Between the Stars


1Likes
0Kommentarer
578Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Hurtigt smed jeg nøglerne på spisebordet, mens jeg løb igennem køkkenet, og videre ind i soveværelset. En overraskelse havde han sagt. Intet ud over det normale. Den smukke seng stod lige så flot som normalt, og intet var ændret.

Nedslået gik jeg tilbage ud i køkkenet. "Der var da intet derinde" bemærkede jeg til Richard.

Han lo bare.

"Lad mig lige få overtøjet af, så kommer jeg og viser dig det".

Mens jeg stod utålmodigt og stirrede på ham, gennemgik jeg hvad jeg manglede at lave.

Listen var utrolig lang, så jeg gav hurtigt op, og roede rundt i alle tingene der var i indkøbsposen, for at få fat i slikkepinden.

"Du minder mig nogle gange om et lille barn" lo han, han havde set mine mange forsøg på at fiske slkkepinden op, uden at kigge. Det var cream jordbær, min yndlings.

"Skal jeg vise dig det?" spurgte han, mens vi gik ind mod soveværelset.

Jeg kunne mærke min mobil i lommen vibrere.

Richard kunne høre det, han sukkede, og jeg prøvede ikke at se skyldig ud, da jeg forsigtigt fiskede den op ad min lomme.

"Kan du ikke bare lade den slippe... denne ene gang?". Jeg lagde den ned i min lomme.

Richard er så tålmodig, det er ikke alle der kan klare at deres kæreste arbejder det meste af døgnet, og når hun endelig er hjemme sover hun.

"Det er din fridag" sukkede han, jeg kommenterede det ikke.

Han lo, mens han tildækkede vinduerne og gik hen til mig, ved dørkarmen.

"Prøv lyskontakten". Undrende tændte jeg for den, og måbede derefter.

"Åh gud..." Jeg havde problemer med at få vejret. Så smukt var det.

Han tog armene om mig. "Er det ikke smukt?".

"Det er fantastisk!". Universet var omkring os, i form af lys på væggen. Jeg kyssede ham, og kiggede rundt.

"Jeg troede aldrig jeg ville finde en pige som dig" han lo, da jeg smed mig på sengen og kiggede op i loftet og rundt i rummet, mens det hele kørte rundt.

"Hvad mener du?" spurgte jeg smilende.

"En der er lige så vild med mysterierne i universet som jeg er". Jeg gjorde mit for ikke at rødme. Forskellen på ham og jeg, er jo at jeg har set det her virkeligt før. Jeg har snakket med fremmedlivsformer, og endda været sat for en ret, fordi jeg blev erklæret en trussel for dem.

"Jeg troede aldrig jeg ville finde en mand, der var lige så vild med dem som jeg" Jeg kiggede rundt "Hvor er det her taget henne?".

Han beskrev stedet ved hjælp af stjernerne og planeterne, mens jeg nikkede. Et blink fra en planet fangede mit blik.

"Ja, det er smuk ikke?" han satte sig igen ved siden af mig, og vi kiggede på den glimtende planet.

"Hvad er det for en?".

"Den er simpelt hen så langt væk, men den skinner så meget at vi ikke kunne forstå vi ikke havde set den før".

"Har i ingen tættere billeder?" spurgte jeg undrende.

Han lo og nikkede, han tog en fjernbetjening frem, og billede skiftede.

Udseendet på planeten chokerede mig. Dimitris planet! Jeg kan huske vi stod og kiggede ud af et vindue, og han pegede på den glimtende planet, og han forklarede at himlen for dem var regnbuefarvet, men udefra skinner den bare. Det ærger dem så meget, fordi de ville ønske alle kunne se det.

"Det er så smukt, ikke?". Jeg nikkede uden ord.

Han holdt blidt om mig, og kyssede mig så. "Og ved du hvad?".

"Er der mere?" spurgte jeg undrende, og kiggede på ham. Han lo.

"Jeg har fået æren at navngive planeten... siden det var mig der fandt den".

"Shit!" jeg så overrasket på ham "Virkelig? Navngiver i den? Hvad vil du kalde den?".

Han lo og kyssede mig. "Det er snart din fødselsdag - og ud over den gave jeg allerede har købt, har jeg besluttet at den skal navngives efter dig".

Mine øjne åbnede sig med en chokerende størrelse, og jeg så overrasket på ham. " Virkelig? Vil du virkelig gøre det for mig?".

Han lo. "Det var enten dig eller min mor...".

Jeg kyssede ham igen, og så lå vi bare sammen og kiggede på stjernerne.

"Jeg ville gerne vide hvordan deres himmel ser ud - men vi sender ingen satelit ud... det ligger for langt ude, siger de. Men det ser så smukt ud".

Jeg nikkede bare, og lod ham holde om mig.

Dimitris planet, vil ende med at hedde det samme som mig. Trods smerten jeg følte i mit bryst, prøvede jag at lade vær med at græde. Det lykkeds ikke.

"Er der noget galt?" spurgte han overrasket.

Jeg lo. "Nej - jeg er bare så glad... at jeg græder...". Han lo og nussede mig på håret.

Min mobil ringede, jeg tog den op til øret.

"M-hm?" jeg så ind i Richards øjne.

"Du bliver nød til at komme herned, aberne er væk..." lød det fra Chanie.

"Hvad?" jeg satte mig straks op, og kiggede rundt i rummet, mens jeg løb ud mod døren og tog min jakke på.

Han løb undrende efter mig, mens jeg kæmpede med at få jakken på.

"Er de stukket af?".

"Nej... Låsen var brudt op" svarede hun "De er væk, de er helt klart blevet taget...".

"Hvem tror du?".

"Du ved hvem, så snart du ser hvordan låsen er i stykker".

Jeg så undskylende på Richard, mens jeg tog en muffin fra fadet på bordet, og mumlede til Chanie at jeg ville være der om 10 min.

"Det er okay" nikkede han, mens jeg gik ud til bilen "Der er altid imorgen".

Ikke hvis jeg er fanget i er at gøre det igen.

Bilen kørte 210, mens jeg kiggede mod himlen. Mobiltelefonen kom på.

"Du snakkede noget om låsen?".

"Smeltet".

"Af hva'?".

Pludselig ramte en lille sten min rude, og der lød et lille knæk, jeg kiggede ud til siden og så en varevogn der var åben i siden.

"Shit!".

"Hvad sker der?".

En stor sten ramte min rude, et slag mere og glasset vil splintres, og glasset vil ramme mig med gud ved hvor meget i timen!

"SHIIIIIIT!" råbte jeg, mens bilen drejede rundt, da jeg prøvede at undvige endnu en sten. Med et brag ramte bilen en lygtepæl, og jeg blev kylet ud ad bilen.

 

"Skat?" Richard sad bekymret ved siden af min sygeseng. Hans smukke ansigt i bekymring gjorde mig dårlig tilpas.

"Hvad skete der?" spurgte jeg undrende, mens jeg kiggede rundt. Chanie sad udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...