En Hjælpende Hånd

Laura Rasmussen er en helt almindelig pige på 15 år. Hun har en lillebror ved navn Lukas på 12, og en mor og en far der bor sammen. Hun bliver ikke mobbet i skolen, men holder sig for det meste til sin bedste veninde som ikke bryder sig om andre mennesker, laver altid sine lektier, laver sin del af arbejdet i timen, og prøver at ungå eleverne i klassen. Men to ting er ikke så normalt ved hende.

A) Hun er medlem af en klub, som deltager i en TV-konkurrence ved navn "En hjælpende hånd", der gælder om at hjælpe andre mennesker så meget som muligt og så godt som muligt.
B) Hendes mor arbejder for FBI og hendes medhjælper er undercover som TV-vært i konkurrencen.
Okay jeg indrømmer det, hun er måske alligevel ikke så almindelig.

Da de på den første dag med konkurrencen får at vide at de skal være familie for nogle børn på et børnehjem, møder Laura Liv. Lille ustyrlige, uforbederlige, spontane Liv, som ingen vil forstå. Og så kan det nok være, at der kommer til at ske noget...

4Likes
3Kommentarer
1069Visninger
AA

3. Lillesøster Liv

Jeg havde lige sat mig ned, da klokken ringede. Folk kom styrtende ind, uden at sætte sig. De løb rundt, larmede og skabte sig. Jeg rystede på hovedet ad dem og så ned i min bog. Vi skulle begynde på et nyt emne idag. Hvis ikke Mikael som sædvanlig byttede rundt på kapitlerne, skulle vi have om astronomi de næste mange gange. Jeg gabte diskret. Rummet har aldrig interesseret mig. Alligevel fik jeg et chok, da et par hænder pludselig blev sat ned i min åbne bog foran mig.

"Det mener du ikke!" Malin.

Jeg så op og rystede på hovedet.

"Selvfølgelig ikke," svarede jeg afvisende. "Har du nogensinde set mig beskæftige mig med solen og månen?"

"Ja faktisk. Én gang. Da vi var fire. Kan du ikke huske det? Du ønskede dig et teleskop i fødselsdagsgave, og du fik det. Du har altid været så forkælet."

Okay. Måske har jeg en enkelt gang syntes, at det var spændende med det store kolde rum, men hvem har ikke gjort det på et eller andet tidspunkt? Det overraskede mig ikke, at min veninde kunne huske så langt tilbage. Malins hukommelse var utrolig. Hvis man spurgte hende, kunne hun huske, da hun ikke kunne gå. I det samme kom Mikael ind ad døren, og alle skyndte sig at sætte sig ned, da vores lærer ikke ville tøve med at give eftersidning til den stakkel, som kom for sent eller ikke gjorde, som der var blevet sagt.

"Goddag alle sammen. I kan slå op på side 85," sagde han uden så meget som at se på os.

"Jeg vidste det," hviskede jeg. Jeg aftalte stiltiende med mig selv, at jeg ikke ville høre efter. Malin lænede sig ind mod mig.

"Du har nok vidst, hvad vi skulle, hvad?" hviskede hun drillende.

"Ja det var da ikke så svært. Jeg slog op i indholdsfortegnelse i den her. Det kaldes en bog. Du skulle tage at få dig én engang," svarede jeg igen med et glimt i øjet.

"...når stjernernes position ændrer sig. Derfor må i kunne forstå..."

"Er du slet ikke nervøs for idag?" spurgte Malin.

"Jo er du gal? Se! Mine hænder ryster!" svarede jeg og viste min hånd under bordet. "Tænk hvis jeg får hende den skrækkelige?"

"Selvfølgelig gør du ikke det. Hvad er chancen? Og selv hvis du gør, skal jeg nok sætte hende på plads," sagde Malin selvsikkert.

"Det er jeg ikke i tvivl om, at du vil. Men det må du ikke. Det er meningen, at jeg skal passe på det her barn, ikke give dem varige mén."

"...blive presset sammen til næsten ingenting, hvis i rammer sådan et. Det kaldes et sort hul. Nu må vi videre til..."

"Det var ellers ret kedeligt i går, hva'?" sagde Malin sagte.

"For dig måske. Du sad jo bare og gloede. Jeg havde så travlt, at jeg ikke havde tid til at kede mig," mumlede jeg.

"De damer! Er der noget, i har lyst til at dele med os andre?" lød det pludselig oppe fra katederet, og det gik op for mig, at alle stirrede på os.

"Nej tak," stammede jeg. Jeg var altid så nervøs, når en lille forsamlings opmærksomhed var rettet imod mig. Ironisk nok.

