Et afskedsbrev

Forhistorie: En mand har forladt sin familie. Han har været væk i 2 år. Konen står tilbage med børnene, som langsomt er begyndt at glemme deres far. Dette er brevet fra ham til hende.

Dette er en stil jeg har afleveret i Dansk. Håber at i kan lide den.

2Likes
0Kommentarer
678Visninger
AA

1. Til min elskede kone

Du skal ikke lede mere, du skal ikke bekymre dig mere. Du skal bare glemme. Glemme at jeg nogensinde var til.

Min mor forlod os da jeg var 8. Jeg har ikke set hende siden. Min far styrtede i grus - faldt fra hinanden og blev aldrig den samme igen. Han plejede at være den stærke. Han plejede at tage os med på oplevelser, i teateret, i skoven, ved vandet, fortælle skøre historier og få mig til at grine så det gjorde ondt. Han plejede at være livlig, fuld af fantasi, lune og latter. På en måned var alt ændret.. Han var nærmest ikke sig selv længere. Han var ikke min far længere. Min far plejede at spille musik. Både guitar, klaver, violin og saxofon. I stuen stod det smukke blanke flygel af ibenholt ved vinduet. Sommetider når jeg kom hjem fra skole sad han og lod fingrene stryge over tangenterne. Sorgløse melodiske toner hvirvlede rundt i den lille stue. Han smilede stort til mig, og straks kom min mor dansende ind i stuen i sit sædvanlige 50´er tøj. Hendes store lyse krøller fløj om hendes solbrune skuldre, mens den prikkede nederdel roterede som en paraply. Hendes blide ansigt var opløst i fryd og et ubekymret smil strakte sig fra den ene kind til den anden. Hun lagde hoved tilbage og lo. Dernæst greb hun mig om hofterne og svingede mig rundt og rundt i luften. De dage elskede jeg som barn. De dage hvor mor og far var som et nyforelsket par. En dag var hun bare væk, hendes tøj var væk, hendes ting, alt der fuldt ud havde tilhørt hende. Selv hendes sarte duft af lavendel var som trukket ud af rummene. En nusset seddel lå på køkkenbordet. Hun plejede altid at lægge en seddel, når hun skulle ud. Men noget var anderledes, noget var forkert. Ordene har brændt sig fast i mit hoved:

 

”Farvel mine to tapre mænd. Jeg elsker jer, men er nødt til at komme væk, væk fra dette liv og begynde et helt andet. Med en helt anden. Jeg elsker ham og har gjort det længe. Dette tidspunkt, dette skridt, er både noget jeg ser frem til og er frygteligt bange for. I skal ikke lede, I skal ikke bekymrer jer. I skal bare glemme. Glemme at jeg nogensinde var til. Jeg ønsker jer alt godt.

Jeres Clara”

Min far gled langsomt væk. Væk fra livet, væk fra sig selv og væk fra mig. Jeg kunne se det i hans øjne. De blev mere og mere tågede. Som så de intet. Intet andet end hans indre smerte. Han tabte sig synligt. Kinderne blev let hule og øjnene mørkere og mørkere, som sank de indad. Selv om han var ved sin bedste alder, fik han gråsprængt hår som en midaldrende. Han grinte aldrig længere og gik ikke ud, forlod knap nok soveværelsets dunkle, triste omgivelser. Han snakkede nærmest ikke til nogen mere. Han græd som et lille ulykkeligt barn, hver nat, når han troede jeg sov. Lyden hjemsøger mig stadig om aftenen, denne hylen gennem lejligheden. Jeg husker stadig synet af hans knoglede skuldre under tæppet, hans gråhvide hud, den pibende hæse stemme, der kaldte på hende i søvne. Jeg påtog mig rollen som hans far, hans beskytter. Når jeg pludselig hørte hans slæbende skridt på gangen, var jeg hurtig ude af sengen. Han enten sad og vuggede med armene krampagtigt om sig eller stod oprejst, svajende, som et tyndt træ i vinden og med nærmest gennemsigtig hvid hud. Som et spøgelse. Han faldt sammen i mine arme, hulkede mod min skulder. ”Hvorfor Charlie? Hvorfor gjorde hun det mod os?” hviskede han. Jeg var ikke længere en lille dreng, men en lille voksen med et stort ansvar. Den dag hvor jeg kom hjem og fandt flyglet smadret med træstumper spredt over gulvet og min far siddende midt i ruinerne med blodige hænder, blev jeg bange som aldrig før. Han knugede en økse ind til sit bryst. Hans hår var uglet og hang ned om hans ansigt. Vilde, rovdyrlignende øjne kiggede på mig gennem håret, og ud mellem de sammenbidte tænder hvislede han: ”jeg har dræbt hende”. Fra den dag af vidste jeg at min far var væk, at min mor var væk og at de aldrig ville komme tilbage. Fra den dag af var jeg alene.

