En Hjælpende Hånd

Laura Rasmussen er en helt almindelig pige på 15 år. Hun har en lillebror ved navn Lukas på 12, og en mor og en far der bor sammen. Hun bliver ikke mobbet i skolen, men holder sig for det meste til sin bedste veninde som ikke bryder sig om andre mennesker, laver altid sine lektier, laver sin del af arbejdet i timen, og prøver at ungå eleverne i klassen. Men to ting er ikke så normalt ved hende.

A) Hun er medlem af en klub, som deltager i en TV-konkurrence ved navn "En hjælpende hånd", der gælder om at hjælpe andre mennesker så meget som muligt og så godt som muligt.
B) Hendes mor arbejder for FBI og hendes medhjælper er undercover som TV-vært i konkurrencen.
Okay jeg indrømmer det, hun er måske alligevel ikke så almindelig.

Da de på den første dag med konkurrencen får at vide at de skal være familie for nogle børn på et børnehjem, møder Laura Liv. Lille ustyrlige, uforbederlige, spontane Liv, som ingen vil forstå. Og så kan det nok være, at der kommer til at ske noget...

4Likes
3Kommentarer
1057Visninger
AA

6. Og så er tredje uge kommet

Jeg sad og så på Malin, der stod og snittede gulerødder direkte på køkkenbordet.

"Du, Malin?"

"Hvad?"

"Tror du, jeg ryger ud i aften?"

Malin lagde kniven fra sig, direkte på bordet med. "Hvorfor skulle jeg dog tro det? Du klarer det jo fint, taget i betragtning at hun er en lille bitch med motorcykelstøvler."

Jeg skævede til Malins egne støvler, der passede fint til den beskrivelse. Malin så det og protesterede vildt.

"Det er noget andet," bedyrede hun. "Jeg er femten. Jeg er ti år ældre end tøsen."

"Og alligevel påstår du, at du var lettere end Liv."

"Det var jeg da!"

"Jaja, så siger vi det." Jeg betragtede Malin snitte videre. "Hvad laver du egentlig?"

"Hakker gulerødder i småstykker," svarede hun uden at se op.

"Det kan jeg godt se, men hvorfor?"

Hun så forbavset op på mig, som om jeg lige havde stillet et fuldstændigt åbenlyst spørgsmål.

"Fordi jeg har lyst!" Jeg rystede på hovedet ad hende. Jeg ville nok aldrig komme til at forstå min barndomsveninde.

"Nå, men du bliver i hvert fald nødt til at stoppe nu. Jeg skal afsted, og du skal med mig."

"Ja," nikkede Malin og skrabede gulerødderne fra bordet ned i skraldespanden. Jeg rystede på hovedet igen.

"Har du tænkt dig at tørre bordet af eller sådan noget?"

Hun stod lidt som om, hun overvejede det. "Nej," sagde hun så til sidst. Bare "Nej". Intet andet. Jeg trak på skuldrene og gik hen for at tage min jakke.

Da vi kom hen til tv-studiet, gik vi ikke direkte hen til omklædningsrummet. Der var stadig en halv time, til vi skulle på. Jeg opsumerede i mit hovede. Indtil videre var Nadja røget ud, og Oskar med til min store lettelse. Men jeg kunne altså ikke forstå, hvorfor Amanda ikke var ude endnu. Hun var jo så elendig, og lærtede de to stakkels piger ting, som de ikke burde lære. Sophia stod mellem kameraerne og så ned på sine papirer.

"Hej Sophia," kaldte jeg. Hun så langsomt op og smilede.

"Hej med dig, Laura. Hej Mille."

"Det er Malin," sagde Malin.

"Ja, selvfølgelig. Sagde jeg ikke det? Det må du undskylde." Sophia var ofte meget distræt, når det kom til navne.

"Du-øh... Sophia?"

"Yes?"

"Ryger jeg ud idag?"

"Hvorfor spørger du pludselig om det? Det var du da ikke nervøs for de andre gange."

"Det var bare noget Amanda sagde."

Sophia sukkede og så strengt på mig. "For det første er Amanda en selvglad løgner, og for det andet ved jeg lige så lidt som du om hvem, der vinder." Jeg nikkede stumt. Det var jeg jo godt klar over.

"For resten er der en overraskelse til dig inde i opholdsstuen." Jeg stirrede på Sophia. Hendes øjne glimtede skælmsk.

"Fedt! Jeg går derind nu," sagde jeg og drejede omkring på hælen. Ud af øjenkrogen så jeg Malin tage sin sorte bowlerhat af og løbe efter mig. Da jeg nåede ind i omklædningsrummet, var der ikke kommet så mange andre. Nadja var der, og da jeg så mig omkring, fik jeg øje på Penny, som nøjagtigt samtidigt fik øje på mig. Hendes øjne strålede, da hun kom over imod mig. Jeg blev pludselig meget nysgerrig.

"Hvad sker der?" spurgte jeg med et skælmsk smil.

Penny så på mig med et skinnende glimt i øjet.

"Det får du at se," sagde hun hemmelighedsfuldt. Jeg prøvede at gå forbi hende ud i opholdsstuen, men hun lagde armen om mig og stoppede mig.

"næh nej, du," sagde hun bestemt. "Du går ingen steder, før du er klar til at gå på scenen." Jeg lod mig trække med hen til bordet, og lod Penny give mig makeup på. Hun var så grundig, at jeg til sidst blev helt utålmodig.

"Er du snart færdig, Penny?" brokkede jeg mig. "Du kan altså ikke være det bekendt!" Penny lo bare og daskede til mig.

"Rolig nu, frøken!" sagde hun. "Du må vente og se." Så jeg sukkede opgivende og ventede på, at hun skulle gøre mig færdig.

"Tøjet må du altså selv klare," afgjorde hun endelig, og jeg sprang og skyndte mig at trække min hættetrøje over hovedet og erstatte den med en glitrende top.

"Ny?" spurgte Penny.

"Ja." Hun nikkede anerkendende, og jeg skyndte mig ind i opholdsstuen med Penny i hælene.

Malin stod derinde.

"Det var du længe om."

"Ja. Så - hvad er min overraskelse?"

"Mig," lød min mors stemme bag mig. Jeg snurrede rundt, og dér stod hun ganske rigtigt sammen med far og Lukas.

"Mor!" smilede jeg over hele hovedet og gav hende et kæmpe knus. "Hvad laver du her? Du skulle først være hjemme om en måned!"

"Ja, jeg skulle," smilede hun. "Men de sendte mig hjem tidligere. Jeg er blevet overflyttet."

Jeg trak på skuldrene. "Jeg er ligeglad. Du er hjemme!"

"Laura Rasmussen!" lød Sophias stemme pludselig fra fjernsynet, og da jeg så mig omkring, opdagede jeg, at næsten alle de andre var væk. Pludselig var jeg virkelig glad for, at Penny havde tvunget mig, til at gøre mig klar. Jeg var ekstremt spændt på at høre, hvilken episode fra ugen, de havde valgt. Da jeg kom ud, hørte jeg storskærmen køre, og først kunne jeg ikke høre, hvor det var fra. Men så slog det mig, og jeg spærrede øjnene op i forskrækkelse.

"Jeg er ikke nogen løgner!" hørte jeg Liv græde, og jeg hørte mig selv trøste hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...