alle de her år..".

"Du burde have den på..." bemærkede jeg smilende "Du er trods alt en prinsesse fra jorden... ikke?".

Hun himlede med øjnene, og jeg smilte blidt til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...