Men så mødte jeg dig, min elskede. Mit livs lys. Fortæl mig nu, kunne du finde på at forlade mig? Som min mor gjorde det mod min far? Der er ikke nogen, der skal tage dig fra mig. Ingen. Derfor har jeg taget mig fra dig, så jeg ingen smerte vil føle, hvis du forlod mig. Jeg er så bange. Bange for at miste dig. Frygteligt bange for at ende som ham. Så bange for at børnene ender som mig. I fortjener bedre.

 

Jeg befinder mig nu ud fra Italiens vestkyst. Jeg sidder ved stranden og lader bølgerne slå mod mine fødder, luften rusker i mit svedige hår og jeg er så træt, så uendelig træt i hver en muskel. En mand ved kajen fortalte mig, at en lille kutter sejler folk til Kreta for ingen penge. Måske er det der, jeg er på vej hen? Varmen bølger over asfalten og gør mig svimmel.

Alle disse minder om min far, kører rundt i mit hoved og jeg bliver nok aldrig fri for dem. Efter min bil blev stjålet i Frankrig, har jeg tomlet mig ned til Italien. De første jeg kørte med, var en stor tysk familie, 4 skrålende børn og en bred mutter i førersædet. De spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Væk, svarede jeg.

Jeg blev sat af ved grænsen til Schweiz. Derefter måtte jeg gå 10 km, for at nå den nærmeste mortervej. Jeg ventede 3 timer, inden jeg blev samlet op af et smilende nygift par. De var fra en lille bjergby i Spanien og skulle på ferie på Sicilien. De grinede og smilede, som var der intet der gik dem i mod. Jeg kunne ikke undgå at misunde deres, unge, lykkelige tilværelse. Jeg nød at lytte til deres snak på forsædet, men jeg havde ikke sovet meget den sidste tid, og søvnen slog mig ud. Jeg blev vækket, efter noget der føltes som en evighed. Pigen kiggede smilende på mig, medens manden havde begravet ansigtet i kortets spindelvæv af veje. Hun havde utrolige blå øjne, som glimtende sydlandsk vand. Jeg har aldrig set så blå øjne, men alligevel så jeg ikke hende, jeg så dig. Du sad lige der og kiggede på mig med dit himmelblå blik. Et smil spillede om dine læber. Jeg tumlede forskrækket ud af bilen og løb til mine ben gav efter under mig, og jeg faldt sammen - lige her i strandens hede sand. Jeg svævede mellem drøm og virkelighed i ca. et døgn, indtil mit syn holdt op med at sløre i siderne. Jeg tænker på jer hvert minut, hver time, hver dag.  

Min far er ikke død, som jeg altid har sagt. Han bor i Tyrkiet. Jeg har ikke snakket med ham i 20 år. Det værste er, at jeg ville ønske han var død.

Lev videre. Jeg ønsker jer al kærlighed, lykke og glæde.

Jeres Charlie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...