En Hjælpende Hånd

Laura Rasmussen er en helt almindelig pige på 15 år. Hun har en lillebror ved navn Lukas på 12, og en mor og en far der bor sammen. Hun bliver ikke mobbet i skolen, men holder sig for det meste til sin bedste veninde som ikke bryder sig om andre mennesker, laver altid sine lektier, laver sin del af arbejdet i timen, og prøver at ungå eleverne i klassen. Men to ting er ikke så normalt ved hende.

A) Hun er medlem af en klub, som deltager i en TV-konkurrence ved navn "En hjælpende hånd", der gælder om at hjælpe andre mennesker så meget som muligt og så godt som muligt.
B) Hendes mor arbejder for FBI og hendes medhjælper er undercover som TV-vært i konkurrencen.
Okay jeg indrømmer det, hun er måske alligevel ikke så almindelig.

Da de på den første dag med konkurrencen får at vide at de skal være familie for nogle børn på et børnehjem, møder Laura Liv. Lille ustyrlige, uforbederlige, spontane Liv, som ingen vil forstå. Og så kan det nok være, at der kommer til at ske noget...

4Likes
3Kommentarer
1122Visninger
AA

1. En underlig stemme

"Og vi afslører de nominerede efter pausen. Jeg er Sophia Schroeder og det her er "En hjælpende hånd"!" sagde TV-værten og sendte et kæmpe falsk tandpastasmil til kameraet.

"Og vi er ude," lød stemmen bag kameraet. Sophia nikkede og smilet forsvandt straks fra hendes ansigt. Jeg var godt klar over, at hun hadede det. Hendes blik gled over alle kameraerne og landede på mig. Jeg gengældte blikket ved at stirre på hende. Da hun begyndte at bane sig vej over til mig, sikkert for at høre om jeg var okay, rystede jeg på hovedet ad hende, og hun stoppede straks op og smilede forstående. Jeg var for nervøs til at snakke med min mors medarbejder lige nu. Faktisk havde jeg på fornemmelsen, at bare jeg åbnede munden, ville jeg kaste op. Nu ville det vise sig, om jeg overhovedet havde en chance for at vinde. Jeg havde været med i 4 år, hvilket var længere tid end nogen af de andre, men jeg lærte det vist aldrig. 'Meditation lille frøken. Meditation og dybe indåndinger.' Min afslapningsvideo nævnte det hele tiden, så hvorfor fik jeg det aldrig lært? Jeg aner det ikke. Den sagde selvfølgelig ikke 'lille frøken', det var bare noget jeg sagde til mig selv, fordi jeg reagerede på de ord.

Det gav et sæt i mig, da en hånd blev lagt på min skulder.

"Du skal ind og gøre dig klar," sagde en kølig stemme. Tanja Smith. Amanda Smiths mor. Jeg stønnede indvendig. Skønt! Lige hvad der manglede. Ti minutter hvor jeg skulle lytte til Amandas chikaneren og latterliggørelse af mig og min mor og bruge kræfter på at prøve at finde et rapt svar på to sekunder. Ikke at jeg have svært ved det, det var ikke det. Det tærede bare på kræfterne. Tanja slæbte mig med ind i pigernes makeup- og -omklædningsrum. De andre piger så foragteligt på mig, og jeg stirrede trodsigt tilbage. Jeg kunne se Amanda tage tilløb til en flabet bemærkning.

"Du har da ikke råd til støvler Laura," sagde hun med et nik i retning af min gennemsigtige pose med de nye høje og brune cowboystøvler i. "Med så få penge du har er det et under, at du overhovedet har råd til tøj på kroppen. Hvad er det nu, er din mor kontorarbejder? Sekretær?"

"Ja det er jo ikke alle der har råd til at fedte sine børn ind,"  fløj det ud ad mig. Alle fniste over, at jeg turde.

Amanda kneb øjnene sammen til en smal sprække. "Jeg siger til min mor, at du har stjålet støvlerne. Så får du problemer."

"God idé. Det skulle du tage at gøre. Jeg er sikker på, at tøjdesigneren har en enorm indflydelse på TV-showet."

Amanda så ud til at være ved at koge over, så jeg gjorde mig klar til den sædvanlige trudsel. Måske ville hun levere noget nyt denne gang? Næh, her kom den.

"Pas på din vigtige tøs!" hvæsede hun, "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at få dig smidt ud. Alt hvad jeg kan gøre vil jeg gøre. Så pas på!"

Jeg gad ikke engang svare, men himlede med øjnene og gik over i hjørnet til mit bord og min stol. Penny, som sad ved siden af mig, så på mig med hovedet på skrå.

