En Hjælpende Hånd

Laura Rasmussen er en helt almindelig pige på 15 år. Hun har en lillebror ved navn Lukas på 12, og en mor og en far der bor sammen. Hun bliver ikke mobbet i skolen, men holder sig for det meste til sin bedste veninde som ikke bryder sig om andre mennesker, laver altid sine lektier, laver sin del af arbejdet i timen, og prøver at ungå eleverne i klassen. Men to ting er ikke så normalt ved hende.

A) Hun er medlem af en klub, som deltager i en TV-konkurrence ved navn "En hjælpende hånd", der gælder om at hjælpe andre mennesker så meget som muligt og så godt som muligt.
B) Hendes mor arbejder for FBI og hendes medhjælper er undercover som TV-vært i konkurrencen.
Okay jeg indrømmer det, hun er måske alligevel ikke så almindelig.

Da de på den første dag med konkurrencen får at vide at de skal være familie for nogle børn på et børnehjem, møder Laura Liv. Lille ustyrlige, uforbederlige, spontane Liv, som ingen vil forstå. Og så kan det nok være, at der kommer til at ske noget...

4Likes
3Kommentarer
1069Visninger
AA

4. Forståelse og vrede

Vi var hurtigt blevet ladt alene, Liv og jeg, da Andrea tilsyneladende ikke kunne vente med at slippe ud. Og jeg forstod hende. Efter alle de skrækkelige ting jeg havde hørt, havde jeg heller ikke megen lyst til at blive der. Et stort sug i maven af ubehag bredte sig som et af de sorte huller, Mikael havde plapret sådan løs om. Vi så på hinanden, hun koldt og modstandstagende, jeg prøvende venligt og usikkert.

"Vil du ikke fortælle om dig selv, Liv?" spurgte jeg med et skælvende smil. Hun stirrede på mig.

"Jeg har en kniv," sagde hun så kort. Et stød gik igennem mig. Himmel og hav! Det var da helt galt med den pige!

"Hvor gammel er du egentlig?" spurgte jeg.

"Fem." Herregud, hun var jo knap nok halvvejs igennem sine år på Lillelys! Jeg måtte huske at spørge Andrea om hende, mindede jeg mig selv om.

"Hvor lang tid har du været her?"

"Altid. Det har vi alle sammen." Og hvad var det egentlig hun var klædt i? Det var da ikke det pæne og rene tøj, de andre børn havde på. Det var jo alt sammen sort og rockeragtigt!

Hun så sammenbidt på mig. "Du vil aldrig blive min søster. Aldrig!"

"Nej det kan jeg forstå," sagde jeg tørt. "Hvorfor er du ikke klædt som alle de andre?"

"Det rager ikke dig. Tror du ikke jeg er klar over, at du gør det her for pengene? Så hvorfor snager du?" Hvad var der lige med det sprog? Hvor havde hun overhovedet lært det?

"Jeg får ingen penge."

Hun stirrede vantro på mig. "Hvad får du så? Du skal ikke bilde mig ind, at du gør det for fornøjelsens skyld, jeg er ikke helt dum!" Jamen havde de ikke engang fortalt hende det? Hvordan var det lige, de behandlede det barn, der havde mest brug for dem?

"Jeg gør det fordi, jeg er med i en klub for folk, der vil hjælpe andre frivilligt. Jeg kan lide at hjælpe andre, det har min familie på min mors side altid gjort." Et lille håb glimtede et øjeblik i Livs øjne, så forsvandt det og blev erstattet af raseri.

"Du lyver! Du gør det ikke, fordi du vil hjælpe, du skjuler det rigtige, gør du, og du kan ikke være det bekendt!" Hendes tonefald blev mere og mere hysterisk, og til sidst skreg hun og slog ud om sig uden at se sig for, folk kom løbende, da de hørte hende, og prøvede at holde hende, og pludselig så jeg, at hun havde trukket en kniv frem fra støvlen, de tog den fra hende, hun blev endnu mere desperat og hylede op og hulkede, og jeg stirrede bare med store øjne, indtil Andrea trak mig uden for døren.

"Det er jeg ked af," sagde hun stille. "Jeg troede virkelig, at du kunne styre hende."

"Hvorfor havde hun ikke samme tøj på som de andre børn?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn.

"Der er da ikke nogen, der kan trænge igennem til den pige. Hun gør, hvad hun vil. Og lader være med at gøre det, hun ikke vil." Jeg syntes nu, at svaret lød meget usandsynligt. Og alligevel købte de tøjet? Det kunne de da bare lade være med! Jeg sagde mine tanker højt.

"Jamen hun vil jo ikke gå i andet," sagde Andrea opgivende. "Det er det sorte eller ingenting. Og hun er jo nødt til at have et eller andet på." Vi stod lidt og lyttede til larmen inde fra værelset.

"Hvis du gerne vil have to andre børn, kan vi sagtens arrangere det. Så konkluderer vi bare, at Liv ikke er i stand til at gennemføre det her."

"Nej! Aldrig i livet. Jeg kan da ikke svigte hende nu! Hun har jo brug for mig!"

"Det eneste hun har brug for, er en ordentlig én på siden af hovedet," lød det mumlende svar, der vist ikke var bestemt for mine ører, så lavt var det.

....................

Hun sad med hænderne knyttede, da jeg kom ind. Hendes ansigt var grimet af vredens tårer, og øjnene skød lyn, da hun så op på mig.

"Her," mumlede en medhjælper og rakte mig kniven, da han gik forbi mig og ud. Jeg så forvirret efter ham. Skulle jeg virkelig selv afgøre, hvad der skulle ske med den? Det lod til det.

"Jeg beholder dig," sagde jeg usikkert henvendt til Liv.

"Rend mig," svarede hun kort og bestemt.

"Du ved jo overhovedet ikke, hvad det betyder."

"Hvor ved du det fra, dumme svin?" Uden tvivl noget hun havde opsnappet fra en af de voksne.

"Det er en forkortelse på 'rend mig i røven'."

"Hva'," måbede hun.

Jeg tog kniven og rakte den til hende. "Man burde ikke sige ord, man ikke ved hvad betyder."

"Årh, hold mund!" hvæsede hun, men jeg kunne se på hende, at hun var imponeret over, at jeg bare sådan uden videre havde givet hende kniven tilbage. Hun stak den straks i støvlen igen.

"Er du ikke bange for, at du bliver skåret på foden?" spurgte jeg bekymret.

"Jeg skærer mig aldrig, dumme pige!"

"Det ved du da ikke. Måske smutter den en dag." Liv skulede til mig, så jeg prøvede: "Vil du ikke lave et eller andet?"

"Hvad skulle det være? Jeg må jo ingenting på den her forbandede anstalt!" Hun var jo ikke farlig. Bare rastløs. Jeg tænkte hurtigt. Biografen? Nej. Der kunne jeg ikke holde øje med hende. Var zoologisk have for risikabelt? Mellem alle dyrene? Det var da et forsøg værd. Jeg fremsagde mine tanker.

Hun stirrede. "Gider du have mig med? Mig? I zoo?"

"Ja. Vi kan gå med det samme, hvis du vil. Jeg skal bare lige sige det til Andrea." Jeg havde jo efterhånden forstået, at det var hende, der var mest ansvarlig for børnene. Liv nikkede. Idet jeg gik ud ad døren, så jeg et lyksaligt smil på hendes læber. Et smil der virkelig varmede mit hjerte for det lille ustyrlige væsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...