En Hjælpende Hånd

Laura Rasmussen er en helt almindelig pige på 15 år. Hun har en lillebror ved navn Lukas på 12, og en mor og en far der bor sammen. Hun bliver ikke mobbet i skolen, men holder sig for det meste til sin bedste veninde som ikke bryder sig om andre mennesker, laver altid sine lektier, laver sin del af arbejdet i timen, og prøver at ungå eleverne i klassen. Men to ting er ikke så normalt ved hende.

A) Hun er medlem af en klub, som deltager i en TV-konkurrence ved navn "En hjælpende hånd", der gælder om at hjælpe andre mennesker så meget som muligt og så godt som muligt.
B) Hendes mor arbejder for FBI og hendes medhjælper er undercover som TV-vært i konkurrencen.
Okay jeg indrømmer det, hun er måske alligevel ikke så almindelig.

Da de på den første dag med konkurrencen får at vide at de skal være familie for nogle børn på et børnehjem, møder Laura Liv. Lille ustyrlige, uforbederlige, spontane Liv, som ingen vil forstå. Og så kan det nok være, at der kommer til at ske noget...

4Likes
3Kommentarer
1120Visninger
AA

5. Jeg er ikke nogen løgner!

Første uge... Frygtelig. Liv var så væmmelig og afvisende over for mig. Jeg fattede ikke hvad hendes problem var. Jeg prøvede jo bare at være sød. eksempel:

Vi var i biografen og se "Nanny McPhee" sammen. Lige med ét for hun op: "Der er ikke flere vingummier! Jeg kan ikke lide lakrids!" Alle vender sig og tysser på os, og jeg rækker popcornene hen til hende.

"Tag nogle popcorn, Liv. De er gode, bedre end de plejer at være," siger jeg, og hun tav et par minutter mere.

"Nu er der ikke mere sodavand!" klager hun pludselig.

"Liv, du er altså nødt til at tie stille. De andre vil gerne se filmen."

"Jamen man kan da ikke se en film uden slik og sodavand! De andre piger i min klasse er i biografen hele tiden, og de siger, at det kan man ikke."

Jeg tøvede lidt, vel vidende, at hun aldrig i livet ville gå med ud. Men jeg var ikke sikker på, om jeg turde efterlade hende der. Til sidst nåede jeg frem til at jeg ville løbe risikoen.

"Jeg kan gå ud efter noget til dig. En cola igen?" spurgte jeg.

"Ja, og en slikpose mere. Med rød vingummi!" sagde hun efter mig, da jeg gik. Jeg skyndte mig, rev den nærmeste tilfældige slikpose og et stort papbæger til mig. Sodavandsmaskinen havde aldrig været langsommere og heller ikke damen bag disken. Derefter spænede jeg ind igen så hurtigt, sodavanden tillod mig det, og dumpede ned i mit sæde igen. Liv snuppede bare posen og begyndte at spise fra den.

"Hvorfor var du så længe om det?" brokkede hun sig.

Anden uge... Lidt bedre. Liv var begyndt at bløde lidt op, og lukke mig lidt mere ind. Torsdag sad jeg og skrev en stil, jeg havde for om at være bedst til alting. Malin og jeg havde diskuteret det på vej hjem fra skole dagen før. Hun mente godt, at det kunne lade sig gøre, og det gjorde jeg ikke. Jeg mener alting? Det er jo teknisk set umuligt. Det kræver et helt liv at blive bedst til bare én ting. Det ville kræve alle liv i verden og mere til at blive bedst til alting. Liv var nede i kantinen for at spise. Jeg skulle spise hjemme senere. Færdig! Min stil altså, den var færdig. Jeg underskrev den med sirlig håndskrift og lagde den ned i min blå og hvide skoletaske. Jeg elskede blåt og hvidt. Det havde jeg altid gjort. Da jeg var helt lille ville jeg først være en prinsesse i blåt og hvidt, lige indtil jeg hørte, at der var noget, der hed en cheerleader. Så ville jeg være sådan en. Det er ikke for at prale, men jeg synes selv, at jeg var den mest nuttede lille cheerleader på 5 år i verden. Jeg har set billeder. Jeg kan huske, at jeg dengang følte mig meget stor, klodset og grim, selvom jeg altid har været lille og spinkel. Det var jeg også dengang som 15-årig, og det er jeg stadig. Jeg blev afbrudt af mine tanker, da døren blev flået op af en meget forskræmt Anna Maria.