"Jo kom nu. Når det er så vigtigt, at det er nødt til at blive diskuteret i min time, vil vi andre naturligvis gerne høre det. Det kan i nok forstå."

Malin så på mig, og jeg nikkede til hende. Hun rejste sig op og så sig trodsigt omkring.

"Vi snakkede såmænd bare om den konkurrence, Laura er med i. Om at hun idag får at vide, hvem hun skal passe. Og at hun risikerer at få et skrækkeligt pigebarn, som bor på det børnehjem," sagde hun højt og slog med nakken.

"Mange tak, Malin. Det var vældig fint. Men det er ikke vigtigere, end at i kan diskutere det et andet sted på et andet tidspunkt. Nu skal i høre, efter hvad jeg siger!" sagde han og slog med pegepinden på tavlen, hvor han havde skrevet og tegnet en masse. Da han fortsatte sin talestrøm, skævede vi til hinanden og kvalte en latter.

....................

"Jeg er hjemme!" råbte jeg, idet jeg smed min taske i gangen. Egentlig havde jeg ikke forventet noget svar, men jeg hørte Lukas' spæde stemme indefra stuen: "Far er ude."

"Det er jeg også," svarede jeg.

"Laura, vent lige," sagde Lukas og kom ud i gangen, netop som jeg havde åbnet døren. Jeg lukkede den igen.

"Mor kommer hjem idag," sagde Lukas lavmælt. En masse tanker fløj igennem mit hovede, da han sagde det.

'Hvordan ved du det?'

'Hun kommer først hjem om en uge.'

'Hvorfor er far her så ikke?'

"Jamen jeg er jo ude idag," blev det til. Jamrende over ikke at kunne bruge tid sammen med min mor, når hun for en gangs skyld var hjemme fra den spionage, hun altid blev sendt ud på.

Lukas nikkede med tårer i øjnene. "Det er så uretfærdigt. Nu får hun ikke tid til at komme hjem om to uger som planlagt. Jeg havde også set frem til den dag. Vi skulle alle sammen tage fri, og så i parken med madkurv. Det er altid så hyggeligt," Jeg fik en klump i halsen over, at se min lillebror græde på den måde. Han var så lille og sårbar trods de tolv år.

"Bare rolig. Far finder på noget. Det gør han altid," sagde jeg, selvom jeg vidste, at det ikke kom til at ske denne gang. Far havde forsøgt at få mor til at droppe spionlivet. Men hun ville ikke. Og jeg forstod hende godt. Jeg ville heller ikke bare kunne slå mig til ro, efter så mange hektiske år. Men jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke bare kunne arbejde hjemmefra, ligesom Sophia gør det.

"Og nu bliver jeg virkelig nødt til at løbe," sagde jeg efter et enkelt blik på mit armbåndsur. "Prøv at hold på mor for mig, okay?"

Jeg smilede til Lukas, før jeg skyndte mig ud ad døren.

....................

Jeg nåede ikke den bus, jeg skulle have taget, så jeg var nødt til at vente i næsten et kvarter på den næste. Det var selvfølgelig højst irriterende, men jeg kunne ikke rigtig samle mig om det lige nu. Jeg blev ved med at tænke på min mor. Hvornår hun kom, hvad hun havde planlagt, om de ville tage på udflugt uden mig, om hun mon var der nu og hvor lang tid hun blev der. Hvert øjeblik ventede jeg at se hende komme gående ned omkring gadehjørnet, som mine øjne var stift rettede imod, men så kom bussen, og jeg var nødt til at stige om bord.

"Til børnehjemmet i Marinagade," sagde jeg. En mukken tante var hun, hende der rakte mig billetten, og jeg priste mig lykkelig for, at min sædvanlige chauffør ikke var sådan.

Men var det ikke...? Joh det var det da! Alexander sad nede bagved med blikket vendt ud mod vejen. Nu drejede han ansigtet over mod mig. Hans udtryk afslørede intet, men jeg kan forestille mig, at han var akkurat lige så forbløffet over at se mig her, som jeg var over at se ham. Jeg stod lidt uden at vide, hvad jeg skulle gøre, om jeg skulle sætte mig ned ved siden af ham eller et andet sted, men så satte bussen igang, og jeg snublede fremad og lige ind i favnen på ham.

"Ups," sagde han bare, mens jeg følte det som om jeg var ved at dø af forlegenhed.

Ups?

Ups?

Jeg var bogtavligt talt braset lige ind i ham, og han sagde: "Ups"?! Men selvfølgelig var jeg glad for, at han ikke gjorde noget væsen ud ad det. Jeg lo, mens jeg satte mig til rette ved siden ad ham. Derefter sad vi lidt uden at foretage os noget bestemt.