"Det er jo ikke fordi jeg tager mig af hende," forklarede jeg, alt imens jeg tog eyeliner på, "Jeg er så vant til de tomme trudsler, det gør mig ikke noget. Men at alle andre holder med hende, det kan jeg ikke tage. Jeg har ingen venner her!"

Pennys øjenbryn fløj op.

"Det er ret ironisk, at der sidder en ven lige ved siden ad dig og lytter til dig, og det du vælger at tale om, er det, at du ikke har nogen venner. Interessant," sagde hun sarkastisk.

"Du ved jo godt hvad jeg mener. Udover dig. Og du er jo så bange for andre piger, at du ikke kan forsvare mig. Jeg mener én der kæmper for sine venner. Som vil gøre hvad som helst for dem."

Da det var ude, kunne jeg godt høre, hvor anklagende og bebrejdende det lød. Det lød som... noget som Malin kunne have sagt. Og det var ikke mig. Men nu var det sagt, og så var der ikke mere at gøre ved det. Penny vidste godt at jeg ikke mente det så slemt. Ganske rigtigt:

"Det ved du da, at jeg vil. Men ikke dette her. Aldrig aldrig dette her." Og det var sandt. Penny ville gøre, hvad det skulle være for dem, hun holdt af. Om det så betød døden, ville hun kæmpe for sine kære. Men hun var rædselsslagen for andre piger. Lægerne og psykologerne mente, at hun måtte have haft en traumatisk oplevelse som helt lille, men de kunne ikke finde ud af hvad. Mine tanker blev afbrudt af fladskærmen, som en af pigerne havde tændt. Straks begyndte alle at råbe i munden på hinanden og skændes om hvilken kanal de skulle se. Jeg var blevet færdig med makeup'en, og nu sad jeg lige så langsomt og trak mine støvler på, mens jeg fulgte med i sceneriet. Skænderiet var naturligvis ment i al godmodighed, og alligevel nærede jeg intet ønske om at være en del af dem. En af pigerne greb betjeningen, og så kørte Tv-Charlie på skærmen. Så sprang de andre op og jagtede Nadja rundt, mens de hvinede og lo i vilden sky.

'Jeg sværger, at jeg har set en flok orangutanger gøre sådan i fjernsyn,' tænkte jeg giftigt og rystede på hovedet ad dem. Til sidst snuppede Amanda fjernbetjeningen og skiftede over på Tv3, og så var der ingen der turde skifte mere. De skulle jo nødigt ende som mig, de små stakler. Men nu var stemningen i hvert fald ødelagt. Anna Maria så på sit ur.

"Det er vist ved at være tid," peb hun forsigtigt. Vi andre tre nikkede for at bakke hende op, og jeg følte en stor respekt for pigen, der bare sådan smed sit holdepunkt og tjenerstadie væk og talte til dronningen. Amanda sukkede og skiftede til Dr1, hvor Sophia var på igen. Hun fortalte om konkurrencen, viste nogle inteviews og vise besøg hos alle de steder, hvor vi havde været og hjulpet. Idet Tanja kom fejende ind fortalte en journalist at han lige om lidt ville vise da han havde været og fortælle os nyheden; vi var med i "En hjælpende hånd". Det var ikke sket rigtigt, vi havde fået læst navnene op i klubben, men vi havde lavet en falsk optagelse bagefter.

"Kom nu piger! Ind i opholdsstuen med jer. Kim er utålmodig. I skal jo snart på og drengene har allerede ventet længe," vrængede Tanja og skubbede os ud foran sig. Hun havde sagt det på en måde, der ikke var til at misforstå. Hun ville ikke have drenge med i programmet. Vi skydte os alle ned i opholdsstuen, hvor fem drenge fra klubben sad og sloges om fjernbetjeningen, indtil deres sikkerhedsmedhjælper Kim bestemt tog den fra dem og skiftede tilbage. Jeg kendte dem godt. Dér sad Alexander, den drømmende og underlige type. Absolut ikke min smag, men vældig sød. Dér sad Mikkel den rebelske dreng med det drillende og charmerende smil. Ham som Penny og så mange andre piger var så forelsket i. Jeg lod mig altså ikke narre. Oskar den lille irriterende egoist der havde så høje tanker om sig selv. Arthur der nok aldrig ville blive voksen. Han var sådan en dreng man bare fik lyst til at kramme, altså på den beskyttende måde. Nikolai som... ja som hvad? Nu jeg tænker over det, hvad vidste jeg egentlig nogensinde om Nikolai? Han var så... normal. Ikke at han var kedelig, absolut ikke, men når man så ham sammen med de andre, var han altid den sidste folk så. Han havde lidt af dem alle. Han var simpelthen den ideelle 14-års dreng. Ja jeg siger 14. Det var jo ikke os alle, der var 15. Konkurrencen var fra 11 år og opefter. Kluppen kunne man deltage i, når man ville, vi havde nogle småunger på 8, men konkurrencen var fra 11 år. Selvom det var sjældent, at folk blev nominerede som 11-årige. Jeg gjorde. Men det var sjældent. Anna Maria var 13 år. Nadja var 13. Arthur var 12. Amanda var 15 ligesom mig. Alexander var vist lige fyldt 16, og det samme gjaldt Mikkel. Nej vent... han fyldte snart 16, ja det var sådan, det var. Det gik han meget og talte om, så jeg forstår ikke, at jeg glemte det. Oskar var 14 ligesom Penny. Men nu blev mine tanker afbrudt af Sophia.