"Laura, du må skynde dig at komme!" sagde hun med rystende stemme. "Liv er oppe at slås med Mia og Sille!" Mia og Sille var  Amandas små "søstre", så det undrede mig ikke, at Liv var oppe at slås med netop dem, men jeg for op og løb over mod kantinen med Anna Maria i hælene. Allerede på lang afstand kunne jeg høre skrig og skrål og borde, der skrabede mod gulvet, og jeg satte farten op.  Da jeg kom ind, blev jeg et øjeblik stående for at samle mig om det sceneri, der udspillede sig for øjnene af mig. Alle stod helt stille og stirrede på de tre små piger, slog løs på hinanden. Jeg havde aldrig set Mia og Sille før, men nu så jeg dem.  De vel omkring fem-seks og syv-otte årDeres hår havde vist engang været kunstfærdigt sat op, den enes i en rødbrun fransk fletning, den andens i en meget lys blond og kruset hestehale. Deres tøj var som alle andre børn på Lillelys' en sort nederdel med folder og valgfri bluse. Ved dem var det en lyserød bluse med en sort vest udover og en orange t-shirt med skriften "Sheeply in love". De så begge meget sammenbidte ud, og det var der ikke noget at sige til. Liv var en lille muskelmaskine og arrig som en bi. Da fire af hendes fingre ramte den mørkhårede pige på kæben med et smæld, styrtede jeg derhen og trak hende uden for rækkevidde. Hun skreg selvfølgelig op og prøvede at slippe fri, men jeg holdt godt fast. Den lyshårede i den lyserøde bluse løb hen og begyndte at hamre løs på Liv med sine små knytnæver jeg skubbede dem fra hinanden, og da den mørkhårede også gik til angreb råbte jeg: "Hent Amanda!" Til min overraskelse trådte Amanda frem og så roligt på mig.

"Du kaldte?" sagde hun køligt.

"Hold styr på dine søstre!" råbte jeg ad hende.

"Hvorfor det? Det var  din søster, der startede det."

""Der startede det"? Hvor gammel er du? Ni år? Hjælp mig."

Amanda sukkede men gik nådigt hen og hjalp mig ved at tage fat i Mia og Sille.

"Pæne piger slås ikke med udskud," sagde hun formanende og så med afsky på den grædende Liv. I det samme kom Andrea løbende, og da hun så, hvordan Mia, Sille og Liv så ud, lagde hun en hånd på hjertet.

"Åh gud," sagde hun og vendte sig så mod Liv og så strengt på hende. "Det gør du ikke igen. Hører du, Liv? Du har stuearrest!"

Jeg stirrede på hende. "Er det det? Skal vi ikke få dem til at snakke sammen og finde ud af det? Hvem siger, at det kun var Livs skyld?" udbrød jeg. Andrea så helt fortabt ud ved mit sidste spørgsmål.

"Jamen... Det plejer jo at være..." begyndte hun spagt.

"Plejer! Er det det i straffer ud fra? For så kan jeg godt forstå, at Liv oftest bliver straffet," svarede jeg med rynkede bryn, hvorefter jeg så på Amanda. "Nu kommer i med, og så snakker vi om tingene. Er der et sted, hvor vi kan tale i fred, Andrea?"

"I den indendørs have. Der er godt nok kamera på, men børnene må ikke være der på dette her tidspunkt, så der vil i ikke blive forstyrret."

"Godt. Kom så." Og så begyndte jeg at gå med Liv i hånden og Amanda, Mia og Sille i hælene. Da vi var inde i den indendørs have (som godt nok var varm), satte vi os på bænkene.

"Amanda," sagde jeg. "Skal vi ikke være enige om, at vi ikke har noget at skulle have sagt i dette her? Vi må kun gribe ind, hvis pigerne begynder at afbryde hinanden. Så skal vi til gengæld også gribe ind." Amanda rullede med øjnene men nikkede så.

"Liv starter," sagde hun. Jeg så opfordrende på Liv, som først sad med sammenknebne læber, men så sukkede hun.

"Jeg sad bare og spiste min mad, som du havde sagt, at jeg skulle. Så kom Sille hen til mig." Den lyshårede rørte uroligt på sig, hvilket fik mig overbevist om, at det her var Sille.

Liv fortsatte: "Hun sagde, at hun elskede min halskæde. Jeg sagde, at den var min og ikke hendes, så hun kunne ikke elske den. Hun sagde, at jeg skulle give hende den..."