"Jeg vidste ikke, at du tog bussen," sagde jeg.

"Heller ikke jeg," svarede Alexander lidt svævende. "Det gør jeg åbenbart," sagde han så, da han så mit forbavsende og spørgende udtryk.

Okay... Jeg prøvede igen. "Gør du tit det? Tager bussen, mener jeg."

"Fra tid til anden."

Jeg rynkede panden over de halvfærdige svar, og Alexander så undrende på mig, som om han prøvede at finde ud af, om jeg virkelig gad at snakke med ham. Det var heller ikke noget, jeg plejede at gøre. Faktisk kunne jeg, når jeg tænkte over det ikke huske en eneste gang, hvor jeg havde hørt nogen spørge ham, om han ville lave et eller andet. Jeg skammede mig med et, så jeg troede, at jeg skulle dø. Alexander så ud ad vinduet igen. Pludselig blev jeg irriteret på ham. Hvis han ikke ville tale med mig, kunne han da for pokker sige det, i stedet for at sidde og komme med dårlige hentydninger. Jeg gad da slet ikke sidde med en, der ikke gad sidde med mig.

"Skal jeg sætte mig et andet sted hen?" ville jeg vide.

Han så forbavset på mig. "Nej da. Du må gerne sidde her."

Resten af turen sagde vi ingenting, men nu kunne jeg mærke på ham, at han ikke var fjentligt indstillet over for mig. Vi stod af bussen sammen, da den standsede lige uden for børnehjemmet, og vi gik indenfor. De andre otte var der, og ingen vidste hvad de skulle gøre, da der ikke var nogen, der havde været så elskværdige at vise os på plads. Til sidst var der da endelig nogen, som fik øje på os, og fulgte os ind i en kæmpestor opholdsstue. På vejen mumlede en af dem noget om, at vi var sent på den, men det var da dem, der ikke holdt øje med tiden, så vi ignorede dem bare. Stuen var fyldt med omkring tyve børn. De så bange og nervøse ud, da vi kom ind. En af medhjælperne skyndte sig at stille sig op på en stol.

"Alle sammen," sagde hun og så ud over os. "Siden vi alle er her, vil jeg nu fortælle, hvordan det kommer til at foregå. Vi fik igår et indtryk af jer store, og ud fra det vi har set, har vi valgt de to børn, vi synes vil passe bedst sammen med jer. Hvis i vil følge med Peter om lidt, vil i blive placeret i hvert jeres værelse. Så sender vi de to valgte ned til jer, så i kan lære hinanden at kende." Peter gjorde en armbevægelse, og vi fulgte efter ned til de rum, vi hver og især blev sat ind i. Eller stillet, det kom an på hvad man foretrak. Jeg var nummer otte, så jeg vidste, at de piger man havde valgt til mig, ville være der snart. Jeg var nervøs men også på sin vis lettet. Da vi havde fået fortalt, at de valgte efter personlighed, var jeg hundrede procent overbevist om, at det ikke ville blive mig, der fik det umulige pigebarn. Så rebelsk var jeg ikke, og heller ikke så stærk. Okay ja, jeg havde klaret at tage mig af min bror, men han var jo også den roligste skabning på jorden. Det var sikkert Nadja eller en af drengene, der fik hende. Ja, det var nok meget sandsynligt, at en af drengene fik hende. Penny fik jo to af drengene. Jeg skubbede tankerne fra mig og begyndte at studere værelset. Jeg var vist blevet sat af i et af pigernes soveværelser, for der var to køjesenge med søde pink og hvide og røde farver på lagen og betræk. Gardinerne var hvide, og der var bløde tæpper på gulvet højst sandsynligt for, at man ikke fik splinter, når man stod op eller frøs. Måske også for at man ikke slog sig, hvis man faldt ud af sengen. Ud af den laveste seng, naturligvis, der var jo tremmer for den øverste, og hvis man faldt ud af den, ville man jo risikere at brække et ben eller en arm. Pludselig blev jeg brutalt revet ud af min bizarre tankegang, ved lyden af skridt der nærmede sig hastigt. Faktisk virkede det som om, at den der gik, forsøgte at få turen overstået hurtigst muligt. Store protester og skænd gav genlyd igennem gangen og nærmede sig akkurat lige så hurtigt som skridtene...

Døren gik op, og Andrea stod der med et fast greb i armen på en lille pige ved siden af hende. Pigen havde tårer ned ad kinderne, og hun stirrede trodsigt på mig.

"Laura," sagde Andrea træt. "Det her er Liv. Hun skal være din lillesøster."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...