"Den første er..." sagde hun og foldede det første papir ud, "...Oskar Laursen!" Oskar gik ud med et overbærende smil, videoen dukkede op fulgt af musik og inteviews, hvor han fortalte om sig selv. "Penelope Sørensen!" Penny sendte sit smeltende smil, der gik lige til hjertet.

"Nikolai Løkke!" De havde åbenbart syntes at han skulle være en af de første for en gangs skyld. Det undte jeg ham også, men han måtte godt have været før Oskar.

"Amanda Smidt!" Hun kastede med sit lange hår og vinkede med et uskyldigt smil. Jeg måtte bruge al min energi på at huske, at det ikke var pænt at slå.

"Arthur Olsen Bang!"

"Laura Rasmussen!" Jeg havde igennem årene lært at sluge min nervøsitet som en mundfuld saft, så jeg gik ud til kameraerne uden at fortrække en mine. Jeg sendte et blændende smil til publikum og de hvide lys.

"Jeg bruger det meste af min fritid sammen med min lillebror og vores to hunde. Vi går tit i parken eller i skoven sammen," kunne jeg høre mig selv sige. Vi var ikke tilladt at se på storskærmen, men jeg vidste, at de lige nu viste et klip, hvor Lukas og jeg legede med Lotin og Heike i parken. Da jeg havde givet de fem, der allerede stod der et kindkys hver (Penny smilede opmuntrende til mig), stillede jeg mig over ved siden ad Arthur.

"Mikkel Kjær Hansen!"

"Anna Maria Sofussen!"

"Alexander Christensen!"

"Nadja Højrup Nissen!"

Vi stod alle ti og smilede og vinkede til kameraet, mens Sophia fortsatte: "Det var altså de ti nominerede. Hver fredag aften bliver der én mindre deltager indtil vi kun har to tilbage. Lige nu bliver deltagernes pointtavle nulstillet. De får points alt efter hvor godt, de klarer sig. Hvad så, har i lyst til at høre årets tema?" råbte hun og holdt mikrofonen ud imod folk. Dette var Sophias ynglingsdel, vidste jeg, fordi hun fik lov til at "udtrykke sig klart", som hun sagde. Et brus af jublende stemmer gik igennem salen. Sophia smilede ægte.

"Det tænkte jeg nok," sagde hun. "Temaet kommer her."

Alle fra klubben pustede ud og krydsede fingre, imens storskærmen langsomt fik et billede frem. Okay. Nu skulle vi se på storskærmen. Forvirrende.

"Årets tema går til Lillelys' børnehjem, hvor pigerne og drengene bliver, til de er 10 år gamle. Derefter flytter hele den årgang til Sollys' børnehjem for lidt ældre børn. Børnene får masser af kærlighed fra vores utrolige medarbejdere, men de har aldrig haft en rigtig familie. Jeres opgave bliver at være en slags ældre søskende for to af de 4-6-årige. Første dag skal i som sædvanlig gøre en tjeneste som temastedet bestemmer."

Alle jublede, men fordi jeg brugte min fritid sammen med de andre deltagere, kunne jeg se at ca. halvdelen var mere skuffede end glade. For ja, klart, de brugte tiden på velgørenhed, men de var altså stadig af den opfattelse, at små børn var nogle møgunger. De fleste havde jo også mindre søskende derhjemme. Inklusive mig, men jeg var lykkelig. Jeg elskede små børn. Det har jeg altid gjort.

>HJÆLP MIG HJÆLP MIG HJÆLP MIG FIND MIG HJÆLP MIG HJÆLP MIG HJÆLP MIG FIND MIG<

Jeg rynkede panden og så mig omkring, men der var intet. Alt var som før. Det var som om den aldrig havde været der, stemmen. Og så alligevel... Det sted den lå gemt, var blevet forvandlet til et dybt tomt hul, som truede med at bryde ud og fylde mig helt. Ligesom den voldsomme medlidenhed jeg følte for dette lille væsen, der så desperat havde brug for min hjælp. Væsen? Hvor fik jeg egentlig den idé fra? Jeg rystede tanken af mig og fortsatte med at smile og vinke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...