"Det er løgn!" sagde Sille vredt. "Jeg bad hende pænt om at give mig hendes halskæde. Jeg sagde ikke "skal"" Amanda smilede blidt til hende og aede hende over håret, indtil jeg rømmede mig, og hun kom i tanke om, hvad vi aftalte.

"Sille," sagde hun. "Man må ikke afbryde. Du må vente til det bliver din tur. Der er alligevel ikke nogen, der tror på det lille udyr."

"Fortsæt, Liv," sagde jeg og mumlede til hende, så de andre ikke kunne høre det: "Du er tusind gange mere værd end Amanda."

Hun smilede. "Jeg sagde nej, og så blev hun vred. Hun sagde, at hendes storesøster..." Liv kastede et blik på Amanda, "...at hendes storesøster kunne tvinge mig, men jeg ville stadig ikke give min halskæde væk. Jeg ville stadigvæk ikke give den væk. Jeg sagde, at jeg har fået den af min mor. Så kaldte hun på Mia. Mia sagde, at deres storesøster sagde, at min storesøster ville blive tværet ud i konkurrencen." Nu var det dem alle tre, både Amanda, Mia og Sille der vred sig på bænken.

De har nok ikke regnet med Livs hukommelse, tænkte jeg og smilede som en kat, der legede med sit bytte.

"Så sagde jeg, at min storesøster var den bedste i verden, og selv hvis hun blev tværet ud, ville hun rejse sig igen med det samme." Jeg rødmede smilende og gav Liv et klem.

"Og jeg sagde, at jeg for øvrigt var frygteligt ked af det for deres skyld, at dem på Lillelys havde valgt den person, der passede bedst til os." Nu skulle jeg virkelig kæmpe for at holde masken.

"Så rev Mia min halskæde af og stak den i lomme, og jeg rev hendes lomme i stykker for at få min halskæde tilbage, og da Sille prøvede at tage den, skubbede jeg til hende, og det var sådan, vi kom op at slås." Liv så afventende på os.

"Okay," sagde jeg. "Mia og Sille, så er det jeres tur." Mia så på Sille, som så spørgende på Amanda. Hun lavede en næsten usynlig hovedbevægelse, og da jeg så godt efter, lignede det faktisk et lille nik.

"Alt hvad hun siger er sandt, undtagen det dårlige om mig og Mia?" forsøgte hun. Amanda himlede med øjnene af Silles ynkelige forsøg.

"Sille," sagde jeg. "Forklar."

"Liv kaldte mig en bitch."

"Det er løgn!" råbte Liv, og jeg tyssede diskret på hende.

"Hun sagde også, at jeg skulle skrubbe af hekkenfeldt til, da jeg sagde, at hendes halskæde var pæn. Og jeg sagde aldrig at hun skulle give mig den. Jeg spurgte om jeg måtte få den."

"Jeg syntes, du sagde, at du bad hende om at give dig den?"

"Ved at spørge om jeg måtte få den. Og Mia forsøgte ikke at stjæle halskæden. Liv slog hende, og Mia greb ud efter halskæden for at få noget at holde i." Hun tav. Tårerne løb ned ad kinderne på Liv. Amanda rettede sig op.

"Jeg synes, det er temmelig klart hvad, der foregår her. Liv har et temperamentsproblem. Og hun er lystløgner. Du må hellere holde bedre styr på hende, Laura. Ellers ender det med, at du bliver smidt ud af konkurrencen. Næste gang er jo i morgen, ikke sandt? Der ryger du nok ud." Med de ord rejste hun sig, tog Mia og Sille i hver hånd, og marcherede ud af haven. Jeg stirrede måbende efter hende.

"Jeg er ikke nogen lystløgner," hulkede Liv.

"Schh... Det ved jeg godt, du ikke er," hviskede jeg og vuggede hende frem og tilbage. Ubevidst begyndte jeg at nynne en melodi, min mor altid nynnede for mig, da jeg var lille. Jeg vidste ikke hvorfor, men det fik Liv til at falde til ro, så hun til sidst bare sad stille i min favn og lod sig trøste.

>Du hjælper mig Du hjælper mig Jeg skal bruge mere hjælp Hjælp mig Hjælp mig Find mig<

*

Ville bare lige sige, at det der sidste ikke var den melodi, Laura nynnede. Hvis i læste det første kapitel, ved i hvad det var. Skriv jeres mening! Bye!:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...